Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Kommission: Her er sundhedsindsatsens udfordringer!

Sundhedsvæsenet og sygehusene har gennemgået en positiv udvikling i de seneste 20 år, men man er ikke rustet til at håndtere den ændrede demografi, som indebærer flere ældre og multisyge patienter og samtidig begrænser arbejdskraften. Det konkluderer den kommission, der skal pege på ny struktur for sundhedsområdet.

Publiceret: 

8. december 2023

Senest opdateret: 

8. december 2023

Af:

Thomas Garlov

thg@dsr.dk
Sundheds2

Samlet set konkluderer analysen fra Sundhedsstrukturkommissionen, at ændringer i sygdomsbilledet for det danske samfund kræver en ny prioritering af indsatser i det nære sundhedsvæsen.

Sundhedsstrukturkommissionen peger på tre udfordringer i den nuværende sundhedsindsats:

For det første er det et uklart ansvar for det samlede patientforløb i den nuværende struktur. Der mangler samlet ansvar for og sammenhæng i de patientforløb, som går på tværs af sygehus, kommune og almen praksis, påpeger kommissionen.

For det andet er der ubalance mellem det nære og det specialiserede sundhedsvæsen. Ændringer i sygdomsbilledet kræver en ny prioritering af indsatser i det nære sundhedsvæsen, mener kommissionen.

Og for det tredje er der en skæv fordeling af sundhedstilbud. Behovet for og adgangen til sundhedstilbud varierer for meget på tværs af landet, skriver kommissionen i sin analyse.

Der skal ske ændringer

Den demografiske udvikling ændrer grundlæggende på forudsætninger for at udvikle sundhedsvæsenet de næste mange år, konkluderer kommissionen i sin analyse og peger på følgende:

For det første vil flere leve længere med behandlings- og plejekrævende tilstande.

For det andet vil antallet af borgere i den arbejdsdygtige alder stagnere.

Det er med andre ord ikke realistisk eller hensigtsmæssigt, at antallet af beskæftigede i sundhedsvæsenet udvikler sig i samme takt som antallet af borgere, der må ventes at efterspørge indsatser i sundhedsvæsenet.

Sundhedsstrukturkommissionen forventes at aflevere sine endelige anbefalinger i foråret 2024.

Læs analysen HER!

Sammenligning af sundhedsorganisering i seks lande

Boston Consulting Group har udarbejdet en rapport for Sundhedsstrukturkommissionen, som sammenligner organiseringen af sundhedsvæsenet i seks lande: England, Holland, Sverige, Norge, Finland og Danmark.

Læs rapporten HER!