Sygeplejestuderende i Svendborg: tilfældigt, men helt rigtigt

Klokken er 05.59, mens jeg skriver det her.

Jeg sidder i et snusket tog, hvor lysstofrørene ikke tager hensyn til trætte øjne. Det er den tid på året, hvor denne afgang er timet med en flot solopgang. Gulvet i toget er ikke helt så klistret, som det nogle gange kan være, og i dag kan jeg se ud ad ruderne, fordi dem, der maler graffiti, og dem, der fjerner det, tilsyneladende har koordineret deres arbejdstider.

Jeg er stået tidligt op igen. Jeg er på vej mod Svendborg igen. Og jeg er igen glad for, at det blev her, jeg begyndte på sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg havde andre planer

Faktisk var det ikke meningen, at jeg skulle sidde så mange timer om ugen på Svendborgbanen, hvis jeg må være så ærlig. For ligesom så mange andre, så var logistik og praktik prioriteret, da jeg søgte en studieplads, som giver mening i forhold til mit hjem i Odense C.

Men fordi jeg har en kandidat, gælder der særlige regler – og jeg endte i Svendborg.

Jeg forstår godt, at mange unge vælger storbyerne som studiebyer. Der er noget med transport, noget med store byer, og der er noget med forventninger til en studiestart. Jeg valgte også selv postnummer 5000, da jeg søgte ind på både bachelor og kandidat, men jeg ville ønske, flere fik øjnene op for, hvad de mindre skoler kan. For det er ikke tilfældigt, at jeg er blevet så glad for at studere i Svendborg.

Tilfældigt og tilfreds

Som studentervejleder på UCL i Svendborg hører jeg indimellem, at flere også er endt i Svendborg ved et tilfælde. Alligevel er det tydeligt, at mange hurtigt bliver glade for det.

Det er jeg selv et eksempel på. Jeg bruger dagligt timer på transport til fods og i ikke helt rene togsæder, men jeg gør det, fordi skolen giver mig noget særligt. Og som en praktikkollega sagde til mig forleden: “Jeg har også hørt, at UCL Svendborg uddanner dygtige og eftertragtede sygeplejersker.” Det har jeg selv set i praktik, hvor flere af dem, jeg lærer af, har gået på skolen. De er modige, velovervejede og nærværende.

De andre skoler uddanner helt sikkert også dygtige sygeplejersker. Men i Svendborg har jeg selv mærket hvordan.

Skubber grænser i trygge rammer

For en (tidligere) computermus som mig er der mange dele af sygeplejefaget, der kræver, at grænser bliver flyttet. Nogle dage bliver de bare puffet lidt til, andre dage kræver det et flyttefirma.

Jeg havde ingen erfaring fra sundheds- og plejefaget, inden jeg startede på skolen. Og jeg indrømmer gerne, at netop de grænser – og forestillinger om, hvad faget er – er blandt årsagerne til, at min vej til sygeplejefaget har været … alternativ.

Men at skubbe den slags grænser kræver et trygt sted at gøre det fra – og her tror jeg faktisk, at det er en fordel, at jeg går på en lille skole på et mindre hold.

Et eksempel, der er lige så friskt som lysstofrørene i Svendborgbanen:

I den første uge på skolen skulle vi made og mades med vaniljeyoghurt af hinanden i klassen. Det var GRÆNSEOVERSKRIDENDE.

I praktik forleden hjalp jeg en ældre dame med at spise koldskål. Det var roligt og respektfuldt. Men jeg er glad for, at jeg havde prøvet det selv og på medstuderende.

Undervisning, der gør os til modige sygeplejersker

Jeg kan gå til min underviser, hvis noget udfordrer mig (læs: personlig pleje), og jeg kan spørge min hjemmeplejevante medstuderende, om det (læs: personlig pleje) bliver nemmere*. Og jeg kan dumme mig med en vådserviet, når vi øver os på vores tolerante dukker på skolen, fordi vi på holdet kender hinanden – og kender hinandens skarpeste og uslebne sider.

Det er opbygningen af undervisningen, det er engagerede undervisere og medstuderende, og det er engagerede vejledere i praktikken, der skaber de rammer, der giver dygtige og modige sygeplejersker.

* Det bliver nemmere og mere naturligt. Og sikke en ære at være den, der skaber en tålelig situation, når nogen får brug for hjælp til at klare det, de plejer at kunne selv.

En holdsport, vi holder hinanden op på

At læse på sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg føles som at spille på et lille hold.

Hvis man er 80 spillere til en kamp, der kun kræver 20, kan man godt blive siddende på bænken eller putte sig under dynen, hvis det regner. Men hvis man er lige præcis nok til at stille hold, så møder man op – også i skybrud.

Sådan er det hos os. Vi har brug for hinanden i gruppearbejde, til eksamenslæsning og i pauserne. Det stiller krav til os om at møde op og være forberedt. Det gør også underviserne skarpe på, hvor vi hver især er gode, så forventningerne følger med. Og det medfører højere individuelle krav. Det gør os både mere ambitiøse, mere nysgerrige – og mere modige.

Og det er så svært at få det hele ud på skrift, men igen, klokken er tidligere end solopgang i september, og jeg har ikke haft andre problemer med at komme ud af sengen end træthed. For jeg glæder mig til at komme i skole og i praktik, og jeg ved, at de regner med mig – også i regnvejr.