Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

KL-udspil: Sundhedsvæsenet skal tættere på borgerne

Folketinget og skiftende regeringer har gennem to årtier udbygget og investeret i det specialiserede sundhedsvæsen. Antallet af hospitalslæger er fordoblet på 20 år. Imens er antallet af praktiserende læger stagneret, og der mangler social- og sundhedspersonale i kommunerne. Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening, der vil have fokus flyttet fra de få specialiserede til de mange i de almene sundhedstilbud. Tilbuddene tæt på borgerne skal styrkes i et ligeværdigt samspil med det specialiserede sygehusvæsen, lyder det fra KL.

Publiceret: 

8. december 2023

Senest opdateret: 

8. december 2023

Af:

Thomas Garlov

thg@dsr.dk
sundhed3

Udspillet fra KL kommer samtidig med, at Sundhedsstrukturkommissionen er på vej ind i de sidste overvejelser, inden man i foråret 2024 skal aflevere et bud på den fremtidige struktur for sundhedsindsatsen.

KL mener, at den nuværende sundhedsindsats er skæv:

Vi har centraliseret behandlinger og skabt et specialiseret sundhedsvæsen for de få. Men vi har ikke samtidig styrket tilbuddene til de mange – dem med en eller flere kroniske sygdomme, de skrøbelige ældre og mennesker med psykiske lidelser, lyder det fra KL i udspillet.

Fokus skal flyttes fra de få specialiserede til de mange i de almene sundhedstilbud. Tilbuddene tæt på borgerne skal styrkes i et ligeværdigt samspil med det specialiserede sygehusvæsen.

Og fremtidens sundhedsvæsen skal især have fokus på de borgere, som har forløb på tværs af kommuner og sygehuse, mener KL.

Sundhedsklyngerne kan være den nødvendige omstillingsmotor, mener KL:

Der skal være én myndighed, som har ansvaret for de patienter, der bevæger sig i overgangene. Det får vi skabt med klyngerne. Det vil ikke være til diskussion, om det er kommunen, almen praksis eller sygehusets ansvar. Ansvaret ligger solidt forankret i klyngen.

Klyngerne er det oplagte valg, fordi der er lokal forankring, fokus på lokale løsninger med udgangspunkt i borgernes behov og høj grad af
handlefrihed inden for en fælles national ramme, lyder det i det politiske udspil fra KL, der er tænkt som et indspark til Sundhedsstrukturkommissionens arbejde med at beskrive modeller for fremtidens sundhedsvæsen.

Læs KLs udspil HER!