Dansk sygeplejerske i Nordnorge, kapitel 10

Sidste kapitel

Sidder på sofaen med udsigt over havet og fjeldet. Har relax musik i baggrunden og stearinlys i alle hjørner. Det sner stille, og nu og da forsvinder horisonten i et væld af lavtliggende mørke skyer og tåge. På havet ligger mindre flokke af edderfugle af blandet køn. Jeg er vild med hannernes fjerdragt, men variationen er nu også fin. Det halve år i Harstad er gået utrolig stærkt, og jeg er fyldt op af gode oplevelser fra byen og området omkring. Det er som at have læst en fantastisk fortælling i flere bind, og nu er i gang med de sidste 20 sider. En sørgmodighed over at det slutter, men også en stor glæde og taknemmelighed over det eventyr, der har foldet sig ud. Jeg sætter den sidste bog på hylden om lidt, men vil altid huske disse måneder som noget ekstra værdifuldt, jeg gjorde for mig selv. Jeg har fået alle mine drømme opfyldt og ekstra til. 

Mørketid og hjemve

I perioden lige efter nytår, cirka halvanden uge inde i januar, havde jeg sådan rigtig for alvor en længsel mod hjemmet, min familie og vennerne i Danmark. I Harstad er der mørketid fra starten af december til midten af januar. Det vil sige, at solen ikke når op over horisonten, og at der er tusmørke selv midt på dagen. Jeg havde gruet for denne tid, og forberedt mig med masser af D-vitaminer, vinterbadning og selvbruner creme. Forsøgte at træne så ofte kroppen ville være med. Men det gør altså noget godt for hjernens kemi at få dagslyset ind. Så det var en stor festdag, da 16. januar oprandt, og der blev fejret officiel soldag i Harstad. På denne dag er der kø til bagerierne og folk køber solboller. Bollerne minder om vores hjemmebagte gærdejsboller (tilsat rigeligt med kardemomme), hvor de putter creme i en fordybning i midten. Selvfølgelig er der en del variationer, men mine kollegaer er alle enige om, at nævnte bolle er den mest originale version.

Det er normalt med fuldt tempo på opgaverne op til jul og nytår i en norsk lægepraksis. 1. januar nulstilles alle patienternes frikort, og de skal atter selv betale for at gå til læge. Så patienterne havde slet ikke travlt med at komme i første halvdel af januar, ligesom alle receptfornyelserne var helt friskopdateret. Så perioden her var arbejdsmæssig kedelig, og tiden gik langsomt. Men jeg overvejede aldrig for alvor at tage hjem, vidste at hjemveen nok skulle gå over. 

Tror vi alle havde det lidt stramt med mørket, for pludselig fik kollegerne og jeg en spontan tanke. Vi tog en tur på fjeldet lige efter arbejde med pandelamper, pølser og Pågan gifflar. Alvorligt talt; prøv at varme kanelgifler på pind over bål, de bliver som nybagte! Weekenden efter inviterede jeg de samme kolleger til middag og en tur i saunastuen. Så inden længe var januar måned fløjet af sted, og de lyse timer tog atter til. 

Jul med familien

Første måned i 2025 havde jeg ikke besøg fra Danmark. Jeg kom tilbage til Harstad lige inden nytår, og inden da havde min familie og jeg været samlet i julen i en lille skihytte i Sydnorge. Det var skønt at gense og være sammen med dem alle igen. De næsten voksne sønner, havde jeg ikke set siden august, fire måneder er lang tid uden sine børn. Det var dejligt at give dem et kæmpe kram og kys. De er heldigvis ikke nærige med dette, og vi fik nogle gode snakke over aftensmaden. Jeg kunne dog godt mærke, at de også havde brug for afslapning i deres ferie. Der er tryk på deres liv, og de havde alle startet nye uddannelser i sensommeren 2024. Så de endte ofte med en ekstra lur efter ski. Noget der slog mig, da jeg mødte drengene, var at jeg ikke havde fornemmelsen af at mangle indsigt i deres hverdag. Vi har været gode til at tale sammen over nettet minimum én gang om ugen. Det er en god måde at give hinanden opmærksomhed og samvær. Når man har en tæt relation, kan man sagtens fornemme den andens sindstilstand ved samtaler over nettet, specielt med kameraet tændt. 

Klima og lykke

Jeg står ikke selv på ski, men alle andre i familien hyggede sig i den begrænsede mængde sne, som lige akkurat gav kørsel på den mellemste løjpe på alpincenter Gautefall i Telemarken. Den sidste dag vi besøgte centret, blev den større løjpe åbnet. Men over middag lå der flere centimeter vand på toppen. Det er klimaforandringerne i en nøddeskal. I Troms-regionen, hvor mit vikariat ligger, har man de to sidste somre haft højere varmegrader og mange flere solskinstimer end tidligere år. På Svalbard, som min mand og jeg besøgte i fjor, ser man de tydeligste klimaforandringer i verden. Den norske øgruppe oplever nu mindre sne i vinterhalvåret og somre hvor slædehundene er ved at overophede i de rekordhøje temperaturer. Afsmeltningen af gletsjere og af permafrosten bliver større for hvert år, og gennemsnitstemperaturen er steget to grader mere på Svalbard end alle andre steder i verden. Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, kommer tankerne om mine børn og kommende børnebørns fremtid mere tydeligt frem. Jeg har som menneske ikke brug for så meget jordisk gods, for at være lykkelig. Jeg tror, at lykken bor inden i os, og vokser ud af det, vi giver af os selv til hinanden. Jeg håber, flere mennesker i de kommende år vil stoppe op og genoverveje, hvad der egentlig gør dem lykkelige.

At savne kan gavne

Drengenes far har været rigtig god til at træde ind i rollen som forældre for os begge. Det var hårdt i begyndelsen. Jeg fornemmede, at han de første tre måneder sled med ensomhed og irritation over alle opgaverne. Men det vendte omkring november måned. Her fik han glæden tilbage og troen på, at jeg ikke ville væk fra ham, men blot havde en ustyrlig udlængsel. Nu kreerer han hyppigt mande-middage og bager overnight-boller med højt humør. Det har været en sand fornøjelse at følge hans udvikling heroppe fra. Nyligt har han endda fået positive tilkendegivelser om den frihed, han har givet mig i vores forhold. Vores adskillelse som par har gjort, at vi er kommet tættere på hinanden. Vi er enige om at blive bedre til at passe på den kærlighed, vi har til hinanden også efter 24 år. Ikke at det nødvendigvis er sandheden for alle par. Men det kan virkelig have en terapeutisk effekt, at savne hinanden så længe. Det hjælper til at minde én om, det man forelskede sig i hos den anden.

Opslugt af naturen

Min mor og hendes mand kom atter på besøg i starten af februar. Sammen kørte vi over fjeldet til malmmine byen Kiruna i Sverige. Anden weekend i februar tog jeg på min sidste tur i denne omgang til Lofoten med kollegerne. Her gik vi top-turen (norsk udtryk for fjeldtur med udsigt), "Svolværgeita" og "Djævel Porten", en stigning på 590 m. Trapperne var besværlige og mange steder kun delvis fri for is og sne, så der skulle passes ekstra godt på. Jeg bliver aldrig rigtig færdig med den nordnorsk natur. Den er bare så meget mere rå og barsk, ubarmhjertig og hård, og kræver du er ekstra opmærksom. På vej ned fra denne tur frygtede jeg, at jeg havde sat livet på spil. På en særlig smal iset nedgang gled jeg og kurerede nogle meter på maven. Jeg nåede lige akkurat at tænke det frygtelige scenarie igennem om nedstyrtning og at familien skulle stå tilbage med kun én forældre. Men som en omsorgsfuld bjergtrold ville skæbnen, at der hvor jeg landede med fødderne, var et lille plateau med en optøet jordvold. Og med beroligende stemme og en hånd fra en kær kollega (nu med livslang særstatus), kom jeg tilbage på sporet. Jeg tror på, at der bor en slags ånd i naturen, men jeg siger det sjældent højt, har ikke brug for andres bedømmelse. Men jeg har været i en del situationer, hvor naturen, så let som ingenting, kunne have taget livtag med mig, og alligevel er jeg her endnu. Jeg må være mere påpasselig i fremtiden. Har formodentlig ikke kattens ni liv og kan ikke regne med at blive betragtet som tosset i al tid fremover.  

Sprog er gøj

Jeg hygger mig fortsat over det norske sprog. Det er så let at gennemskue og forstå, især skriftsproget. Kun enkelte ord og formuleringer er svære at gætte sig til. Så kaster man sig bare ud i det engelske ord, no problem. Som for eksempel en "veske", som er en taske, "søppel" som er affald eller skraldespand og "gøj", ja det er sjov(t). Jeg har overvejende talt dansk heroppe, men med norsk ordstilling. Og med risiko for at fornærme de skønne nordboere, så lyder nordnorsk lidt som det gamle danske sprog fra Ludvig Holbergs tid. Men vi var jo også under samme konge i denne periode. Det norske er også sjovt og kan give en lidt anderledes forståelse, hvis det oversættes direkte til dansk. Eksempelvis spørgsmålet; " A ser, at du har klippet deg?" Nej svarede jeg; "Jeg har ikke klippet mig selv". Okay, min norske kollega mener; "Om jeg har været hos frisøren?" Enkelte ord, som jeg jo sagtens forstår, er lidt underligt at støde på i det daglige sprog, og sådan lidt nedsættende og barnligt set i en danskers sproglige perspektiv. Det kan være ord som "ete" [æte] lig med at spise, "fjes" [fjæs] som er ansigt og "rumpe" der  er bagdel. Det er forvirrende, når folk, som jeg anser som ordentlige mennesker, benytter ord, som i en danskers øre får dem til at lyde som en brovten havnearbejder. 

Men jeg er generelt vild med sprog og dialekter. Norsk er overvejende et flot sprog med smuk klang. I skolen har jeg aldrig været god til de sproglige fag, men som min familie siger: mor, du taler bare! Ja, hvis du – kære læser - har den mindste lyst til at rejse til Norge og arbejde, så tænk ikke på sprogbarrieren, for den er ubetydelig, når hverdagen ruller. Her er helt klart en positiv stemning omkring danske sygeplejersker og vores fagkundskaber. Vi er en eftertragtet arbejdskraft sammen med svensken. Vi er dygtige og selvstændigt tænkende. Kunsten er faktisk at steppe lidt ned og være den arbejdskraft, de mangler. Kom ikke og vær bedrevidende, men giv dem tid til at lære dig at kende. Hvis du kan det og har eventyr i blodet, så se at få pakket din kuffert.

Og med disse gode råd slutter Maj-Britt Madsen sin beretning fra sit ophold i en lægepraksis i Nordnorge. Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark takker Maj-Britt for at give os lov til at følge hende i de forløbne måneder. Og god tur hjem.