Nyhed
Ledere savner støtte til at forbedre arbejdsklima og ældrepleje
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, at landets plejehjem har et svært arbejdsmiljø. Hver tredje af landets plejehjem har således et hårdt psykisk arbejdsmiljø, viser analysen, mens det blandt lønmodtagere generelt er hver sjette.
Publiceret:
18. februar 2025
Senest opdateret:
18. februar 2025

Landets plejehjem har dermed et ifølge analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd et dårligere arbejdsmiljø end det øvrige danske arbejdsmarked.
Hver tredje medarbejder på plejehjemmene oplever et hårdt psykisk arbejdsmiljø, mens det blandt lønmodtagere generelt er hver sjette, skriver TV2.
Begrebet hårdt psykisk arbejdsmiljø dækker over både vold, trusler, mobning og stressende arbejdsforhold, som påvirker én psykisk.
Analysen viser opsigtsvækkende tal, mener senioranalytiker Kristoffer Lind Glavind, som står bag analysen.
En konsekvens af det hårde arbejdsmiljø er, at medarbejdere vender ryggen til faget, fortæller Kristoffer Lind Glavind til TV2.
Fagforeningen FOA tilføjer, at det også kan have konsekvenser for beboerne på plejehjemmene.
Der opstår en kultur, der bliver til en forråelse, hvor vi ikke kan give de ældre den pleje og den omsorg, som de har både krav og behov for, lyder det fra FOA.
KL: Den lokale ledelse er vigtig
Plejehjemslederne har en vigtig opgave i forhold til arbejdsmiljøet, lyder det fra Kommunernes Landsforening:
- Det er den lokale ledelse på de enkelte plejehjem, der sidder med nøglen til at forstå, hvad der skal til for at forbedre arbejdsmiljøet, og det skal vi understøtte fra kommunernes side med de rette redskaber, lyder det fra Michael Ziegler, der er formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, til TV2.
Lederforeningens forkvinde, Irene Hesselberg, peger derimod på, at kommunerne har en helt afgørende rolle.
”Det er fuldstændigt rigtigt, at den lokale ledelse på plejehjemmet er et vigtigt led i forhold til at opnå et godt arbejdsmiljø og samtidig skabe kultur, der sikrer en god hverdag for beboerne.
Vi oplever, at der er stort fokus på arbejdsmiljø i kommunerne. Men også, at der ikke er nok fokus på, hvad lederne har brug for af ressourcer og muligheder for at sikre, at der er de rette kompetencer hos medarbejderne,” siger Lederforeningens forkvinde, Irene Hesselberg, og tilføjer:
”Beboere på plejehjem er ikke bare gamle mennesker, der skal hygges om. Det er mennesker, der lever med mange diagnoser. Og demens er ofte én af dem.
Det kræver faglige kompetencer for at passe og pleje disse mennesker. Hvis kompetencerne ikke er til stede, kan lederen ikke ”fikse” arbejdsmiljøudfordringerne. Der skal tages anderledes fat i fundamentet!”
Læs artiklen på TV2 om arbejdsmiljøet på landets plejehjem her!