Nyhed
Overenskomstforhandlinger er i fuld gang
Der forhandles lige nu med de kommunale arbejdsgivere og snart indledes også forhandlinger med de regionale arbejdsgivere om nye overenskomster. Overenskomsterne for de ledende sygeplejersker forhandles sammen med overenskomsterne for sygeplejersker i DSR.
Publiceret:
16. februar 2024
Senest opdateret:
16. februar 2024
DSR og herunder Lederforeningen er en del af sundhedskartellet, der samlet har koordineret deres ønsker til nye overenskomster.
DSRs forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg, sidder ved forhandlingsbordet på vegne af både sygeplejersker og ledende sygeplejersker.
Hvordan overenskomsterne for de ledende sygeplejersker vil ende, er endnu for tidligt at sige.
Lige nu forhandles de generelle vilkår centralt i forhandlingsfællesskabet på det kommunale område. DSRs forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg repræsenterer alle medlemmer i DSR og også de ledende sygeplejersker.
Forhandlingerne om det kommunale arbejdsmarked startede efter, at forliget på det statslige område landede. Når et forlig på det kommunale område ligger klar, er det de ansatte i regionernes tur til at forhandle.
Til at støtte og vejlede Dorthe Boe Danbjørg, er der både politikere i DSRs hovedbestyrelse og også faglige konsulenter – herunder naturligvis også politikere og ledelseskonsulenter i Lederforeningen.
En del af overenskomstaftalerne forhandles ved organisationsspecifikke forhandlinger - således at der kan laves konkrete aftaler for eksempel for de ledende sygeplejersker.
Men hvordan det ender, er som sagt endnu for tidligt at sige.
Der ændres løbende i løbet af forhandlingerne.
I Lederforeningen hjælper vi blandt andet med konkrete beregninger, når der overvejes forhandlingsforslag, udspil osv.
Vi orienterer naturligvis, når der ligger et endeligt forslag til resultat.
Når der foreligger et endeligt forslag, skal der stemmes
I DSR stemmer først Hovedbestyrelsen, og derefter DSR Kongressen.
Bliver der stemt ja, sendes mæglingsforslaget til urafstemning.
Siger Kongressen nej, afgør Kongressen, om der også skal være urafstemning blandt DSRs medlemmer.
I så fald kan aktive medlemmer på overenskomsterne og herunder også ledende sygeplejersker (og også ansatte på institutioner med driftsoverenskomst), studerende og valgte politikere i DSR så stemme.
Hvorvidt det så ender med et ja eller nej til de nye overenskomster afgøres derefter i sidste ende via én samlet afstemning.
De to aftaler (forlig) med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner sættes nemlig til én samlet afstemning.
De mange fagforeninger i kommuner og regioner forhandler sammen gennem Forhandlingsfællesskab. Afstemningen kædes undtagelsesvis sammen efter Forligsmandsloven, som det blev aftalt i forbindelse med trepartsforhandlingerne om lønløft til udvalgte grupper.
Når alle aftaler er på plads, udformer Forligsmanden derfor et samlet mæglingsforslag, der sendes til afstemning.
Det betyder, at ingen gruppe kan komme i konflikt alene, sådan som sygeplejerskerne gjorde i 2021.
Bliver der samlet stemt nej, går alle organisationer i regioner og kommuner i strejke.
Reglerne siger, at hvis stemmeprocenten er over 40%, afgøres afstemningen med almindeligt flertal. Hvis færre end 40% stemmer, skal mindst 25% af de stemmeberettigede stemme nej, før det tæller som et nej.
Følg også ok-forhandlingerne via opdateringer og nyhedsbreve, som udsendes fra DSR – Find DSR ok-nyheder her
Vil du vide endnu mere - Læs mini-forklaring ok-forløbet her