Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Sommeraftale til sygeplejersker på fødeområdet

Kreds Sjælland og en række andre fagforeninger har indgået en aftale med Region Sjælland om et tillæg på 2.661 kr. om måneden i juni, juli, august og september til medarbejdere ansat på Regionens Gynækologiske/Obstetriske Afdelinger, som direkte beskæftiger sig med fødeområdet.

Publiceret: 

27. juni 2022

Senest opdateret: 

17. februar 2023

Af:

Lis Mortensen

lm@dsr.dk

DSR Kreds Sjælland har d. 23. juni 2022 sammen med Jordemoderforeningen, FOA, HK og Dansk Socialrådgiverforening indgået en ”sommeraftale” med Region Sjælland i forhold til fødeområdet. Baggrunden for aftalen er, at Regionen har måttet indse, at der er en særlig udfordring på fødselsområdet på grund af personalemangel i Region Sjælland hen over sommeren - særligt på Roskilde Sygehus, hvorfor Regionen som bekendt har været nødt til at flytte en række fødsler til Slagelse, Holbæk og Nykøbing Falster.

Aftalens dækningsområde er afgrænset til sygeplejersker og andre medarbejdere, som er ansat på Regionens Gynækologiske/Obstetriske Afdelinger, og som direkte beskæftiger sig med fødeområdet.

Aftalen omfatter ikke ledende medarbejdere i afdelingsledelse og ej heller ansatte ved fertilitetsklinik, Center for Voldtægtsofre, samt gynækologiske sengeafsnit/ambulatorier. Kreds Sjælland forsøgte at få gynækologiske sengeafsnit og ambulatorier samt neonatal-afsnittene med i aftalen. Det ønskede Regionen imidlertid ikke.

Honorering

Fastholdelsestillægget er pensionsgivende og vil for fuldtidsansatte udgøre 2.661 kr. pr. måned (ex pension). Det udbetales i juni, juli, august og september og reguleres i henhold til beskæftigelsesgraden. Regionen forventer, at tillægget udmøntes første gang med juli-månedslønnen. Det bliver naturligvis med tilbagevirkende kraft for juni måned.

Både aftalen og dækningsområdet er lagt på kredsens hjemmeside under regionale forhåndsaftaler.