Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Sådan prioriterer ledende sygeplejersker OK26-krav 

Flot deltagelse fra ledende sygeplejersker i OK-undersøgelse, da de blev spurgt til, hvilke krav, de synes er særlig vigtige ved de kommende forhandlinger af nye overenskomster på det kommunale og det regionale område.

Publiceret: 

10. september 2025

Senest opdateret: 

10. september 2025

Af:

Thomas Garlov

thg@dsr.dk

Når den politiske ledelse i Lederforeningen opfordrer medlemmerne i foreningen til at byde ind med tanker, så er der endda meget flot opbakning og det afspejler sig i antallet af svar tilbage. 

Det konstaterer Lederforeningens politiske ledelse, efter at flere end 1100 medlemmer har svaret på undersøgelsen forud for de kommende ok-forhandlinger.

”Det svarer til, at omkring 30 procent af vores ledere, der er omfattet af de kommende forhandlinger, har bidraget med tanker og ønsker til forhandlingerne. Det giver os en helt unik indsigt i vores medlemmers ønsker og i hverdagen for de ledende sygeplejersker,” lyder det fra en stolt forkvinde, Irene Hesselberg, i Lederforeningen og hun tilføjer:

”Det giver vores dialog med DSR og DSRs hovedbestyrelse en ekstra vægt. Jeg kan med sindsro henvise til, hvad vores ledende sygeplejersker har svaret. Det viser denne undersøgelse virkelig så fint og troværdigt.”

Generelt svarer de ledende sygeplejersker i undersøgelsen, at det er meget vigtigt, at både løn og pension prioriteres. 

Det er vigtigt, at man får en lønstigning, som sikrer købekraften. Og pensionsprocenten bør forhøjes, så man kan opretholde sin levestandard, når man pensioneres, svarer de ledende sygeplejersker i undersøgelsen.

”Men derudover har vores medlemmer bidraget med mange vigtige tanker og kommentarer i forhold til deres arbejdsvilkår og hvordan man kan sikre et godt arbejdsmiljø også for lederne. Alle disse ting tager vi nu med, når vi snart skal sende gode inputs videre både til vores forhandlere og de øvrige samarbejdspartnere, som DSR forhandler sammen med i forbindelse med OK26 forløbet,” siger Irene Hesselberg.

Sundhedskartellet, der er forhandlings- og samarbejdsfællesskab på det regionale og kommunale område for faglige organisationer inden for sundhedsområdet, forhandler de specielle krav med arbejdsgiverne – mens det såkaldte forhandlingsfællesskab forhandler de generelle krav med arbejdsgiverne.

Forhandlingsfællesskabet er 30 faglige organisationer. 

DSRs hovedbestyrelse, hvor også Lederforeningen er repræsenteret, ser på kravene med afsæt i den nye viden fra både ledende sygeplejersker og de øvrige sygeplejersker i sundhedsindsatsen – og sender så sine bud på krav videre til sundhedskartellet i slutningen af september.