Et langt liv som sygeplejerske

Barndom, ægteskab – og mod til at tænke nyt

Ina Larsen blev født i 1949. Hun blev gift allerede som 16-årig og var mor til to børn, før hun fyldte 20. På det tidspunkt var drømmen om en uddannelse langt væk – og måske ikke engang formuleret endnu. Som barn i en arbejderfamilie var forventningerne lave og mulighederne få. “Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne blive til noget,” fortæller hun nøgternt. Hun gennemførte første real, hvilket omtrent svarer til 8. klasse, men blev gravid og måtte forlade skolen. “Man mente ikke, at gravide var noget godt eksempel at have gående på en skole.”

I stedet tog livet en praktisk drejning: blandt andet med arbejde på en systue og senere på Odense Marcipanfabrik, hvor hun i flere år sorterede mandler. Det var dér, midt i det ensformige arbejde, at spørgsmålet pressede sig på: Skulle dette virkelig være hendes fremtid?

Det var hendes mand, der først sagde ordene højt: “Du har altid talt om at blive sygeplejerske. Hvorfor prøver du ikke det?” Ordene satte noget i gang. Ina greb chancen. Hun afsluttede den manglende folkeskoleeksamen via enkeltfag, tog efterfølgende også HF på VUC, læste kemi om aftenen og søgte ind på sygeplejerskeuddannelsen. “Jeg blev optaget – på betingelse af, at jeg tog et førstehjælpskursus først. Det gjorde jeg selvfølgelig.”

Uddannelse som voksen – og med børn

Som 32-årig begyndte Ina på sygeplejeskolen i Odense som den ældste i sin klasse. “Vi var tre, der var gift og havde børn. Det var usædvanligt – også fordi vi var fritaget for at bo på skolen i forskoleperioden. Det skulle man ellers dengang,” husker hun. Da hun var færdiguddannet, blev hun ansat på Odense Sygehus (det nuværende OUH), i afløsningspuljen, som var en slags intern vikarordning. Efter et år blev det til en fast stilling på plastikkirurgisk afdeling – et speciale, som skulle komme til at danne rammen om resten af hendes arbejdsliv. Det var især arbejdet med patienter med brandsår, der optog hende i en årrække.

Ina faldt hurtigt til, men havde stadig lyst til mere. Efter nogle år begyndte hun at videreuddanne sig – i første omgang som klinisk vejleder og siden med en master i voksenuddannelse fra Roskilde Universitet (RUC). “Jeg tog undervisning i weekenderne og rejste frem og tilbage. Det kunne jeg kun gøre, fordi min mand støttede mig fuldt ud,” siger hun. Hendes engagement i uddannelse og vejledning voksede – og kom til at fylde i hendes arbejdsliv.

Klinisk vejleder med en mission

Ina var klinisk vejleder i størstedelen af sin karriere. Hun tog rollen alvorligt – og kæmpede for, at vejledningen skulle være reel og fagligt funderet. “Jeg har arbejdet for, at man som klinisk vejleder får tid – tid til at reflektere, til at tale med de studerende og til at gå i dybden med deres læring,” siger hun. “Man kan ikke lære sygepleje som ren mesterlære ved at følge efter nogen. Man skal også lære at tænke selv.”

Hun fulgte overgangen fra elevsystem til egentligt studium og var med til at sikre et godt uddannelsesmiljø på sin arbejdsplads. Hendes hjerte brændte især for de studerendes vilkår i klinikken. “De skal ikke bare gøre, som jeg gør. De skal lære at tænke fagligt selvstændigt. Der er sjælden kun én rigtig måde at handle på – men sygeplejersker skal kunne argumentere for, hvorfor vi gør som vi gør.”

Hun understreger, at det ikke handler om at fritage studerende for praksisrelateret arbejde og ansvar, men om at sikre, at de har et miljø, hvor der er plads til at de kan vokse. “Det er mennesker, vi har med at gøre. Ikke mandler, der skal sorteres,” siger hun med henvisning til sin fortid på marcipanfabrikken.

Akademisk ambition i en praktisk verden

Til trods for sine mange år i praksismiljøet blev Ina aldrig færdig med at lære. Efter diplommodulerne som klinisk vejleder talte hun med en god kollega, som læste en sundhedsfaglig kandidatuddannelse på Syddansk Universitet. “Det synes jeg lød spændende,” fortæller hun.

Arbejdspladsen var ikke udelt begejstret. “Men jeg har altid været stædig. Jeg er arbejderbarn, adopteret og vokset op som enebarn. Så jeg søgte tjenestefri uden løn i tre år og klarede mig på SU og lidt supplerende administrativt arbejde som vejleder på afdelingen.” Selve den afsluttende eksamen med specialet blev udskudt, men kom også på plads, da hun var 63 år, så hun med rette kunne kalde sig cand.scient.san. “Jeg arbejdede på fuld tid og skrev specialet i min fritid,” understreger hun.

Men hun valgte alligevel at blive i praksisfeltet og ikke søge mod undervisningsverdenen. "Jeg ville blive i afdelingen og arbejde for de studerende og uddannelsesmiljøet dér.”

Det sidste kapitel – og fremtiden

Da Ina fyldte 70, gik hun fra sin fuldtidsstilling til en seniorordning og arbejdede videre i 28 timer om ugen. Seks år senere, i januar 2025, gik hun ned på 18 timer og afsluttede samtidig sin rolle som klinisk vejleder. “Det var ved at være tid,” siger hun. “Men jeg har nydt det hele vejen.”

Hendes sidste arbejde var i dagkirurgisk afsnit, hvor hun også havde 12-timers vagter – selv i sine 70’ere. “Min sidste vagt var den 20. juni, og pludselig var jeg centrum i et ’surprise party’ med gaver, pizza og taler” fortæller hun med stolthed i stemmen. ”Det skulle ellers bare have været en helt almindelig arbejdsdag, hvor jeg tog mig af mine patienter”.

Nu venter det, hun selv kalder sin “livslange ferie”. Da hun hverken ejer bil eller kørekort planlægger hun blandt andet at tage rutebilen til Fyns små havnebyer, spise frokost på havnen og måske nyde en is, før hun vender hjem igen. Måske melder hun sig også til et kursus på Folkeuniversitetet. “Man skal jo holde hjernen i gang.”

- og så lige et råd til den næste generation

På spørgsmålet om, hvilket råd hun vil give til kommende sygeplejersker, svarer Ina uden tøven:

“Brug jeres medmenneskelighed. Husk, at vi har med mennesker at gøre – ikke papkasser eller standarder. Retningslinjer er vigtige, men de skal forstås i sammenhæng. Mennesket kommer altid først.”