Dansk sygeplejerske i Nordnorge, kapitel 4

Nordiske drømme, kapitel 4

Norsk besøg og mere Lofoten

Tiden heroppe flyver af sted. Sidste weekend fik jeg besøg af en norsk sygeplejerske fra Stavanger. Vi har kendt hinanden siden studietiden i Vejle og holdt kontakten. Dengang, for ca. 25 år siden, kunne man ikke komme ind på sygeplejestudiet i Norge, hvis ikke karaktergennemsnittet lå godt over middel. Vi havde nordmænd på samtlige årgange i Vejle, og de synes at trives godt i Danmark. Mange af vores primære sygeplejeteoretikere i disse år var norske, og vi læste originaltekster, så udvekslingen af de nordiske sprog var gensidig. Min ven, Tom Runar, har besøgt Danmark rigtig mange gange i årene efter. Hans førstefødte kom til verden, lige inden familien flyttede tilbage til Norge, så det giver en særlig tilknytning til Danmark, fortæller han.

Tom og jeg lejede bil og kørte fire timer sydvest for Harstad til Lofotens næststørste by Leknes. Her havde vi to overnatninger hos Toms bror og svigerinde. Vi kørte til den lille by Unstad kendt for en unik surf camp og vandrede på fjeldsiden mod Unstad. Vi tog til Myrland og besøgte familiens første sommerhus. Jeg badede i havet på Haukland Stranda, som i 2021 blev kåret af Lonely Planet til en af Europas bedste badestrande.
I aftenskumringen så jeg mine første fire elge, skovens "konge", som der faktisk findes mange af på Lofoten. Og slutteligt købte jeg en nyfanget lyssej direkte fra en fiskekutter i Tangstad. Utrolig dejligt at have en lokal guide som rejsemakker.

Barndomsminder

Besøget hos Tom Runars familie var en helt særlig oplevelse. Dels at få lov til at komme helt tæt på en norsk familie, og dels at få en uforglemmelig følelse af at blive taget imod med åbne arme. I deres familie har man tradition for stor gæstfrihed med store familiesammenkomster og masser af hjertevarme, trods Lofotens barske betingelser. Vi talte om alle de fiskerkoner, der aldrig fik deres mænd hjem fra det iskolde hav. Han viste mig sin fars barndomshjem og faderens lange gåtur til skole. Tom fortæller om sin egen opvækst i Narvik, hvor hans far og mor mødtes og slog sig ned for en stund. Jeg hørte også om utallige ferier på Lofoten med hans nu næsten voksne børn. Tom håber på, at han en dag kan tilbagekøbe familiens gamle sommerhus, som ligger for enden af en lille vej helt ude på fjeldet, hvor turisterne aldrig kommer. 

Turismen er stærkt stigende på Lofoten, afledt af den svage norske krone og flere muligheder for at flyve direkte hertil fra Europa. Men infrastrukturen er under hårdt pres af en massiv biltrafik, især autocampere som fylder mere på de smalle veje. Der investeres enorme antal kroner i at udbygge vejsystemet på Lofoten, jeg spekulerer på, om man husker at passe på sin kulturarv?  

Vanskelig periode for praksis 

Som beskrevet i en tidligere beretning, har lægeklinikken jeg arbejder i, været igennem en svær periode. Den har været hårdt ramt af sygdom og stor udskiftning i praksispersonalet samt brug af flere vikarer. Her er det jo, min tilstedeværelse kommer ind. 

Man har ikke formået at skabe en følelse af sammenhold i personalegruppen, og der har været en polarisering i grupperne iblandt. Først for nylig er man begyndt at have mere synlig ledelse, og ønske om at mødes og udveksle ideer til arbejdsrutinerne. Denne fredag mødtes vi f.eks. efter arbejdstid i personalesofaen og snakkede åbent om nogle af de udfordringer stedet står overfor. Det er lidt underligt at sidde der som vikar, men jeg formår alligevel at leve mig ind i problematikken, og er anerkendende og tænker løsningsorienteret. 

Jeg er god til at komme nye steder og finder mig hurtigt til rette. Jeg har en personlighed, som bibringer glæde og humor til dagligdagen. Jeg elsker mit arbejde, og mærker hurtigt, hvis kollegaer mistrives. Bagsiden af er dog, at jeg hurtigt mister gejsten, hvis arbejdet ikke er meningsfuldt. Jeg øver mig i at arbejde struktureret heroppe. Lægeklinikken har rigtig meget struktur og praksisarbejdet er organiseret ned til mindste detalje. Jeg gør mig meget umage, men kommer ofte til at stille undrende spørgsmål, eller afslutter patienten, før lægen har været inde over. Ledelsen er ikke så vant til at skulle svare på spørgsmål, og ikke sjældent, er svaret; "det har vi vedtaget". Når det er muligt bruger jeg et par minutter ekstra med astmapatienten, så fortæller jeg om teorien bag lungefunktionsundersøgelsen, når der udføres reversibilitetstest. Eller hvis der sidder en patient med DM2, så taler vi lige lidt ind i livsstilsinterventioner. Jeg får positive tilbagemeldinger som; "tak fordi du tog dig tid til at være så grundig" eller "Jeg kan virkelig mærke, at du brænder for dit fag". Men for mig er dette naturligt og hele essensen af konsultationsarbejdet. 

Anderledes kultur

Jeg har stor forståelse for, at der er stor spredning, på personalegruppens faglige niveau ligesom i Danmark. Men man ikke har kultur for at benytte og udvikle f.eks. sygeplejerskens fagkundskaber til mere end lægens støttefunktion. Det er ærgerligt for de sygeplejersker, der er dygtige formidlere og fagligt stærke. Det er måske derfor, at der ikke er særlig stor søgning på denne type stilling blandt sygeplejersker. En sygeplejerske, som var patient hos os, spurgte meget bramfrit: "Er det ikke et lidt kedeligt job?" Helsesekretærerne fortæller, at deres løn er lavere sammenlignet med andre sidestillede jobs. Så det er ikke let at rekruttere støttepersonale til praksis.

Norges enorme olierigdom har en bagside. "Folk er dovne" siger Tom Runars bror og fortsætter, "de går bare hjemme og modtager offentlig ydelse". Jeg skal nok tilføje, at broderen har selvstændig virksomhed og mangler kvalificeret arbejdskraft. En anden patient, jeg møder i praksis, er mellemleder i en større supermarkedskæde, fortæller ligeledes, at det er et stort problem at skaffe arbejdskraft. De unge mennesker er siden coronaperioden blevet derhjemme. De er ikke kommet i gang med at have fritidsjob som tidligere. Forældrene betaler de unges lommepenge, enten fordi de har råd eller pga. en ændring i adfærd. Noget af ovenstående forklarer en del af de mange udenlandske arbejdstagere, som Nordnorge byder velkommen.

Overvågning af misbrug

Hver fredag kommer en ung kvinde til klinikken, som er tidligere misbruger. Hun har bl.a. misbrugt stærk smertestillende medicin og får den livsvigtige injektion Buvidal som led i en meget langstrakt behandlingsplan. Hun blev misbruger allerede som tidlig teenager, og kan ikke klare sig uden støtte og medicin. Når hun kommer om fredagen, skal hun lave rusprøve i form af urinprøve. Indtil for nylig skulle dette være overvåget, hvilket var rigtig svært for hende. Nu er hun kommet så langt i processen at tilliden er øget, og hun må gå på toilettet uden ledsager. Det er næsten hver uge, vi har overvågede rusprøver som opgave. Ganske hyppigt tager vi PEth blodprøver, for at der skal være dokumentation på om folk har drukket alkohol. Det er aldrig lægen, der ordinerer disse prøver, det er politiet, afrusningsenheder eller børneværnet, der kræver at fastholde patienten i en dagligdag uden misbrug. En dansk læge i klinikken fortæller; "Det er virkelig svært at tale med patienten om deres forbrug af alkohol." De enten benægter at have et overforbrug, eller ønsker ikke at tale om omfanget. Meget mere udtalt end i Danmark, hvor den snak til tider også kan have sine udfordringer. Den danske læge skønner, at det er den fortsat stærke tilknytning til den kristne tro og kirken, der skaber en lukkethed og en religiøs skam.  

Min umiddelbare følelse var ubehag, over den kontrol man skal udsætte disse mennesker for. Men nogle uger inde i vikariatet, kom jeg til at tale med en midaldrende mand, som kommer jævnligt til alkoholkontrol ved en blodprøve. Han sagde, at han var tryg ved denne kontrol. Det gav ham styrke til at tro, at han kunne forblive alkoholfri, samtidig var kontrollen et bevis overfor myndighederne og familien. Det er nu blevet mere acceptabelt for mig at udføre disse kontroller. 

Sproget, kikærter på dåse og plads til at være homo

Det norske sprog er ikke svært. Så længe både de og jeg taler langsomt og tydeligt, kan vi de fleste gange forstå hinanden. Der er selvfølgelig dialekter og dem, som bare taler utydeligt eller har kognitive vanskeligheder. Men langt hen ad vejen går det godt med forståelsen. Når jeg ikke er i egne konsultationer, bliver meget af kommunikationen med brug af de samme ord og sætninger. Mange nordmænd er positive og holder af det danske sprog. En del fortæller om gode ferieminder fra Danmark og skal lige høre hvor jeg kommer fra i landet. Langt de fleste har besøgt den jyske vestkyst. 

Det som er udfordrende og som hyppigst giver anledning til moro (betyder sjov på norsk), er når vi indbyrdes taler i personalegruppen. 

Jeg havde lavet humus, og havde det med i madpakken. Mine søde, halvt så gammel som jeg kollegaer spørger, hvordan jeg har lavet det? Jeg fortæller om kikærter, iblødsætning, kogning og blender med krydderier. Kan godt se, det orker de da ikke! Okay, I kan også bare købe dem på dåse.... De ser på hinanden og fniser!? Yes you know, metal can! Vi slår hurtigt over i engelske formuleringer eller ord hvis forvirringen bliver for vild. De fniser fortsat og fortæller at dåse på norsk er slang for kvindens kønsorganer. Ja, det var moro, men jeg kommer i tanke om at "dåse" også var benyttet i dansk slang, med samme betydning, tilbage i 1980'erne. Jeg elsker deres lidt old school tilgang til meget heroppe.

Harstad Pride

Det er nok lidt mere tungt og knapt så befordrende med old school tankegang, hvis man tilhører en minoritet som f.eks. LGBT+. Heldigvis er der en række fremtrædende personligheder, der arbejder hårdt for at ændre vilkårene, især for de unge. Byen havde for sjette gang "Harstad Pride". Regnbueflagene vejede en hel uge fra centrale placeringer i byen. Massevis af regnbueflag på bordene i det Historiske Senter i Trondenes, hvor der kommer mange internationale turister og skoleklasser. Biblioteket har fortsat en udstilling i vinduet med børne- og ungdomsbøger, der sætter ord på begrebet "homo". Jo, med tiden kommer der også mere luft under vingerne på mangfoldigheden heroppe nordpå.

Tak for denne gang. Der er nyt igen om et par uger.

Hav det godt så længe

Maj-Britt Klüver Madsen