Dansk sygeplejerske i Nordnorge, kapitel 6

Forandring på vej

Sommertid slutter nu og det samme gør oktober måned. Lejligheden i Nordnorge, Harstad, 2000 km fra Danmark, har været mit hjem i to en halv måned nu. For mig styrker det den mentale sundhed at leve en form for ’tiny living’, med begrænset mængde rejsegods. Jeg er blevet velintegreret i lægeklinikkens personalegruppe, og glæden over samarbejdet er gensidig, selvom der jokes lidt med at de bliver invaderet af danskere. 

Det er lidt køligere heroppe, men ikke meget sammenlignet med almindeligt efterårsvejr i Danmark. Her er der også mærkbare klimaforandringer med stigende temperaturer, mere nedbør og mere ekstremt vejr. De seneste to somre har været lunere og længere, og perioden med sne bliver gradvist kortere. Uden at udråbe mig selv som klimaaktivist, kan jeg ikke undgå at have en vis bekymring over de udfordringer, der venter vores børn og børnebørn. Jeg håber, trods forandringerne, også de har nogle fantastiske naturoplevelser i vente.

Med vintertid kommer også udeblivelsen af sollyset. Jeg har ikke prøvet en rigtig mørketid før. Hvordan vil jeg mon reagere? Har jeg også heroppe tendens til at få en gnist af mismod? Noget som har været en tilbagevendende januar-følgesvend i mit voksenliv. Jeg overvejer at købe en lysterapilampe, hvis det bliver nødvendigt og har allerede startet D-vitamin tilskud. Det gælder om at komme udenfor i de få lyse timer. Jeg er så fantastisk glad for at cykle frem og tilbage på arbejdet, selvom det bare er 5-6 km. Håber der ikke kommer mange dage med ufremkommeligt vejr.

Når livet gør ondt

Der har været krisemøde på arbejdet. Som I måske husker, er der allerede én langtidssygemelding i gruppen af støttepersonaler. En anden helsesekretær havde i en periode følt sig udelukket af gruppen og talt ned til. Det kom ikke bag på mig, at hun havde det dårligt, det var ret tydeligt. På mødet fik den kommunale leder fundet "tale-stenen" frem, og på tur fik alle lov at fortælle, når stenen lå i vores hænder. Det blev en sårbar situation, især for hende, der følte sig udenfor. Følelserne lå langt tilbage fra skoletiden og var kommet væltede frem i en svær tid med delebarn og ex-en. Det er svært at finde sit ståsted i livet og samtidig have energi til arbejdet. Når enheden er så lille som en lægeklinik, er det ikke let at håndtere, for vi er meget afhængige af hinanden, især de dage der allermest minder om en vanvittig dogmefilm. Den kommunale leder gjorde et godt stykke arbejde, der blev skabt en værdig dialog. Det ansvar vi alle har for hinanden, gælder også i svære stunder. Men også ansvaret, vi som enkeltpersoner har, blev tydeliggjort. Vi håber på, at det ikke ender i endnu en langtidssygemelding. 

Sygeplejerske i Norge

Når jeg gang på gang sammenligner mit besøg heroppe med en retreat; en slags pause fra hverdagen, så er det på flere måder. At være sygeplejerske i Norge føles som at træde ind i en tidskapsel, og blive skudt 30-40 år tilbage. Til en tid hvor lægen havde suveræn autoritet, og hvor sygeplejersken var lægens højre hånd. Sygeplejersken heroppe forventes overordnet set at følge lægens ordinationer og ikke selvstændigt forholde sig fagligt til sygdomsforløbene og slet ikke til den medicinske behandling. Vi har enkelte gange over frokosten skitseret for de norske læger, hvordan vi arbejder i almen praksis i Danmark. Fortalt om hvordan sygeplejersker og andet dygtigt sundhedspersonale varetager kronikker-kontrollerne stort set selvstændigt. Om at varetage livmoderhals-kontrol, behandling af sår, børneundersøgelserne mm. og at have egne programmer. De ser blasfemisk på os og siger: "Patienten tror de får god behandling, men det gør de ikke!" Det er vitterligt to forskellige måder at anskue praksis på. Det har selvfølgelig også noget at gøre med tradition, og den kultur vi er opvokset i. Så jeg har lagt min store sygeplejerske-kasket i Danmark, og gør mig meget umage med at være lægens højre hånd. Det er ikke let, og jeg må bide mig i tungen af og til. Når lægen f.eks. instruerer mig i hvilken bandage patienten skal have, og jeg ikke må lave en kikset situation, så øver jeg mig indvendigt i tålmod. Den største form for mod jeg kender.

Men for at al den gode viden ikke glemmes eller forældes, så deltager jeg hyppigt i online undervisning hos danske eller internationale medicinalfirmaer eller faglige sundhedsorganisationer. 

Sidste år fik jeg et brev fra Dansk Sygeplejeråd med invitation til 25 års jubilæum! Så kan jeg da bedre forstå det! Alle mine tanker om svundne tider og opgaver, der bare kører og kører i ring. Mere end et halvt arbejdsliv er gået. Hvad skal de næste 15 år mon byde på arbejdsmæssigt? Jeg har mod på mere og glædes ved arbejdet. Med dette vikariat langt væk hjemmefra, har jeg vist mig selv, at jeg er god til at springe ud i nyt. 

Maden i Nordnorge

Lige lidt norsk sprogskole; morgenmad hedder frokost, middagsmad hedder lunsj og aftensmad hedder middag. Hvordan tror I det går med forståelsen, når jeg spørger; hvad man spiser til julefrokost i Norge? De ser meget underligt på mig og tænker fjollede danskere! 

Vi taler tit om mad og madvaner over lunsj´en. En fordom, om nordmænd, er at de spiser for at blive mæt, hvor vi danskere er mere livsnydere, som til tider lider lidt af madsnobberi. Nordmandens foretrukne lunsj-pakke består af knækbrød eller tynde skiver af grahamsbrød med kaviar på tube (mayonnaise-konsistens torskerogn), og derpå gulost/hvitost (gummiagtig hvid ost uden smag). Så, der viser det der snobberi sig lige igen, "uden smag"! Vi danskere synes at have patent på, hvad god mad er! 
I Harstad er der mange restauranter pga. stærkt stigende antal turister. Der er en anerkendt gourmet-restaurant i byen "Umami", og i velassorterede supermarkeder fås mange lokale råvarer af høj kvalitet. Blandt andet saltet og letrøget torsk er en udsøgt spise. Også marineret lammekød, tørret fisk, rensdyr og hvalkød kan findes på hylder og i frostboksen. På Lofoten og på vejen dertil kan man besøge én ny gourmetrestaurant hver dag på en uge. Den almindelige nordmand har høje krav til mad og dens kvalitet. Det får flere og flere supermarkeder til at skyde op som svampe i skovbunden. Alene i Harstad er der fire store indkøbscentre i Bilka-format oveni de almindelige dagligvarebutikker. Vi taler altså om en by med 22.000 indbyggere plus det løse i oplandet. Det er vanvittigt og synes ude af proportioner. Men når det er sagt, så kan man købe alt heroppe og priserne er interessante pga. den svage norske krone. Så hvis du tænker på en tur herop, så pak blot en lille bagage og prioriter lidt shopping.

Gensyn med Tromsø

I mit første møde med Nordnorge tilbage i år 2000 var jeg i Tromsø seks uger på et medicinsk sengeafsnit på sygehuset. Jeg havde et fantastiske ophold og fik minder for livet. Sidste weekend, havde jeg besluttet at gense ’min gamle by’. Jeg tog med hurtigbåden tre timer igennem de mange fjorde. Utrolig smukt; alene turen med katamaran med udsigt til små og mellemstore bygder og kæmpe sneklædte fjelde. Det var overvældende at komme til Tromsø igen. Atmosfæren var summende og næsten anspændt. Lys overalt og store menneskemængder, biler og busser i et væld. Jeg havde min cykel med på katamaranen. Den stod fint ude på dækket, spændt fast med remme. Det var skønt at kunne komme af sted rundt på øen og væk fra bymidten. 

Turismen er massiv i Tromsø by og særligt i efteråret. Jeg kunne ikke genkende noget fra dengang. Byen har været gennem en voldsom udvikling. Hoteller, restauranter, cafeer, butikker og souvenir shops ligger dør om dør og servicerer de over en million årligt tilrejsende. Tromsø er et af de mest yndede rejsemål i hele Skandinavien, og dette sætter sit præg på miljøet heroppe. Jeg fik, trods de mange turister, en dejlig weekend i Tromsø, men jeg er meget tilfreds med at være havnet i Harstad denne gang.