Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Sygeplejerskernes udvidede virksomhedsområde er til gavn for både faglighed og borgere

I Vejle Kommunes udkørende akutteam mærker sygeplejerske Lars Dupont Lindstrøm og hans kolleger tydeligt forskellen, efter at sygeplejersker har fået et udvidet virksomhedsområde. Hvor de tidligere var afhængige af lægers tilladelser til selv de mest rutineprægede undersøgelser, kan de nu handle langt mere effektivt og selvstændigt – til glæde for fagligheden og ikke mindst borgerne.

Publiceret: 

8. september 2025

Senest opdateret: 

8. september 2025

Af:

Stig Vognæs

svo@dsr.dk
Lars Dupont Lindstrøm

Mere selvstændighed i praksis

Før i tiden brugte sygeplejerskerne ofte lang tid på at få fat i en læge, blot for at få lov til at tage en blodprøve eller måle blodsukker. Det gav ventetid, telefonkøer og forsinkelser i behandlingen.

Med sundhedsreformen er det nu anderledes. Sygeplejerskerne kan i højere grad handle på egen hånd, og det giver hurtigere og mere smidige forløb. ”En sygeplejerske i et distrikt, på et plejecenter eller et bosted kan nu bestille en akut vurdering og måling af kapillærblodprøver direkte hos Vejle Kommunes akutteam – uden først at skulle have en læge i røret,” siger Lars Dupont Lindstrøm. Dermed er det den fagperson, der kender borgeren bedst, som tager de første vigtige beslutninger.

Konkrete undersøgelser tæt på borgeren

Akutteamet i Vejle kan i dag udføre en række undersøgelser uden at skulle afvente lægens accept:

  • CRP-målinger og hæmoglobin til vurdering af infektion og blodstatus
  • Blodsukkermålinger hos borgere med diabetes
  • Blærescanninger – og i nogle tilfælde anlæggelse af kateter
  • FLUS - ultralydsscanning af lunger i borgerens eget hjem
  • POCT – venøs blodprøvetagning i eget hjem

Resultatet er hurtigere handling, mindre unødvendig ventetid og bedre sammenhæng for borgeren. For eksempel kan ældre mænd med vandladningsproblemer nu få scannet blæren og i akutte tilfælde få den tømt med det samme – en behandling, der tidligere krævede lægens godkendelse.

Bedre sammenhæng og service

For borgerne er gevinsten tydelig: de får en hurtigere afklaring og en mere sammenhængende indsats. I stedet for at skulle vente på en vagtlæge, som ikke kender dem, møder de ofte en sygeplejerske, de allerede har tillid til.

”Det giver en langt hurtigere og mere præcis afklaring på en problemstilling,” siger Lars Dupont Lindstrøm. ”Både borgere og sygeplejersker oplever, at forløbene bliver mere trygge og tilfredsstillende.”

Faglig tilfredsstillelse, bedre ressourceudnyttelse og patientsikkerhed

For sygeplejerskerne rummer ordningen tydelige fordele. Den øgede selvstændighed giver større faglig tilfredsstillelse og bedre mulighed for at bringe uddannelse og erfaring i spil. Samtidig slipper de for de mange telefonopkald og tunge dokumentationskrav, som fulgte med lægeordinationerne.

Lægerne får ligeledes glæde af modellen. Når sygeplejerskerne selv kan tage de første undersøgelser, kan lægerne fokusere på de tilfælde, der faktisk kræver lægelig vurdering. Ifølge Lars Dupont Lindstrøm giver det et mere effektivt samarbejde, hvor alle bruger deres kompetencer optimalt.

For at sikre patientsikkerheden har Vejle Kommune udarbejdet klare instrukser for det forholdte virksomhedsområde. På den måde er sygeplejerskerne klædt på med de nødvendige kompetencer og viden, inden de tager opgaverne på sig.

Akutindsatsen på vej ind i regionerne

Vejle Kommune er blandt de kommuner, hvor ordningen allerede fungerer godt, der er dog store forskelle på tværs af landet. Nogle distrikter har deres eget testudstyr, mens andre stadig er i gang med implementeringen.

Fra 2027 bliver akutfunktionerne en del af sundhedsreformen, hvor regionerne overtager ansvaret – også for perioden lige efter udskrivelse fra sygehuset. Hvordan organiseringen konkret kommer til at se ud, er endnu uvist. Men erfaringerne fra Vejle peger klart på, at det udvidede virksomhedsområde kan styrke både faglighed, effektivitet og borgernes oplevelse af en tryg, hurtig og nærværende indsats.

68470011
Lars Dupont Lindstrøm
Uddannet sygeplejerske i 2016. Ansat i Vejle Kommunes udkørende akutteam siden 2021. Har tidligere arbejdet som intensivsygeplejerske på Odense Universitetshospital (OUH). Er tillidsrepræsentant i Vejle Kommune.