Nyhed
Kom med som Kreds Syddanmarks gæst på Dansk Sygeplejeråds kongres i maj
Vil du helt tæt på de politiske drøftelser i Dansk Sygeplejeråd? Dansk Sygeplejeråd holder kongres den 11.-13. maj i Nyborg – og som medlem kan du være med. Kreds Syddanmark tilbyder 15 gæstepladser, hvor kredsen dækker dine udgifter til én dags deltagelse.
Publiceret:
3. februar 2026
Senest opdateret:
3. februar 2026
På Dansk Sygeplejeråds kongres mødes kongresdelegerede fra hele landet for at drøfte blandt andet organisationens politiske retning. Kongressen giver derfor et stærkt indblik i Dansk Sygeplejeråds drøftelser og det fællesskab, hvor politisk valgte deler erfaringer og perspektiver på tværs af arbejdssteder og landsdele.
Kongressen foregår på Hotel Nyborg Strand og er åben for alle medlemmer, der ønsker at følge debatterne og være tæt på de politiske drøftelser. Som et ekstra tiltag tilbyder Kredsen, at 15 aktive medlemmer fra Syddanmark omkostningsfrit kan deltage en dag som gæst på kongressen.
Som kredsens gæst dækker kredsen udgifter til frikøb*, transport og forplejning. Du kan vælge, om du ønsker at deltage mandag, tirsdag eller onsdag.
Sådan søger du en af de 15 pladser
Hvis du ønsker at være kredsens gæst på kongressen, skal du senest mandag den 2. marts sende en mail til Nyt-i-syd@dsr.dk, hvor du skriver:
- At du ønsker en plads, og
- Hvilken dag du gerne vil deltage
Samme uge vil du få besked om, hvorvidt du har fået tildelt en gæsteplads.
Vi håber, at du har lyst til at komme helt tæt på demokratiet i Dansk Sygeplejeråd.
Værd at vide:
De kongresdelegerede sidder tættest på talerstolen, mens du som gæst sidder sammen med andre gæster i den bagerste del af lokalet. Du sidder således ikke ved siden af de delegerede men i samme lokale. Alle holder pauser sammen, men i det formelle rum er der en opdeling.
Vi kommer ikke til at bekræfte, at vi har modtaget din ansøgning, men alle ansøgere vil høre fra os efter fristens udløb - uanset om man tildeles en gæsteplads eller ej.
*Ved frikøb refunderer Kreds Syddanmark din arbejdsgivers lønudgift for den dag, du deltager i kongressen.