Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Dygtig, diplomatisk og mange tusinde kroner værd

En god tillidsrepræsentant er guld værd – også helt bogstaveligt. Liga Langebjerg Madsen, der arbejder som udkørende sygeplejerske i Faaborg-Midtfyn Kommune, fortæller, hvordan hendes tillidsrepræsentant Mette Agerholm Marhauer ikke alene sikrede hende en højere løn, men også har haft en afgørende indflydelse på hele hendes arbejdsliv.

Publiceret: 

4. februar 2025

Senest opdateret: 

4. marts 2025

Af:

Stig Vognæs

svo@dsr.dk
Mette Og Liga

Liga Langebjerg Madsen fortæller:
”For tre år siden blev jeg ansat på fuld tid i Faaborg-Midtfyn Kommune. Kommunen arbejder med tre løntrin i denne funktion: 1. novice, 2. kompetent og 3. ekspert. Det har betydning for det kompetencetillæg, der lægges til lønnen.

Ved min ansættelse blev jeg indplaceret på trin 2 og skulle efter tre måneder stige til trin 3. Da de tre måneder var gået, blev betegnelsen korrekt opdateret på lønsedlen til trin 3, og jeg troede, alt var, som det skulle være.

Men i november 2024 blev jeg kontaktet af Mette Agerholm Marhauer, min TR og fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i kommunen. Hun havde foretaget en stikprøvekontrol af medlemmernes lønsedler og undrede sig over min timeløn. Mette undersøgte sagen og opdagede, at der var sket en fejl i min lønindplacering.

Som resultat fik jeg efterbetalt omkring 20.000 kr. efter skat på den efterfølgende lønseddel. Det var helt surrealistisk og fantastisk dejligt!”

En stærk støtte og rådgiver
Liga, der er uddannet sygeplejerske fra UCL i Odense i 2011 og oprindeligt fra Letland, roser sin tillidsrepræsentant. Ved et medlemsmøde i Dansk Sygeplejeråd i Faaborg-Midtfyn Kommune rejste hun sig for at holde en tale og overrække blomster til Mette Agerholm Marhauer som tak for indsatsen – ikke kun i forbindelse med fejlen på lønsedlen, men også for hendes konstante støtte.

Liga fremhævede, at Mette har gjort en stor forskel for hende personligt. Som nydansker har Liga ofte undret sig over forskellige forhold på det danske arbejdsmarked. Mette har altid taget sig tid til at forklare, hvordan en fagforening fungerer, og hvordan tingene hænger sammen.

”Mette er en utrolig dygtig tillidsrepræsentant med store diplomatiske evner. Hun er god til at lytte og har en fantastisk tålmodighed,” understreger Liga.

Det usynlige arbejde bag kulisserne
Liga ønsker at fremhæve det store og vigtige arbejde, som tillidsrepræsentanterne i Dansk Sygeplejeråd udfører. Hun understreger, at dette arbejde ofte går ubemærket hen, blandt andet fordi tillidsrepræsentanter i nogle sammenhænge er underlagt tavshedspligt.

”Jeg er dybt taknemmelig for den støtte og vejledning, Mette har givet mig. Hun har ikke bare hjulpet mig med lønnen, men også med at forstå og navigere i det danske arbejdsmarked,” afslutter Liga.

På billedet ses Mette Agerholm Marhauer (tv) og Liga Langebjerg Madsen (th).

 

Jeg er dybt taknemmelig for den støtte og vejledning, Mette har givet mig.

Liga Langebjerg Madsen