Nyhed
Tværfaglighed i psykiatrien må ikke ske på bekostning af patientsikkerheden
Den 27. september blev der indgået en aftale om en 10-årsplan for psykiatrien - og meget passende har Altinget i dag bragt et debatindlæg, skrevet af kredsnæstforkvinde Ulla Birk Johansen og syv tillidsrepræsentanter fra Psykiatrien i Region Sjælland.
Publiceret:
28. september 2022
Senest opdateret:
16. februar 2023
Læserbrev i Altinget
Den nye psykiatriaftale kalder på tværfaglighed, hvor "nye muligheder for bedre organisations- og kapacitetsudnyttelse skal undersøges, ligesom alle ressourcer og kompetencer bringes i spil til gavn for behandlingen af den enkelte borger”. Det er virkelig spændende takter, men som repræsentanter for sygeplejerskerne i Psykiatrien Sjælland er vi også alvorligt bekymrede for patientsikkerheden.
Sygeplejersker er ikke modstandere af tværfaglighed
Lad os først og fremmest slå fast, at sygeplejersker absolut ikke er modstandere af tværfaglighed. Tværfaglighed er godt, når de forskellige fagligheder kommer i spil til gavn for borgere og patienter. Det er noget helt andet end at ”opgaveflytte” til andre fagligheder. Der er langt flere nuancer, og det stiller krav til organiseringen af sundhedsvæsenet, hvis effekten af tværfaglighed skal være til gavn for patientsikkerheden og arbejdsmiljøet.
Forskellige fagligheder kan noget forskelligt
Sygeplejersker vil gerne byde nye fagligheder velkommen på sundhedsvæsenets arbejdspladser. Men man stikker befolkningen blår i øjnene, hvis man påstår, at den ene faglighed kan være lige så god som den anden. Patienterne, som behandles i psykiatrien og i den øvrige del af sundhedsvæsenet, er alvorligt syge. De har brug for sundhedsfaglig behandling af veluddannede medarbejdere med sundhedsfaglige kompetencer. Punktum. Et græsk studie fra 2019 dokumenterer en alvorlig stigning i antallet af voldelige episoder i den akutte børne- og voksenpsykiatri, når bemandingen af sygeplejersker i afdelingen er lav. Omvendt ses en stor reduktion i sådanne episoder, når afdelingerne er velbemandede med erfarne, specialuddannede sygeplejersker (Aspasia Panagiotou et al., Journal of Mental Health Nursing, 2019).
Frygter, at patientsikkerheden kompromitteres
I vores hverdag i psykiatrien frygter vi, at patientsikkerheden kompromitteres, når andre faggrupper ansættes til at varetage sygeplejefaglig behandling. Og vi oplever også, at presset på de sundhedsfaglige medarbejdere stiger, fordi der bliver færre til at tage ansvar for det sundhedsfaglige. Omsorg er ikke forbeholdt sygeplejersker, men sygeplejersker kan yde omsorg og har en kompleks fagkundskab inden for fx medicin og sygdomssammenhænge. De kan på eget initiativ iværksætte specifikke tiltag ved ustabile og akutte sygdomsforløb. Sådanne opgaver kan ikke uden videre ”opgaveflyttes” til faggrupper uden sundhedsfaglig uddannelse, da det dels kan medføre et øget arbejdspres på de alt for få sygeplejersker, og i værste fald kan gå ud over patientsikkerheden. Ikke et ondt ord om andre faggrupper – det er gode mennesker, og dygtige til det, de er uddannet til. Men hvis man ikke er sundhedsfagligt uddannet, så ved man ikke, hvad man ikke ved. En murer kan være en dygtig håndværker, men det betyder ikke nødvendigvis, at han kan reparere biler.
Opgaveflytning løser ikke rekrutteringsproblemerne
Usikkerhed om patientsikkerheden er gift for de sundhedsfagliges arbejdsmiljø. Vi ser kolleger, som forlader specialet, fordi de ikke kan stå inde for fagligheden. Derfor mener vi også, som det fremgår af overskriften, at opgaveflytning ikke løser rekrutteringsproblemerne i sundhedsvæsenet.
Antallet af sygeplejersker har stor og positiv effekt på patientsikkerheden
Forskningen inden for det somatiske område viser, at lav sygeplejenormering øger patientdødeligheden og antallet af fejl (NUCAP). Desværre er der ikke forskning, der peger på, hvad tværfaglighed – hvis det i praksis blot er opgaveflytning – og lav sundhedsfaglig normering betyder for patientsikkerheden og behandlingsmiljøet i psykiatrien i Danmark. Men erfaringsbaseret viden fra hverdagen peger i samme retning. Derfor er vi også dybt bekymrede, når politikere mener, at tværfaglighed og opgaveflytning er løsningen på psykiatriens problemer med at rekruttere og fastholde sundhedspersonale.
Debatindlægget er underskrevet af:
- Kredsnæstforkvinde Ulla Birk Johansen, Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland
- Fællestillidsrepræsentant Helle Brink
- Fællestillidsrepræsentant Henrik Andreas Christensen
- Tillidsrepræsentant Rosa Nørgaard Scheving
- Tillidsrepræsentant Pia Gøtz Lund
- Tillidsrepræsentant Marianne Saxtorph
- Tillidsrepræsentant Ulla Merete Nielsen
- Tillidsrepræsentant Ulla Dupont, Psykiatrien Region Sjælland