Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Forkant

Kunstig intelligens er blevet hverdag hos 1-1-2

Et forsøg med at bruge kunstig intelligens i forbindelse med alarmopkald har nu så stor succes, at maskinen kan udkonkurrere den personlige vurdering.

Forkant 2020 nr. 1

Af:

Thomas Garlov, Journalist / Kommunikationsansvarlig

kunstig_intelligens_2

Når alarmopkaldet til 1-1-2 modtages i vagtcentralen på Region Hovedstadens akutberedskab i Ballerup, lytter et ekstra ’øre’ med i samtalen. Som et særligt forsøg har vagtcentralen på den måde siden september 2018 ladet sig guide ekstra ved udvalgte alarmopkald.
Via kunstig intelligens lytter computerens ’øre’ helt automatisk efter særligt udvalgte ord i forbindelse med samtalen. Hvis de særligt udpegede ord og mønstre optræder et vis antal gange i samtalen med vagtcentralen, advarer computeren helt automatisk med et større hjerte på computerskærmen om, at denne person har et mistænkte hjertestop/ respirationsstop.

„Nogle gange tager maskinen naturligvis fejl, fordi ordene bare er opstået tilfældigt. Men nu har vi haft dette ekstra øre til et større antal af vores alarmopkald i et par år, og det viser sig, at den  kunstige intelligens er en værdifuld hjælp,“ fortæller Susanne Lygre Overgård, der er sektionsleder på vagtcentralen.

En foreløbig optælling viser, at den kunstige intelligens nu faktisk kan overgå den sundhedsfaglige visitator på 1-1-2 og oftere opdager de samtaler, der handler om et hjertestop, end de trænede personer i vagtcentralen. Forsøget har indtil nu været udført som et lodtrækningsforsøg, hvor maskinens advarsel kun er vist hver anden gang, den har fundet et opkald. Lige nu evalueres forsøget, for så formentlig at blive et permanent  redskab i vagtcentralen inden sommeren.

Mødt med skepsis

Den kunstige intelligens i forbindelse med alarmopkald har været en proces, også bare dét at skulle acceptere selve ideen.

„Det har været en både underlig og fascinerende oplevelse, at vi nu har sådan en hjælp, der altså også overgår os i nogle situationer. Vi synes selv, at vi er bedre til at opfange, når der er tale om en person med mulig truende hjertestop. Men faktisk har det vist sig, at maskinen er endnu bedre. Det skal man da lige vænne sig til,“ indrømmer Susanne L. Overgaard,  og tilføjer:

„I starten var der en del skepsis overfor, om kunstig intelligens virkelig kan bruges på den måde i dagligdagen. Den skepsis er ikke forsvundet helt endnu. Men omvendt må vi bøje os for,  at det rent faktisk virker.“

Den kunstige intelligens styrer  ikke arbejdet i vagtcentralen. Der er stadigvæk blot tale om, at den vagthavende medarbejdet har et ekstra støtteredskab til at hjælpe sig i forbindelse med samtalen.

„Den sundhedsfaglige visitator får dette hjerte-signal fra computeren. Den  endelige afgørelse om, hvad der skal  gøres, ligger stadigvæk hos medarbejderen. Men indimellem kan man da nok ikke undgå at tænke over, om dette kunne være starten på, at vi til sidst bliver overflødige. Selv om jeg da ikke alvorligt tror på, at der ikke skulle være brug for vores faglige indsigt og ballast.“

Det er kun starten

På vagtcentralen er man fuldt ud klar over, at ideen om at udnytte de tekniske redskabers muligheder slet ikke er udtømte. Lige nu er der også forsøg med  at bruge video- og billedtransmission mere aktivt i forbindelse med 1-1-2  vagtcentralens arbejde. „Vi kan for eksempel bruge video,  så vi kan følge og se, hvad der sker direkte på et ulykkessted, og på dén måde blive bedre til at vurdere, hvordan vi skal iværksætte den rette førstehjælp. Det skal man også vænne sig til, for det kan være rimelig barske billeder, men det hjælper alligevel til at gennemskue, hvad der er brug for.“

Ideen med den kunstige computer- intelligens kan også udvikles yderligere, forklarer Susanne Overgaard.

„Lige nu lytter computeren kun i forhold til hjertestop. Men man kan bruge samme måde at afkode, hvordan patienten har det, når der for eksempel er tale om stroke, altså blodpropper i hjernen. Her vil der også kunne opstilles mønstre, som computeren så kan sættes til at opdage. Maskinens store fordel er, at den hele tiden lagrer erfaringerne fra det ene opkald og så tager et nyt udgangspunkt ved det næste alarmopkald. Vi skal bare væk fra tanken om, at det kan virke lidt som en konkurrence. Det gavner i sidste ende patienten og forbedrer vores kvalitet og service.“

NB. Læs også artiklen "Star Trek Rumskibet landet i Ballerup" i Magasinet Forkant HER

(foto: pr-foto corti.ai)