'I er havnet på verdens bedste uddannelse'

Jeg har altid beundret sygeplejersker, men også tænkt, at det var et svært fag – måske farvet af den ofte udfordrende portrættering i medierne. Men den barriere har jeg heldigvis overvundet, og derfor gik jeg 3. februar ind ad døren på UCL i Svendborg.

Man skal ikke dømme en skole på ydermurene

... eller, jeg listede ind. For det gør man ofte på første skoledag. Med letforhøjet puls, ret høje forventninger og i særdeleshed en grundlæggende panik over det ukendte og udfordrende.

Men også med en tro på, at det nok skal gå – og en tolerance for at alt nyt, kan være virkelig svært.

Og undskyld til UCL i Svendborg, men i et forsøg på at gøre det ukendte mere kendt tog jeg ned forbi skolen ugen inden studiestart for at se, hvor jeg de næste 3,5 år skal blive en dygtig sygeplejerske, og ser du kun skolen udefra, så er den ... gul og gammel. Den slags, der giver en følelse af folkeskolens halvlunkne madpakker og frygten for at blive valgt sidst i idrætstimen.

Første skoledag

Det afskrev mig dog ikke fra at møde op, heldigvis. For folkeskolen-fornemmelsen forsvandt i samme tempo som skydedørene til UCL gik op. 

Jeg blev mødt af bolsjer med logo, et farverigt A3-skilt med ordet “SYGEPLEJERSKE” og en sød vejviser i til lokalet, der nu danner rammen om en stor del af min hverdag:

Lyset er dæmpet til behageligt, væggene har samme farve som den kaffe, der gemmer sig under latte-art, og rummet er indrettet med sofaer i en hestesko langs væggene.

Og jeg er – i bedste nervøsitetsstil – i ret god tid og derfor blandt de første i lokalet. 

Men som det ofte er, så bliver den ensomme nervøsitet stille og roligt fortyndet med at gentage mit navn, spørge til andres, snak om dialekter, om baggrunde og fremtidsønsker. Og tiden går hurtigt, inden jeg igen går ud ad døren.

Mindre nervøs, lidt lettere, og i samtale med en medstuderende ned til togstationen.

De første uger

Den behagelige fornemmelse, som jeg tog med mig fra første uge, slæber jeg stadig rundt på her tre uger efter. 

Men jeg har også været udfordret, træt og glad.

Tilpas udfordret

Fordi jeg indtil for nyligt havde troet, at mit arbejdsliv primært skulle være ved taster og tekster, til at jeg nu ved, at jeg skal arbejde med mennesker. Og for at blive god til det faciliterer undervisningen heldigvis en masse muligheder for at øve sig i. Blandt andet ved at made og blive madet af min medstuderende.

At tage sine sko af og tage rollen som patient på sig. Lægge sig i det knitrende sengetøj i en hospitalsseng og skuespille følger af apopleksi med lammelse i begge arme og afasi. Og gabe over en mundfuld, du ikke har valgt størrelsen på.

At hælde vaniljeyoghurt op og håbe på, at din medstuderende er mere opmærksom på den falske vaniljesmag end på det påtagede og nervøse forsøg på at være sygeplejerske.

Og jeg fik skubbet halvhårdt til en del grænser den dag – og det kommer jeg formentlig til en del gange de næste år, men jeg gik derfra med en følelse af, at jeg havde lært noget vigtigt, både om at være patient og sygeplejerske, men også om mig selv.

Temmelig træt

Fordi der virkelig er meget ny information, virkelig mange nye indtryk og virkelig mange nye mennesker. Men det er heldigvis alt sammen spændende og dejligt – og behandlingen mod træthed er heldigvis lettilgængelig: En eftermiddagslur og tidligt i seng.

Virkelig, virkelig glad

 Glad, fordi jeg kan mærke, at jeg er omgivet af medstuderende og undervisere, der deler min glæde ved at gøre noget for andre – og en glæde ved det fag, som jeg er på vej ind i.

Jeg har ikke længere tal på, hvor mange undervisere der uafhængigt af hinanden har sagt noget i stil med “I er havnet på verdens bedste uddannelse” eller “Der er virkelig brug for jer” – og hvis der er noget, der motiverer til at læse 50 sider om tryksår, sætte sig ind i klinisk beslutningstagen eller stå op hver dag klokken 05.35 for at fange Svendborgbanen, så er det, at der er brug for mig.