Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Forkant

Ene leder om 80 medarbejdere er fortid

Plejeboligleder Lina Møller Lauridsen står ikke længere alene med ledelses­ansvaret for 80 medarbejdere. En ny ledelsesstruktur på plejecenterområdet i Guldborgsund Kommune betyder, at hun nu kan dele ledelsesopgaverne med to stedfortrædere.

Forkant 2021 nr. 1, s. Side 18 - 19

Af:

Trine Wiese, Journalist, forkant@dsr.dk

guldborgsund1

Så skal du skabe rammerne for at fastholde og udvikle en høj faglig kvalitet.
Så skal du rekruttere nye medarbejdere.Så skal du håndtere sygefraværet.
Så skal du lede alle morgenmøder.
Så skal du koordinere med resten af organisationen.
Og så skal du være nærværende og opfange, hvis der er knaster i arbejdsmiljøet ...

Viften af ledelsesopgaver på plejecenterområdet i Guld­borgsund Kommune er uhyre bred, og da sygeplejerskeuddan­nede Lina Møller Lauridsen ovenikøbet i årevis var alene om at bære ledelsesansvaret for hele 80 medarbejdere, var rammerne for hendes lederjob, med egne ord, utilfredsstillende.

„Jeg løste jo ledelsesopgaven, men det var slet ikke opti­malt. Der er nu engang en grænse for, hvor mange medarbejdere du kan være en stærk faglig, nærværende og fremsynet leder for,“ slår Lina Møller Lauridsen fast.

Det var fra november 2009 til august 2019, at hun var gruppeleder på Kildebo Plejecenter i Guldborgsund Kommune, og det var i netop denne periode, at hun oplevede, at antallet af de medarbejdere, hun har direkte ledelsesansvar for, var problematisk. Med andre ord var der et alt for stort ledelses­spænd.

„Jeg var for meget nede i driften. Jeg havde en assistent til at bistå med vagtplanerne, men ellers var jeg alene om at løfte den daglige ledelse,“ fortæller hun.

Ny ledelsesstruktur

Men i 2019 blev hjemmeplejen og plejecentrene i Guldborgsund Kommune organisatorisk adskilt fra hinanden, og der blev ansat en overordnet chef på plejecenterområdet.
Hun lyttede til Lina Møller Lauridsens og andres indvendinger, og der blev ændret på rammerne for at lede kommunens plejecentre. Der blev skruet en ny ledelsesstruktur sammen, som bl.a. betyder, at plejeboliglederne ikke længere er så alene om ledelsesopgaverne.

Fra at være gruppeleder på Kildebo Plejecenter i Guld­borgsund Kommune, blev Lina Lauridsen i august 2019 pleje­boligleder på Plejecenter Oasen i samme kommune.

„I sin substans er der tale om det samme lederjob, og antallet af medarbejdere har heller ikke ændret sig. Men strukturen er ændret, og mit lederjob er derfor blevet langt mere tilfredsstillende,“ fortæller hun.

Plads til strategi og udvikling

I Guldborgsund Kommune er der ikke længere 12 men ni plejecentre. Enhederne er blevet større, men til gengæld er der oprettet en stedfortræderfunktion for plejeboliglederne.

„Det betyder rigtig meget, at der nu er opgraderet med stedfortrædere for lederne. Vi har også fået mere i løn, men det allervigtigste er, at jeg og de andre ledere ikke længere sidder alene med det hele. Jeg har to stedfortrædere, og vi deler ansvarsområderne mellem os. Så i modsætning til tidligere er jeg ikke hele tiden i driften, men har også tid til de mere over­ordnede ledelsesopgaver: Hvilken retning skal vi bevæge os i? Jeg har fået plads til det mere overordnede og strategiske.“

Lina Møller Lauridsen har desuden udpeget en række teamansvarlige, der tager nogle af de koordinerende opgaver. Tidligere deltog hun for eksempel altid i morgenmøderne fra klokken 7.

„Men sådan er det ikke længere, for nu har vi bevidst æn­dret kulturen, og det er de teamansvarlige, der fordeler opgaver i hver deres team. Jeg deltager kun en gang imellem, siger hun.“

Langt mere overskud og langt større jobtilfredshed. Det er en personlig og ledelsesfaglig gevinst ved den nye ledelsesstruk­tur, slår Lina Møller Lauridsen fast. Og hvad skal hun så bruge noget af overskuddet til?

„En Master i organisationspsykologi,“ fortæller hun.

„Da jeg tog min diplomuddannelse i ledelse, havde jeg ikke så meget luft. Men nu er der skabt mere plads til og langt bedre mulighed for fordybelse, og det kommer forhåbentlig også medarbejderne til gavn,“ fortæller plejeboliglederen fra Guldborgsund.

Øvrige artikler i temaet om ledelsesspænd

Ansvar for alt for mange medarbejdere
Afdelingssygeplejersker på landets hospitaler har personaleansvar for langt flere medarbejdere end gennemsnittet blandt offentlige ledere. Det påvirker ledelsen negativt. Medarbejderne oplever mindre markant ledelse, viser forskningsprojekt.
Læs artiklen HER

Succes med to sideordnede afdelingssygeplejersker
To sygeplejesker deler en stilling som afdelingssygeplejeske på Medicinsk Sengeafdeling, M3 på Sjællands Universitetshospital, Køge. Konstruktionen har indtil videre været en stor succes, fortæller oversygeplejerske Lis Horstmann Nøddeskou.
Læs artiklen HER

Når to ledere er bedre end én
Med to til at dele ledelsesopgaverne er der overskud til den nærværende og synlige ledelse, fortæller Cecilie Lund Larsen og Daniela Decca-Winding, der deler jobbet som afdelings­sygeplejerske ved Medicinsk Sengeafdeling, M3 på Sjællands Universitetshospital, Køge.
Læs artiklen HER