Forkant
Digitale patientmøder ændrer sundhedsvæsenet
Digitalisering af kontakten med patienter er stærkt på vej til at ændre store dele af sundhedsindsatsen. Udviklingen kan blive et vigtigt skridt i at skaffe personale til andre sundhedsopgaver, vurderer professor Kristian Kidholm.
Forkant 2022 nr. 3, s. Side 14 - 17
Af:
Thomas Garlov, Journalist, thg@dsr.dk
Brugen af digitale behandlingstilbud i sundhedsvæsenet er vokset markant de seneste år. Især coronapandemien har rykket på vaner, så der nu foretages langt flere visuelle kontakter med læge og sygehus. Det er f.eks. indførelse af tilbud som video- og telefonsamtale i stedet for fysiske ambulante besøg på hospitalet.
Udviklingen fortsætter og kan i løbet af få år ændre store dele af sundhedsindsatsen. Det kan få vigtig betydning for den store udfordring med at skaffe kvalificeret sundhedspersonale, vurderer Kristian Kidholm, der er innovationsprofessor og forskningsleder ved Center for Innovativ Medicinsk Teknologi på Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.
„Vi har hidtil haft en konstant årlig vækst i antal ambulante besøg, men det begynder at falde nu. Mit bedste gæt er, at vi med en satsning på digitale sundhedsteknologier over de næste fire til seks år vil opnå en 10-15 pct. reduktion,“ siger han og tilføjer:
„Udviklingen vil så frigøre personaleressourcer på de ambulante afsnit – og give plads til det stigende antal patienter. Så dermed ændrer det vores sundhedsindsats. Og det sker, selvom der også skal bruges tid på at tolke patienternes data og afholde videosamtaler.“
Også ledelse ændres Det vil derfor også på sigt ændre ledelsen og ledernes opgave, tilføjer Kristian Kidholm. Han peger ud over den øgede brug af video- og telefonsamtaler på, at digitaliseringen også foregår ved indsamling af PRO (Patient Rapporterede Outcomes) fra patienter, udvikling af apps til patienter og hjemmemonitorering af patienter.
„Der er samtidig også sat meget forskning i gang inden for statistiske prædiktionsmodeller, også kaldet Kunstig Intelligens, som med tiden formentligt vil vise, at vi for nogle patientgrupper kan forudse deres behandlingsbehov,“ siger Kristian Kidholm.
Han tror, at fokus især vil være på digitalisering af kontakten med patienter med kronisk sygdom. En patientgruppe som hidtil typisk har gået i regelmæssige ambulante besøg. Her kan de nye digitale patientkontakter derfor have ekstra stor virkning.