Den ene er ikke mere vigtig end den anden

Oversygeplejerske Kirsten D. Bisgaard tager imod i bygning E, der ligger i gåafstand til de kliniske afdelinger på Vejle Sygehus. Der er tempo på, når hun taler. Hun er effektiv, venlig og energisk. Kort tid efter kommer Ejler Ejlersen ind i mødelokalet.
Den ledende overlæge virker rolig, eftertænksom og mindst lige så imødekommende som oversygeplejersken. Der skal ikke mange øjeblikke til at fornemme, at de to ledere på Vejle Sygehus’ medicinske afdeling er ret forskellige.
Men det er mindst lige så tydeligt, at de har hinandens ryg og deler samme fælles mål: At den medicinske afdeling på Vejle Sygehus skal forblive én af de bedste i landet.

I halvanden time fortæller oversygeplejersken og overlægen om, hvorfor deres samarbejde fungerer godt, og hvorfor det er vigtigt at være to. Vi begynder ved det, der adskiller dem. For deres forskelligheder er måske i virkeligheden det, der forener dem i lederskabet. I hvert fald er deres forskellige temperamenter ofte en del af løsningerne på de opgaver og udfordringer, der skal løses.

„Ejler er mere sindig. Han tøver lige en omgang mere, end jeg ville gøre. Jeg er god til at få sat ting i system, få eksekveret og har nok også en kortere lunte. Ikke sådan at jeg eksploderer, men jeg typen, der helst vil hive plasteret af i ét ryk,“ siger Kirsten D. Bisgaard.

Ejler Ejlersen nikker anerkendende og supplerer: 

„Min udfordring kan være, at jeg ofte tænker: „Det går nok over. Hvis vi bare lige kan holde den kørende i et lille stykke tid, så har problemet løst sig selv.“ Grundlæggende synes jeg at det er en god strategi, men den er bare ikke altid nok. På den anden side har jeg da også et håb om, at Kirsten en gang imellem tænker: „Okay, lad os nu lige se, om Ejler ikke kan løse det her på en stille og rolig måde“,“ siger den ledende overlæge.

„Og det er dét, du er god til. Du opnår noget på en ikke-dramatiserende måde. Min ulempe kan være, at jeg har for stort engagement eller temperament i en strategisk sag. Du snakker dig varm, og lige pludselig sidder alle rundt om bordet og siger: „Okay, det er en god idé“,“ siger Kirsten D. Bisgaard og kigger på sin kollega.

To klarer mere modgang

Handler et stærkt samarbejde i virkeligheden også om en del selvindsigt?

„Helt klart,“ lyder svaret fra dem begge, og overlægen fortsætter:

„Det er naivt at tro, at man er lige god hver dag. Det er man ikke som leder. Derfor er det godt for organisationen, at man har en robust ledelsesstruktur, og at man kan tage over for hinanden.“

„Det er i den situation, at det er fantastisk, at man har en partner. Hvis man sad som sololeder, så havde man kun 50 procent af sin kraft og sin talentmasse. Vi har 100 procent her, fordi vi har forskellige fagligheder og kompetencer at spille ud fra,“ siger Kirsten.

„Det er lidt fortærsket, men når man er to, så kan man altså klare mere modgang. Der er ikke noget problem i at være den eneste, som solen skinner på. Det er i stormen, man har brug for, at man kan stå ryg mod ryg,“ siger Ejler, og Kirsten tilføjer:

„Et stærkt samarbejde handler basalt set også om, at man kan lide hinanden. Det giver tryghed og tillid i det fælles ledelsesarbejde.“

Samme syn på ledelse

Selvom deres temperamenter er forskellige, er deres ledelsesstil ens. Det har også rødder i en fælles arbejds- og ledelseskultur på Vejle Sygehus. Kirsten D. Bisgaard og Ejler Ejlersens ledelse viser sig i en flad struktur, kort kommandovej, synlighed i klinikken og tillid til, at de bedste løsninger findes hos dem, der skal løse opgaven.

„Vi ser forskelligt på verden, men vi samles om de samme værdier, der gør, at vi ikke skændes, argumenterer mod hinanden eller leder i søjler. Vi har heller ikke faste aftaler og holder møde med hinanden i tide og utide. Vi kender hinanden, og vi har 100 procent tillid til, at vi disponerer på hinandens vegne til fuld tilfredshed,“ siger Kirsten.

Ledende overlæge Ejler Ejlersen supplerer ivrigt:

„Ja, for mig er respekt et keyword her. Den afgørelse, som enten Kirsten eller jeg måtte tage, har vi fuldstændig respekt for. Det er ikke den enes beslutning, det er vores beslutning.“

Det sømløse forhold mellem de to lederkollegers arbejdsopgaver og tilliden til hinanden betyder også, at de kan tage over for hinanden, når den ene ikke er der.

„Traditionelt kunne man sige, at lægerne er Ejlers butik, og sygeplejerskerne er min butik. Men vi er lige meget inde i hinandens ressortområder, eller det man i dikotomien vil kalde ressortområder, for vi har praktisk talt kun ét ressortområde. Det er vigtigt for mig, at afdelingssygeplejerskerne oplever Ejler som lige så vigtig,“ siger Kirsten.

„Det er det samme den anden vej rundt. Overlægerne respekterer Kirsten lige så meget, som de respekterer mig, og de kommer også ofte til hende. Særligt hvis der er noget, de er bekymrede for,“ siger Ejler og tilføjer:

„Selvom den ene er væk, så er ledelsen intakt.“

„Nemlig,“ lyder det fra Kirsten.

„Og det kan den kun være, hvis man er mere end én og ikke har et system med en souschef. Vi har nogle frihedsgrader til at være væk og samtidig være den, der beslutter, når den anden ikke er der,“ siger overlægen.

Er det vigtigt, at I er på samme niveau?

Begge svarer nærmest i kor:

„Fuldstændig.“

Læs hele temaet om Ligestillet Ledelse HER