Nyhed
Bestyrelsen besøger gerne din arbejdsplads
Kredsbestyrelsen i Syddanmark holder normalt møder i Dansk Sygeplejeråds lokaler i Fredericia, men nogle gange om året har de besluttet at rykke ud på en arbejdsplads. Møderne er åbne for alle medlemmer, som derved kan følge med i beslutningerne fra nærmeste hold.
Publiceret:
5. december 2023
Senest opdateret:
5. december 2023
Sammenhæng, lydhørhed og nærhed
Dansk Sygeplejeråd styres lokalt af en kredsbestyrelse, der er valgt af og blandt sygeplejersker i hele Syddanmark. Bestyrelsen består af 30 personer inklusive kredsformanden og de fire næstforpersoner.
Kredsbestyrelsen har det overordnede ansvar for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmarks arbejde. Det er kredsbestyrelsen, der skal sikre sammenhæng mellem medlemmernes interesser og de lokalpolitiske prioriteringer, strategier og indsatser. Kredsbestyrelsens opgave er at være tæt på medlemmerne og opfange signaler, der medtages i de politiske indsatser.
Kredsbestyrelse i Syddanmark har besluttet, at nogle bestyrelsesmøder årligt kan holdes på en arbejdsplads – præcist hvor mange, afhænger af hvor mange invitationer bestyrelsen får.
I forlængelse af bestyrelsesmødet er kredsen vært for et medlemsmøde, hvor emner af lokal interesse kan behandles. Udover den politiske ledelse, vil medlemmerne her også kunne møde de kredsbestyrelsesmedlemmer, der er valgt i området.
Møder i marken
I august 2023 har der været bestyrelsesmøde på Odense Universitetshospital i Odense og den 4. december på Sygehus Lillebælt i Kolding. Møderne er åbne for alle medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, dog skal du melde dig til i forvejen af hensyn til forplejningen.
I foråret 2024 kommer kredsbestyrelsen til UCL i Svendborg i marts samt til Vejen Kommune i april måned. Du kan melde dig til kredsbestyrelsesmøderne og alle øvrige arrangementer i Syddanmark via Dansk Sygeplejeråds arrangementskalender gennem dette link.
Hvis bestyrelsesmødet indeholder lukkede punkter, f.eks. personsager og andre fortrolige oplysninger, er der ikke fri adgang, mens disse punkter behandles.