Dansk sygeplejerske i Nordnorge

Nordiske drømme: Fra grå hverdag til norsk vikariat

Drømmen om at rejse ud vendte tilbage. Først kom den i vinterhalvåret, hvor tingene syntes gråt, vådt og trivielt. Senere året efter blev drømmen til hyppige tanker om hvordan det kunne blive virkeligt. 

Min første tur udenlands som sygeplejerske var tilbage i år 2000. Jeg var 26 år og havde ingen forpligtelser. Det vil sige, faktisk havde jeg lige fået en kæreste måneden forinden. Det viste sig at blive et seriøst forhold. Vi er stadig sammen på 24. år og har tre næsten voksne børn nu! Det var anden ansættelse på et hospital i RH, og med bare 3-4 års erfaring. En kollega var lige kommet hjem fra Tromsø. Det lød vildt fascinerende og spændende at tage ud med sit fag. Det var let at få organiseret seks uger i Nordnorge med orlov fra Danmark.  Afdelingens personale på et medicinsk sengeafsnit i Tromsø tog rutineret imod deres vikarer. Der var procedurer for alt og alle. De var søde og imødekommende, jeg fik ofte tilbud om hyggelige sammenkomster og vandreture uden for arbejdstid. Jeg boede på et kollegium for vikarer, det var godt for sammenholdet. Da jeg atter fløj hjem og så ned over de dybe fjorde og stejle fjelde, fik jeg en dyb følelse af glæde og taknemmelighed. 

Bjergtagende natur

Synet fra luften over Nordnorge er unikt. Fantastisk med alle de sneklædte tinder, dybt blå fjorde og mange søer. Rå og upoleret, voldsom natur, med begyndende lav bevoksning. Allerede dengang tænkte jeg, at det ikke var min sidste tur herop til.

I årene efter gik rejserne som sygeplejerske til Sydnorge. Flere mindre sommervikariater: Kristiansand, Arendal og Hønefoss. Her er smukt og dejligt, med skærgårdssejlads, marker og gammel højskov. Minder om det smukke landskab i Syddanmark bare på klippegrund. Folk er venlige her, men holder sig mere for sig selv og prioritere i højere grad at nyde livet med dyrere vaner i mad, klæder og boligindretning.

I januar tidligere i år fik mine tanker frit løb. Jeg fortalte min familie om mit ønske om atter at tage ud og arbejde som sygeplejerske. Denne gang gerne lidt længere tid omkring tre måneder. De tog godt imod, og kunne ikke se grunde til at holde mig tilbage. Skal i samme åndedrag fortælle at vores drenge på henholdsvis 19 og tvillinger på 16 år er velfungerende socialt, gode faglige og meget selvstændige. Havde de ikke været så godt funderet, havde jeg ventet til senere i livet.

Lofoten øverst på ønskesedlen

Jeg startede med at kontakte 6-7 forskellige vikarbureauer, både norske og danske. Skrev mails, havde teammøder og oprettede profiler, det tog en del tid. Mit største ønske var at komme til øgruppen Lofoten, men også andre destinationer i Nordnorge og vestkysten i Grønland synes spændende. Jeg spurgte på stillinger primært i lægevagt, sundheds-/helseklinik med skadestue funktion eller i lægeklinik. Sidstnævnte da jeg har arbejdet som konsultationssygeplejerske i 15 år og inden da 2-3 år som behandler sygeplejerske i privat kosmetisk klinik. Det virkede ikke lovende. Bureauerne vendte tilbage en efter en, at jeg ikke skulle regne med denne type stilling, og at man faktisk ikke har betegnelsen konsultationssygeplejerske i Norge. Jeg skrev en udførlig jobbeskrivelse til et par af bureauerne. Særligt et bureau kom tilbage med lidt mere håb, da de bl.a. rekrutterer læger til almen praksis i Norge og har en stor viden om, hvad der rører sig her. Det skal siges om almen praksis i Norge, at den ikke er organiseret som en privat eget lægepraksis, men ligger i kommunalt regi - altså en anden administrativ konstruktion end i Danmark.

Og tiden gik

Vinteren gik, og halvdelen af foråret 2024 gik. Jeg sagde ikke noget på arbejdet om mit ønske om rejse. Var lidt urolig for deres reaktion, når jeg forhåbentlig skulle spørge om orlov. 

Jeg fik mulighed for at få råd fra kredsformand John Christensen i forbindelse med et møde afholdt i FSKIS Region Syddanmark. Han gav tips til, hvordan man kunne tilskynde ejerne af praksis til at se gevinst af, at deres medarbejdere dygtiggør sig også ved udlandsophold. 

Bare to uger efter snakken med John Christensen, fik jeg et rigtig godt tilbud fra et norsk vikarbureau. Jeg tog rådene fra formanden og al mit håb og gik til cheferne i den klinik, hvor jeg har været ansat i over fem år. Spurgte om jeg kunne få orlov uden løn i 3-4 måneder for at dygtiggøre mig i en norsk lægepraksis?

Eventyret venter

Ejerne vendte tilbage 1,5 uge efter med svaret nej. Det var ikke praktisk muligt for dem at tilgodese. Og de kunne ikke give mig en orlov i den længde, for derefter ikke at imødekomme mine andre kollegaer. Det var ikke en let beslutning, men efter at have sovet på det nogle dage og vendt det med familien og de tætteste venner, så blev beslutningen, at jeg sagde min stilling op. Jeg arbejdede yderligere halvanden måned inden jeg gik fra. Det var lidt sejt at sige farvel til kolleger og nogle dejligt tillidsfulde patienter, men eventyret venter.

Så nu drager jeg 4-6 måneder til byen Harstad i kanten af Lofoten. Her skal jeg arbejde i en lægepraksis sammen med én anden sygeplejerske, en håndfuld sundheds medarbejdere og et utal af læger, der alle har ansættelse kommunalt. Mit vikariat er blevet muligt, fordi en sygeplejerske selv skal afsted for at opleve verden i et halvt år. Sådan er traditionen i Norge; "vi finder lige en vikar, for vi vil rigtig gerne have dig tilbage"

Med venlig hilsen Maj-Britt