Nyhed
Behandling af kroniske smerter skal nytænkes
Nyt nordjysk forskningsprojekt skal gøre det muligt at forudsige, hvilke personer der er i risiko for at udvikle kroniske smerter.
Publiceret:
16. januar 2024
Senest opdateret:
16. januar 2024
Hvert år rammes en ud af fem voksne danskere af vedvarende smerter.
Nu har forskere på Aalborg Universitet modtaget 40 millioner kroner fra Lundbeckfonden til at undersøge, om man kan udpege, hvilke personer der risikerer at udvikle kroniske smerter.
”Behandlingen af kroniske smerter er utilstrækkelig i dag. Der er ikke opfundet nye effektive medicinske behandlingsformer i mange år. Vi har brug for ny viden,” siger Thomas Graven-Nielsen, som er professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og leder af Center for Neuroplasticity and Pain (CNAP) på Aalborg Universitet.
”Det vil give os mulighed for at tilbyde tidligere og mere målrettet smertebehandling. Samtidig kan vi undgå de mange bivirkninger, vi kender fra andre typer af smertemedicin, for eksempel opioider,” siger Thomas Graven-Nielsen.
Målet er en tidligere, bedre og nytænkt behandling.