Nyhed
Tillidsrepræsentant sikrer efterbetaling til kollega
Næsten 20.000 kroner i efterbetaling og lidt ekstra på lønkontoen hver måned. Det var resultatet af tillidsrepræsentant Birgit Pele indgriben, da hun opdagede, at en kollega ikke fik det aftalte tillæg for eget tøj. Beklædningsgodtgørelse er en del af lønnen, når du arbejder som visitator i Fredericia Kommune.
Publiceret:
19. juni 2023
Senest opdateret:
21. juni 2023
Foto:
Stig Vognæs
Visitatorer bruger eget tøj
Visitatorerne i Fredericia Kommune besøger borgerne i eget hjem, når omfanget af en eventuel støtte skal vurderes. De bærer ikke uniform, men arbejder i deres private tøj og det udløser et tillæg til lønnen – en såkaldt beklædningsgodtgørelse.
”I forbindelse med en lokallønsforhandling modtager jeg en kopi af alle visitatorernes lønsedler fra kommunens HR-afdeling,” fortæller visitatorernes tillidsrepræsentant Birgit Pele fra Fredericia Kommune. ”Lokallønforhandlingerne handler om noget helt andet, men da jeg kigger de 15 lønsedler igennem, ser jeg at en af mine sygeplejerskekolleger ikke modtager beklædningsgodtgørelsen.”
Efterbetaling i fem år
”Jeg kontakter hende og fortæller, at hun tilsyneladende ikke modtager godtgørelsen for brug af eget tøj. Jeg kan ikke se om det er en fejl, der kun vedrører den aktuelle lønseddel. Jeg opfordrer derfor min kollega til at tage fat i vores lønkonsulent vedrørende det manglende tillæg.
Det viser sig, at hun fejlagtigt aldrig har modtaget beklædningsgodtgørelsen. Efterbetalingen, som går fem år tilbage, lyder på 19.466,75 kroner. Dertil kommer 317 kroner ekstra sat ind på lønkontoen hver måned fremover, som er den aktuelle godtgørelse for at arbejde i eget tøj i stedet for uniform.
Fejlen er muligvis en forglemmelse i forbindelse med ansættelsen, som ligger længe før min tid som tillidsrepræsentant.”
Hvad er moralen?
”At det er vigtigt at tale om løn. I dette tilfælde var min kollega slet ikke klar over hun var berettiget til beklædningsgodtgørelse, da hendes tidligere ansættelse jo var med uniform.
Da jeg selv arbejdede på sygehus for 10-15 år siden, fik vi lønsedlerne på print i personalestuen hver måned, det indbød mere til at se hinandens lønsedler og tale om løn og tillæg. I dag får vi lønsedlen i vores e-Boks, og det gør det desværre mere privat,” slutter tillidsrepræsentant Birgit Pele.