Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

En rolig fagnørd med store ambitioner

Lederforeningens nye frontperson har allerede lagt en plan. Den handler om at styrke ledelsen som profession. Men Christian Morhordst ser realistisk på opgaven. For at skabe sammenhæng i sundhedsindsatsen, trivsel for medarbejderne og samtidig anerkendelse om de ledende sygeplejerskers rolle, bliver ikke bare en let opgave.

Publiceret: 

13. november 2025

Senest opdateret: 

13. november 2025

Af:

Thomas Garlov - fotograf Bo Skakke

- thg@dsr.dk
christian (3)

I flere uger har hjemmet i Hillerød nærmest været som et lille kampagnekontor. Christian Morhordst har fået fuld opbakning på hjemmefronten fra sin kone, Charlotte, og de tre børn til beslutningen om at stille op til valget som ny forperson i Lederforeningen.

Og arbejdet er lykkedes. Nu skal jobbet som centerleder for et plejecenter i Holte i Nordsjælland så lægges på hylden ... for i stedet at arbejde mere strategisk med ledelse og for samtlige ledende sygeplejersker i hele landet.

Christian Morhordst opnåede 34,38 procent af stemmerne, da de ledende sygeplejersker skulle vælge ny person til at stå i spidsen og tale ledernes sag.

Hvad er det vigtigste politiske mål for dig i din nye rolle?

”Jeg har sat mig et personligt ambitiøst mål om, at vi skal have styrket ledelse som profession. For det er vigtigt, at ledelse i sundhedsvæsenet får den anerkendelse, de rammer og den stemme, der skal til for at skabe kvalitet, trivsel og sammenhæng,” lyder det fra Lederforeningens nye forperson.

Christian Morhordst er dog godt helt klar over, at det ikke kun bliver let at nå målet om højere anerkendelse for ledelsesindsatsen.

”Den sværeste opgave bliver nok at skabe balance mellem ambitionerne om udvikling og så samtidig have øje for og acceptere de virkeligheder, som lederne står i,” siger han og signalerer dermed, at han godt er klar over opgavens omfang.

”Ja, og jeg ved godt, at der bliver brug for både dialog, mod og vedholdenhed i arbejdet, hvis vi skal lykkes med at sikre, at ledelse prioriteres som et strategisk ansvar. Men det er vigtigt og rigtigt. For selvfølgelig skal vi ikke ende med, at ledelsen bare opleves som et …driftsvilkår. Det er meget mere!”

Er der også et anderledes politisk projekt, du kunne have lyst til at arbejde med?

”Ja og i virkeligheden måske to ting. For det første håber jeg, at vi kan sætte den sygeplejefaglige leder og viden og kompetencer på den strategiske dagsorden i forbindelse med de nye sundhedsråd og det nære sundhedsvæsen,” svarer Christian Morhordst, og fortsætter:

”For det andet kunne jeg godt tænke mig, at vi får bygget bedre bro mellem forskning, uddannelse og praksis. Jeg vil gerne arbejde for, at ledere bliver en aktiv del af udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen, hvor viden og ledelseserfaring går hånd i hånd.”

Hvordan vil du beskrive din egen styrke som menneske og leder?

”Jeg er rolig, nysgerrig og ordentlig. Jeg giver respekt til andre og forventer det igen. Og så holder jeg af at finde løsninger i samarbejde med andre. Jeg tror på, at relationer og tillid er fundamentet for al god ledelse.” 

”Og ja – så er jeg fagnørd. Jeg interesserer mig for god ledelse og vil så gerne være med til at gøre en forskel. Det håber jeg, at vi kommer til som Lederforening. Så vi fortsætter al det gode arbejde. Det glæder jeg mig rigtig meget til.”

Christian Morhordst tiltræder sammen med Marie Rosbjerg som næstforperson den nye rolle som politisk ledelse for de ledende sygeplejersker allerede i november.

Men der bliver helt naturligt en overgangsperiode, så jobbet som centerleder på plejecenteret også kan afsluttes fint.

Læs mere:

Christian Morhordst har allerede markeret sig med flere debatindlæg.

Den 13. november i mediet Sundhedsmonitor:
Skal sundhedsvæsenet tættere på borgerne, skal de faglige ledere have bedre plads - Læs her

Den 5. november i Dansk Selskab for Ledelse i Sundhedsvæsenet:
God ledelse vokser ikke ud af heltemod - Læs her 

Læs mere om LF valget

Lederforeningen har valgt ny forperson - Læs her
Se selve valgresultatet - her