Passer vi godt nok på vores personale?

Som sygeplejersker hjælper og plejer vi de svage, men er vi som ledere af sygeplejersker gode nok til at hjælpe og beskytte vores medarbejdere? Hvad har vi som ledere og samfund i værktøjskassen, der kan gøre hverdagen mere tryg og sikker for vores plejepersonale, der arbejder i forreste linje med patienter og pårørende?

I forsommeren gik der en chokbølge gennem medarbejdergruppen på Nordsjællands Hospital, da det gik op for os, at en af vores kolleger, læge Charlotte Asperud, var blevet overfaldet og myrdet i sit hjem. Vi, der kendte Charlotte, var rystede over tabet af en god kollega.

Men da det blev offentligt, at den formodede gerningsmand angiveligt havde opsøgt og dræbt Charlotte, fordi hun for år tilbage tilfældigvis havde været læge for ham i et forløb på hospitalet, forstærkede det en oplevelse af sårbarhed blandt medarbejderne. En følelse som allerede fandtes rundt omkring i huset, ikke kun hos læger, men i allerhøjeste grad også hos plejepersonalet.

Episoden har igen givet anledning til refleksion over den sårbarhed som alle, der arbejder med syge og pressede mennesker fra tid til anden rammes af. Vi og vores ansatte lever ikke i evig angst for patienterne - men i arbejdet med andre mennesker kan alle blive udsat for trusler, uønskede tilnærmelser eller decideret vold, og mange har prøvet det.

Diskussionen er kendt, men vi oplever, at utrygheden er større nu end tidligere. Og vi synes, at vi oplever en hverdag, hvor vi som ansvarlige ledere skal spørge os selv og samfundet, om vi passer godt nok på vores plejepersonale i mødet med de patienter, der ikke har samme grænser og bremser, som folk (heldigvis) har det flest?

Vold og trusler i hverdagen

At være sygeplejerske i forreste linje med stor patientkontakt medfører naturligt også kontakt med en lille gruppe patienter, der overskrider rammerne for, hvordan vi kan være sammen. Det sker ved vold eller trusler om vold eller i den anden grøft: uønskede tilnærmelser.
Meget syge mennesker kan agere voldeligt eller truende. Men på nogle afdelinger oplever personalet det oftere, og det medfører en stigende utryghed blandt de ansatte.
Utrygheden skabes tit af patienter, der er psykotiske på grund af misbrug eller som følge af psykisk sygdom. Men vi oplever også såkaldt ”almindelige” patienter eller endda pårørende, der truer, opfører sig voldsomt eller intimiderende med groft sprogbrug og overskrider almindelige sociale spilleregler.

Vi hører fra vores personale, at det er de sidste, der oftest er mest utryghedsskabende. Vi har uddannelse og værktøjer til at håndtere den psykisk sårbare, men når en almindelig bedsteborger kalder vores plejepersonale for ”luder”, begynder at finde medarbejderens privatadresse eller måske fysisk overskrider folks personlige grænser, så kommer vi og vores personale mange gange til kort, og vi bliver utrygge.

Et hurtigt opslag på Facebook, Instagram eller i den elektroniske patientjournal, giver enhver med lidt kreativt researchtalent en direkte adgang til vores plejepersonale i en meget privat sfære, og så breder utrygheden sig ud over hospitalets mure.

Som ledere kender vi alle til medarbejdere, der kigger sig over skulderen, når de skal hjem fra arbejde og bryder grædende sammen, når der har været en episode.

Hvad så nu?

Diskussionen er ikke ny. Vores personale oplever at være utrygge, og vi har en følelse af, at det er tiltagende. Så hvad kan vi som ledere gøre? Vi har ikke svaret, for det er et felt, som har mange dilemmaer. Vi bliver nødt til at få sat fokus på problemet. Det må ske lokalt på de enkelte afdelinger og hospitaler og det må ske i offentligheden. Der må være tydelige grænser for, hvad man kan byde en ansat i den offentlige sektor. Der må være klare grænser for adfærd.

Skal vi se på indretningen af vores afdelinger og patientområder? Er det muligt at have overvågning og alarmer i en grad, der både beskytter vores ansatte, men også beskytter vores patienters ret til privatliv i en sårbar situation. Og vil det hjælpe på personalets følelse af utryghed?

Er det muligt at se på, hvordan vi indretter vores arbejde og den direkte kontakt med patienterne, så der hos personalet bliver mere overskud til at løse de opgaver, der med rette kan frustrere ventende og ængstelige patienter og pårørende? Kan vi organisere os sådan, at vi får mindre afstand til en kollega i en tilspidset situation? Nogle foreslår en egentlig vægterordning eller et decideret vagtværn i udsatte områder og tidspunkter.

Skal vi se på anonymitet? Lige fra navneskilte til elektroniske patientjournaler? Det kan ikke stoppe alle, men kan være en forhindring, der lægger en dæmper på den første indskydelse hos dem, der gerne vil i kontakt uden for hospitalet.

Hvilke kompetencer og faglige greb, skal vi have mere af? Mere psykologi, mere konflikthåndtering og bedre debriefing?

Alle greb indeholder dilemmaer, som berører økonomi, privatliv, patientrettigheder og personalets mulighed for at udføre et meningsfyldt arbejde. Nogle vil måske endda være konflikteskalerende i en hverdag, hvor langt hovedparten af vores patienter er glade for vores pleje og indgår helt gnidningsfrit i de relationer, der altid vil være mellem plejepersonale og patienter.
 
Faktum er, at noget af vores personale i dag føler sig mere utrygge end tidligere, og det er vi forpligtet til at håndtere. Men vi må diskutere åbent, hvordan vi gør det bedst, uden at vi selv begår vold mod det fag, der rummer så meget positiv menneskelig interaktion.
 

Emneord: 
Ledelse