Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Region Sjælland afviser at inkludere flere sygeplejersker i Vinterpakken

Regionen har afvist at gå i forhandlinger med Kreds Sjælland om, at flere sygeplejersker skal have del i Vinterpakken. Der var derfor ikke et rimeligt grundlag for at indgå en aftale om forlængelse af Vinterpakken.

Publiceret: 

1. april 2022

Senest opdateret: 

17. februar 2023

Af:

Lis Mortensen

lm@dsr.dk

Region Sjælland har lagt op til at indgå en forlængelse af Vinterpakkens del 2. I den forbindelse er Kreds Sjælland kommet med et udspil om, at langt flere sygeplejersker med patientkontakt skal omfattes, da vi mener, at alle sygeplejersker 24/7 gør en særlig indsats. Dette har Region Sjælland imidlertid blankt afvist.

Det undrer os, da Region Sjælland i forvejen har store udfordringer med at rekruttere og fastholde sygeplejersker på regionens arbejdspladser, og der derfor her var en oplagt mulighed for at belønne netop de hårdt arbejdende sygeplejersker.

Regionen har ydermere alene været indstillet på at forlænge mer-aktivitetstillægget på 100/200kr. for de nuværende områder. Det er en forringelse af den aftale, vi indgik i december, idet aftalen om en månedlig bonus på 3000 kr. pr. måned er taget helt ud.

På trods af, at Kreds Sjælland ved forhandlingerne om Vinterpakken i december 2021 kæmpede hårdt for det, blev rigtig mange sygeplejersker ikke omfattet af Vinterpakken gældende frem til og med marts. Disse forhandlinger foregik under stort tidspres og i skyggen af Coronapandemien. Dette er ikke længere situationen, og da alle sygeplejersker hele tiden yder en kæmpestor indsats, finder Kreds Sjælland det helt urimeligt at indgå en ny aftale, der gentager denne skævvridning.

Anne Marie Holst Sommer udtaler:
”Vi mener, at Region Sjællands forslag til aftale cementerer den skævvridning, som den første Vinterpakkeaftale var et udtryk for. Det er en uhensigtsmæssig udmøntning af de resterende midler fra pakken. Derfor ser vi på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at kunne indgå en aftale om forlængelse.”

Det er kun den aktivitetsfremmende del af Vinterpakken, der foreslås videreført – og som nævnt uden at skele til, at sygeplejersker i den grad har en stor del af ansvaret for patientnære ”aktiviteter” – uanset ansættelsessted.

Anne Marie Holst Sommer uddyber:
”Andre fagforbund har valgt at underskrive aftalen, men de har ikke så mange medlemmer med patientnære funktioner, der står udenfor vinterpakken, som vi har. Vi er den største faggruppe i regionen med patientnære funktioner, og vi kan ikke længere acceptere en skævvridning i forhold til, hvad regionen vurderer som vigtigt og mindre vigtigt. Vi mener, at flere sygeplejersker bør være omfattet af en forlængelse af Vinterpakkens del 2. Derfor siger vi nej.”