Dansk sygeplejerske i Nordnorge, kapitel 7

Vintervejr

Sidste uge i oktober kom efterårets første seriøse snevejr i Harstad. Min unge sygeplejerske kollega Ingvild havde set prognosen. Jeg jokede med, at det måtte blive i den lette afdeling, da de samtidig havde lovet temperaturer på omkring 2-3 grader. Men jeg skal da love for, at landskabet blev forvandlet til hvidt i løbet af få timer den mandag. I weekenden op til havde jeg været på cykeltur på en smal halvø ud mod Elgsnes, 15 km nordvest for Harstad, og gået op på fjeldet kaldet Keipen på Aunfjellet. Og dette uden et eneste snefnug, heller ikke på fjeldtoppen. Jeg kunne mærke, at temperaturen var faldet, for jeg havde svært ved at få varmen den aften efter turen. Men at vejret skifter så hurtigt heroppe nordpå, det var tydeligt. Jeg kunne næsten ikke orientere mig ud under cykelhjelmen på hjemturen. Sneen kom tæt og vinden direkte i ansigtet. Sneen lå 7-8 dage og bare på et par døgn var det hele smeltet væk. Kun de største snebunker ligger endnu tilbage i byen og minder os om begyndende vintertid. Jeg bemærkede med et smil, at store mængder sne bliver skubbet direkte ud i havnebassinet, der er plads til meget derude.

På cykel i sneen

Sne er ikke bare sne. Der er mange former, og med det nyligt overståede snevejr har jeg fået min ilddåb i cykling i flere sne-variationer. Der er nysne, hvilket er fint og let at cykle i så længe man kan orientere sig for snefnuggene. Så er der skrabede veje med frost, det går vældig fint med pigdæk. Stejlt nedad er jeg dog en kylling, står af og trækker cyklen ude i de løse kanter. Så begynder det at smelte, nu bliver det virkelig en prøve. Sneen smelter i render, og der kommer landskaber i asfalten med henholdsvis vand, slush ice og bakker af glatte knolde. Der sneryddes ihærdigt på veje og stier, og man er rutineret heroppe med effektive maskiner, husk nordmænd er vilde med potent grej! Dette betyder at bunker af sammenskrabet sne, ligger ud for alle vejforgreninger, men ikke fjernet ved stierne vi går og cykler på. Det har været cykelture med masser af stop og træk. Sidste arbejdsdag i ugen med sne tog jeg bussen til arbejdet. Det er for dumt at risikere noget. Samme aften kom nemlig også en kær veninde på besøg fra Danmark, og hvor ville det være ærgerligt, hvis hun skulle besøge mig på ortopædisk afdeling. 

Telefonvisitation

Det går fremad med at visitere i telefonen på halvt norsk og dansk i en dejlig blanding. Jeg har i mine 15 år i praksis ikke siddet meget ved telefonen, da jeg overvejende har haft patienter ved fremmøde. Det tager lang tid at blive rigtig god til at visitere. Jeg har stor respekt for dem, som er dygtige til at balancere hverdagen i praksis, så både patientens behov og arbejdslivet i praksis tilgodeses. I Kanebogen legesenter sidder vi to i skranken, og af og til får jeg lige en "note it" fra min kollega; "Husk, Anita vil ikke have telefonkonsultationer efter kl. 14". Der er syv forskellige læger i klinikken, med syv forskellige ønsker og behov. Det tager tid at lære dem at kende, og selvfølgelig sker der fejl i planlægningen. Så beklager jeg, og lover at rette op. Jeg er heldigvis god til at huske, når det atter går løs på telefonen. Hver læge har egne patienter, og computersystemet er bare et år gammelt og har endnu børnesygdomme. Så det er ikke heldigt, når man f.eks. booker patienten hos den forkerte læge. Men vi er jo alle bare mennesker. Lægerne ligeså; de har blot et ekstra stort ansvar. Jeg er blevet bedre til at tackle, når en læge smider en finke af fadet, og det går ud over planlæggeren. Det kræver stor respekt begge veje at få arbejdslivet i praksis til at glide. Det vigtigste er; at vi gør os umage og passer på hinanden.

Historie og sprog

Det norske og danske sprog er nært beslægtede, ligesom de to kongeriger i over 400 år blev ledet af den danske kongemagt i et politisk rigsfællesskab frem til år 1814. Danmark og Norge var på forskellig vis forbundet også i tiden frem til Norges endelige selvstændighed i år 1905. Når jeg indimellem taler med patienter, godt oppe i alderen, fortæller de varmt om deres forhold til Danmark og det danske. De taler mindre godt om forholdet til Sverige og svensken. Der er ligesom et historisk efterslæb, og Norge har ikke glemt Sverige for de hårde tider, landet gennemgik efter nederlaget i Napoleonskrigene, hvor de overgik til svensk styre. Lidt underligt de er så fornøjede med os danskere? Vi handlede dem væk for Københavns sikkerhed og for at bevare freden med Sverige. Historien er spændende, og interessant hvordan det farver individets syn på nationer i mange generationer op i tiden. 

Sprogligt kan der være vanskelige situationer forbundet med mit arbejde i Nordnorge. Især på telefonen. Det hænder at jeg må give fortabt og lade en kollega forklare sig i stedet. Ældre mennesker eller helt unge, som ikke har kendskab til andet end deres eget nordiske modersmål, kan have vanskeligt ved at forstå mig. Eller mennesker med sociale handicaps og/eller psykisk ustabile personlighedstyper. Jeg har oplevet patienten give op i telefonen og sige; "Jeg forstår ikke" og bare afbryde forbindelsen. Få gange har jeg fået bud om at lære mere norsk, før jeg får denne type stilling. Selvom budskabet kommer fra mennesker uden filter, så kan jeg godt føle en grad af forståelse fra deres side. De tænker, "endnu en barriere" i deres møde med de kommunale instanser. Men det ødelægger ikke min dag, og som jeg siger til mine unge kollegaer; "Jeg er teflonbelagt!". Et øjeblik efter får jeg en god samtale, hvor en anden patient siger; "Det er dejligt at tale med dig om...." Vi må ikke lade de få dårlige oplevelser ødelægge vores indre fred og tro på egne evner. 

Opsnuset noget

Der er et emne, noget der forstyrrer, jeg bliver nødt til at dele med jer! Det er nok lidt krukket af mig at gå op i den slags, men det krydser klinger med min sundhedsfremmende tankegang. Regionen i nord har geografisk været Norges nummer et i antallet af rygere. Heldigvis har der været en nedgang på ca. 5-6 % de seneste 15 år, blandt andet pga. den nationale beslutning om højere cigaretpriser. Et tiltag som blev indført langt tidligere i Norge end i Danmark.
Det jeg vil berette om, er brugen af snus; helt ind i klinikken. Som i Danmark bliver snus mere og mere almindeligt, så almindeligt at lægen har det med på frokostbordet. Sundhedssekretæren har det med i sekretariatet. Ambulanceføreren benytter det på gangen, og siger "jeg skal lige styrke mig" inden afhentning af patienten. Jeg har sågar været til personalemøde, hvor lederen sætter snus i overlæben, fem minutter inde i mødet. Sundhedsfagligt råber det til himlen. Man har forstået, at man ikke ryger cigaretter offentlige steder også i Nordnorge, men snus bliver brugt udisciplineret og med største naturlighed. Det er ikke kønt og jeg spår kæbe- og plastikkirurgerne kronede dage om nogle årtier. 

Alting har en pris

Nu er der snart gået tre en halv måned siden min mand og jeg sidst sås. Det er hårdt at undvære hinanden, og jeg glæder mig til at give ham et velfortjent kys. Jeg oplever alt det nye, er på turne, får besøg og opmærksomhed fra venner og familie. Men han, som er i den samme trummerum, skal varetage endnu flere pligter og være alene om voksenansvaret; så er det lidt tungt. Vores drenge trives godt hjemme trods mit fravær. De har fuld fart på med uddannelse, venner, træning, og fritidsjobs. Min mand rejser op til mig for anden gang i slutningen af denne uge. Jeg glæder mig utrolig meget til at være sammen med ham igen, og til at vi får endnu flere oplevelser at dele. Vi lejer bil og skal helt ud på den yderste del af Lofoten. Når han atter tager hjem, er der bare én måned til hele familien samles i en hytte i Sydnorge. Drengene har ønsket en skiferie i mange år, og jeg har drømt om at tage hjemmefra i julen. Så nu bliver ønskerne endeligt forenet. Jeg er et meget privilegeret menneske, og jeg er dybt taknemmelig for den frihed min familie giver. Jeg sender alle hjemme i Danmark en varm tanke.

Der er ikke sne på programmet de næste mange dage, så cykler og biler ruller ufortrødent af sted på deres pigdæk. Det lyder som en overvægtig labrador på et parketgulv. På gensyn.

Med venlig hilsen
Maj-Britt