Foto:
Søren Svendsen
Allerførst vil jeg gerne sige tak. Jeg er meget beæret over den tillid, som I sygeplejersker har vist mig, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at skabe de resultater, vi sygeplejersker ønsker.
Fire måneder er allerede gået: Den 8. november var jeg hjemmesygeplejerske i Odsherred Kommune – og den 9. november var jeg kredsformand i Dansk Sygeplejeråd. Det har været 4 spændende måneder, præget af både overraskelser, glæde, stolthed og taknemmelighed. Det er gået stærkt - der har været Covid-19 aftaler, regionens pulje på 30 millioner og vinterpakken, fokus på kommunerne med borgmesterbrev i december og en politisk linje for indgåelse af FEA-aftaler.
I dag er det den 8. marts – Kvindernes internationale kampdag. Og der er stadig rigtig meget at kæmpe for. Jeg har blandt andet et stort fokus på ligeløn, for det er jo fuldstændigt uacceptabelt, at der i 2022 stadig er forskel i lønnen på kvinde- og mandsdominerede fag. Kvinder i Danmark tjener i gennemsnit 12,7 % mindre end mænd. Forskellen er endnu større, når man sammenligner mænd og kvinder med mellemlange videregående uddannelser, hvor sygeplejerskeuddannelsen hører til. Der tjener kvinder kun 84,3 kr., når mænd tjener 100 kr., dvs. 15,7 % mindre end lønnen i mandsdominerede fag på samme uddannelsesniveau.
Sygeplejersker blev med Tjenestemandsreformen i 1969 placeret på et lavere løntrin end mandsdominerede fag – blot fordi det var et kvindefag. Dengang sagde vores formand, Kirsten Stallknecht, at det var ’latterligt og forkasteligt’ – og det er jeg helt enig med hende i.
Vores løn matcher ikke vores uddannelsesniveau og ansvar. Det skal der gøres op med én gang for alle! Derfor følger jeg også arbejdet i Lønstrukturkomiteen nøje.
En højere løn vil gøre arbejdet som sygeplejerske mere attraktivt, det vil få flere til at blive i faget, og på den måde vil arbejdsmiljøet blive forbedret, så sygeplejersker kan udføre deres arbejde fagligt forsvarligt og kan undgå at gå ned med stress. For det er helt uacceptabelt at man bliver syg af at passe sit arbejde.
Heldigvis skal jeg ikke kæmpe ligelønskampen alene. Vi er en stærk og engageret formandsgruppe:
1. kredsnæstformand Michelle Gulbæk Servé, som tidligere har været FTR på SUH Roskilde og kredsbestyrelsesmedlem. Michelle har en god indsigt i regionen, og har tidligere siddet med ved forhandlinger.
Kredsnæstformand Ulla Birk Johansen, som tidligere har arbejdet som hjemmesygeplejerske. Ulla har 10 års erfaring som kredsnæstformand, og har derfor stor viden om det politiske spil. Ulla har en god indsigt i kommunerne og psykiatrien.
Kredsnæstformand Anja Hoyer Didriksen, som tidligere har arbejdet på Holbæk sygehus, siddet i kredsbestyrelsen og de sidste 4 år været kredsnæstformand. Anja var i 2016 med til at lave kongresforslaget ”Sammen om DSR” i samarbejde med undertegnede. Anja har en god indsigt i både kommuner og region.
Vi udgør et stærkt hold med bred faglig viden og stor erfaring. Jeg glæder mig utroligt meget til vores samarbejde, og jeg er sikker på, at vi sammen med kredsbestyrelsen kan flytte bjerge.
Rigtig god kampdag.