Nyhed
Stiller du op til kredsens politiske poster?
Fra i dag til den 10. oktober kl. 7:59. kan du melde dit kandidatur til kredsens politiske poster. Der er samlet information om valget på DSRs hjemmeside, men vi vil også gerne komme med inspiration til konkrete handlinger, der kan bidrage i din valgkamp, tilbud om fotografering og generelle spilleregler for en god valgkamp.
Publiceret:
22. september 2025
Senest opdateret:
22. september 2025
Konkrete handlinger, der kan bidrage i din valgkamp:
- Fortæl til dine kolleger og på dine sociale medier, at du stiller op og er kandidat. Fortæl, hvorfor du stiller op og hvad der er dine mærkesager/hvad du særligt vil arbejde for. Du kan øve dig i at fortælle det til dine venner – uanset om de er sygeplejersker eller ej, men for at komme i gang og for at øve dig i en kort ’præsentation’. ’Præsentationen’ skal ikke være kunstig eller indstuderet, men en velforberedt præsentation er et greb til at have et trygt udgangspunkt, som du kan samtale og argumentere ud fra.
- Hvis du har kolleger, tidligere studiekammerater, eller bekendte som arbejder inden for det sundhedsfaglige felt kan du spørge dem, om de vil agere som ’stillere’. Det kan være ved, at de deler dit kandidatur og anbefaler dig.
- Optag en kort video på f.eks. to minutter, hvor du offentliggør dit kandidatur. Det kan du dele på dine sociale medier. Hvis du ikke er på sociale medier, kan du maile videoen eller et link til den, til relevante i dit netværk.
- Hvis du ikke er på sociale medier eller ikke ønsker at dit privatliv skal være online, kan du vælge at oprette en valg-profil. En profil, hvorfra du kan dele dine politiske budskaber med dem du kender, og de kan dele videre derfra.
Tilbud om fotografering og videooptagelse for kandidater:
- Kandidater til kredsbestyrelsen kan få taget portrætfoto på kredskontoret i Fredericia, Vejlevej 121, mandage og tirsdage mellem kl. 9.00 og 14.00. Det kræver ingen tidsbestilling – man møder blot op. Tilbuddet gælder til og med mandag den 13. oktober med undtagelse af tirsdag den 6. oktober, hvor det er fra kl. 9:00-11:30.
- Tirsdag den 7. oktober afholder kredsen fagdag på Messe C i Fredericia, hvor fotografering i stedet vil foregå. Der er dog ikke valgkamp på fagdagen, det er alene med henblik på at lette rent praktisk, at det kan foregå samme dag. Hvis du ønsker at få taget billede her kan du skrive til kommunikationsmedarbejder Stig Vognæs, svo@dsr.dk
- Kandidater til frikøbte poster kan få optaget en kort præsentationsvideo mandage eller tirsdage efter nærmere aftale med kommunikationsmedarbejder Stig Vognæs. Han kan kontaktes på svo@dsr.dk.
Spilleregler for en god valgkamp:
Vi diskuterer politik – ikke personer
- Hold diskussionen på det politiske eller organisatoriske plan. Kritiser modstanderes forslag, strategier og prioriteringer, men undgå personangreb, mistænkeliggørelse eller antydninger. Ved at fokusere på indholdet sikres et respektfuldt debatklima og det gør det lettere at samarbejde efter valget
Vis vejen – du er en DSR-rollemodel
- Husk at du er en rollemodel. Andre kigger på, hvordan du agerer og din adfærd i en valgkamp, så vis den karakter, den ledelse og den kultur, du vil være repræsentant for.
Undgå at tegne misvisende billeder
- Undgå bevidst misvisende retorik, overdrivelse eller sort-hvid fremstilling af komplekse emner. Hvis kandidater puster til mistilliden, skader det ikke kun modstanderens men hele vores organisations troværdighed.
Anerkend dine modkandidaters bidrag
- Selvom man er uenige, er det vigtigt at vise respekt for andres indsats – anerkend gerne offentlig andres styrker og intentioner; det viser overskud.
En generel opmærksomhed i debatter på de sociale medier: De tavse kigger med – og det kan i lige så høj grad være dem, du skriver til og kommunikerer med, fremfor den person du egentlig svarer.
Du kan se mere om gode spilleregler den 30. september kl. 16.00, når DSRc er værter for et online arrangement om valgkamp på sociale medier: Spilleregler for valgkampen og gode råd til ageren på sociale medier
For øvrige spørgsmål, afklaringer eller andet vedrørende valg til Kreds Syddanmarks politiske poster kan politisk konsulent, Maria Mølgaard Berg, kontaktes på enten mmb@dsr.dk eller 4695 4822.