Nyhed
Generalforsamling skal behandle to forslag
Når de ledende sygeplejersker onsdag mødes til generalforsamling, er der to konkrete forslag, som deltagerne skal tage stilling til.
Publiceret:
28. oktober 2024
Senest opdateret:
28. oktober 2024
De ledende sygeplejerskers generalforsamling i Lederforeningen foregår onsdag den 30. september - og afvikles både fysisk og virtuelt.
Deltagerne kommer blandt andet til at møde Sundhedsstyrelsen, når vicedirektør, Nanna Skovgaard, stiller op til en samtale om den nødvendige nytænkning af den danske sundhedsindsats.
Og hvilken særlig rolle de ledende sygeplejersker får i forandringen
af sundhedsområdet.
To forslag til behandling
Deltagerne skal også behandle to politiske forslag.
Det ene forslag lægger op til, at der skal arbejdes aktivt for, at de ledende sygeplejersker får en central rolle i forhold til en ny sundhedsstruktur i særligt i forbindelse med de sundhedsråd, som regeringen har foreslået skal medvirke til at skabe bedre sammenhæng i sundhedsindsatsen.
Det andet forslag handler om at sikre, at de ledende sygeplejersker via Lederforeningen får en tydelig og høj prioritering i en kommende ny struktur for Dansk Sygeplejeråd.
Forslagene er stillet af Lederforeningens bestyrelse.
Forslagene og det øvrige materiale
Find flere oplysninger om generalforsamlingen - og herunder de to konkrete forslag her!
Alle medlemmer i Lederforeningen kan deltage i generalforsamlingen, som foregår fra kl. 17.00, onsdag den 30. september. Du vælger selv, om du vil deltage fysisk eller virtuelt via teams.
Materialet til GF
I forbindelse med generalforsamlingen har bestyrelsen i Lederforeningen udgivet en skriftlig beretning for de seneste to års faglige arbejde.