Nyhed
Netværk i Syddanmark for sygeplejersker med nedsat arbejdsevne
Sygeplejerske Jette Hämäläinen har sammen med Kreds Syddanmark oprettet et netværk for sygeplejersker med varig nedsat arbejdsevne. "Det er et konstruktivt netværk, hvor vi støtter og hjælper hinanden – ikke et sted, hvor vi sidder og jamrer," fortæller Jette.
Publiceret:
23. oktober 2023
Senest opdateret:
23. oktober 2023
Syddanmark for sygeplejersker med nedsat arbejdsevne
Faglig konsulent Susanne Kaas og socialrådgiver Carsten Richarts fra Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark, har slået sig sammen med sygeplejerske Jette Hämäläinen om at etablere et syddansk netværk for medlemmer med varig nedsat arbejdsevne. Det er gratis at deltage.
Svært at finde fleksjobs
"Uanset årsagen til den nedsatte arbejdsevne, kan det være svært at finde et passende job," fortæller Jette Hämäläinen. Mange arbejder i stillinger, de er overkvalificerede til, fordi en del arbejdspladser ikke vil ansætte fleksjobbere eller fastholde ansatte, der pludseligt mister noget af deres arbejdsevne.
I netværket videregiver vi oplysninger, hvis nogen kender en arbejdsplads, hvor der er 10 eller 15 ledige timer, der kan varetages af en sygeplejerske på fleksjob. Den type stillinger bliver sjældent slået op, derfor er det afgørende at udveksle sådanne muligheder.
Mange sygeplejersker har tillige svært ved at acceptere, at de ikke kan så meget som tidligere. Vi er generelt meget pligtopfyldende, og det kan være vanskeligt at opretholde troen på egen værdi.
Tanken med netværket er, at deltagerne skal støtte hinanden. Det er ikke et sted, hvor vi sidder og jamrer. Vi skal snarere opmuntre og hjælpe hinanden og udveksle idéer til, hvordan vi kan komme videre og bruge vores sygeplejefaglige kompetencer."
Store og små netværk
"Alle deltagere er med til at bestemme, hvordan netværket arbejder. Lige nu mødes vi fire gange om året i Dansk Sygeplejeråds lokaler i Fredericia. To gange med udgangspunkt i et fagligt emne med inspiration og oplægsholder udefra. Det er f.eks., hvordan man arbejder med at ændre sit selvbillede.
De øvrige to gange mødes vi uformelt, og tager nogle personlige emner op, som er relevante at belyse i fællesskab. Hvis der er interesse for det, kan vi mødes i mindre lokale netværk på et af Dansk Sygeplejeråds satellitkontorer i Esbjerg, Odense eller Rødekro.
Endelig er der oprettet en lukket Facebookgruppe, der eksempelvis kan bruges til at lægge relevante stillingsopslag op," slutter Jette.
Kort om Jette Hämäläinen
Uddannet sygeplejerske i Vejle i 1985, har boet og arbejdet i Danmark, Norge, Sverige, USA, Thailand og Finland. Tog specialuddannelse i Norge til jordemoder. Fik problemer med ryggen, blev tilkendt revalidering, og er taknemmelig for den hjælp, hun i den anledning har fået fra Dansk Sygeplejeråd.