Nyhed
Festligt afbræk i en travl hverdag: Intensiv Afdeling V i Svendborg får Praktikpris 2025
De sygeplejerskestuderende har uddelt Praktikpris 2025, og i Syddanmark er prisen gået til Intensiv Afdeling V på Svendborg Sygehus. Prisen blev overrakt ved en surprise-begivenhed torsdag den 5. februar. Blandt gæsterne var kredsnæstforkvinde Anja Skovgaard. Hun fortæller om prisen her.
Publiceret:
5. februar 2026
Senest opdateret:
5. februar 2026
Kredsnæstforkvinde Anja Skovgaard:
Det er altid noget særligt, når SLS uddeler deres praktikpris. Selvfølgelig især for den kliniske vejleder og den studerende, men også for resten af sygeplejerskerne i afdelingen. For alle er en del af det faglige fællesskab, som skal være til stede, når den studerende skal udvikle sig og sin professionsidentitet. Derfor var det også med stolthed og en lille tåre i øjenkrogen, at kollegaerne på intensivafdelingen på Svendborg Sygehus hyldede deres kollega, den kliniske vejleder, for prisen. For som Trine Lesemann Amstrup, der havde indstillet afdelingen, skrev:
‘Gennem nærvær, tydelig struktur og faglig nysgerrighed skabte personalet et læringsrum, hvor jeg både kunne vokse som menneske og kommende sygeplejerske.’”
For det kræver mod og viden at være under uddannelse som sygeplejerske.
Efterfølgende beskrev sygeplejerskerne deres glæde over en rar forstyrrelse i en ellers travl hverdag – en forstyrrelse, som gav anledning til refleksioner over, hvorfor de selv var blevet sygeplejersker, og hvordan de nu med en selvfølgelighed udfører sygepleje uden at sætte så mange ord på alle de fine ting, der opstår i mødet med patienten.
Faktisk fremhævede de også, at noget af det gode ved at have studerende er muligheden for at lære fra sig, men også for selv at blive mere reflekterende.
Alt i alt en dejlig begivenhed.