Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Ny sundhedsstruktur... 
Lederforeningen foreslår fire initiativer med fokus på ledelse

Sundhedsstrukturkommissionen præsenterede i juni sine tværgående anbefalinger og forslag til forvaltningsmodeller til, hvordan Danmark i fremtiden kan organisere sit sundhedsvæsen, som står over for store udfordringer. Nu har Lederforeningen indsendt et høringssvar til rapporten. I høringssvaret støtter de ledende sygeplejersker op om kommissionens seks tværgående anbefalinger - men anbefaler samtidig fire ekstra initiativer i forhold til en ny struktur for sundhedsindsatsen.

Publiceret: 

8. august 2024

Senest opdateret: 

8. august 2024

Af:

Thomas Garlov

thg@dsr.dk
struktur

Høringssvaret fra Lederforeningen er indsendt til Sundhedsministeriet i den høringsfase om rapporten fra Sundhedsstrukturkommissionen, som netop er overstået.

I høringssvaret peger de ledende sygeplejerskers forening blandt andet på, at netop den sygeplejefaglige leder med sin uddannelsesbaggrund og indsigt kan blive nøglen til, at den enkelte patient og borger følges gennem pleje og behandlingsforløb med en koordinering på tværs af fagligheder og indsatser – og med udgangspunkt i at imødekomme den enkeltes behov og ønsker i forbindelse med behandlingsforløbet.

Fire ekstra initiativer  

Høringssvaret bakker op om de seks tværgående anbefalinger - men peger på fire konkrete initiativer, der ifølge Lederforeningen bør supplere Sundhedsstrukturkommissionens seks anbefalinger:

1. At der i forbindelse med en ny struktur for organiseringen af det danske sundhedsvæsen samtidig også skabes et tydeligt øget fokus på at følge patient og borger helt konkret gennem pleje- og behandlingsforløb ud fra klinisk sygeplejefagligt lederskab i den nære kliniske praksis.
Målet er at sikre reel sammenhæng i behandlingsforløb, efterbehandling og rehabilitering uanset sektor ud fra patienternes behov for professionel omsorg, forebyggelse og behandling.

2. At der i den nye sundhedsstruktur og organisering tilføres en egentlig koordinerende funktion, der helt automatisk har sit udgangspunkt i den enkelte borger og patient og at sikre en helt praktisk sammenhæng.

3. At ledelsesarbejdet – herunder den sygeplejefaglige ledelse - i den kommende nye struktur får en fremtrædende rolle og funktion i at skabe et bæredygtigt system på tværs af fagligheder og behandlingsindsatser – for at sikre at succeser og nye teknologiske løsninger fra dagligdagen deles.

4. At det ved oprettelse af et af Sundhedsstrukturkommissionen foreslået reformsekretariat, der skal sikre implementering af de kommende initiativer, ud over de foreslåede repræsentanter for faglige organisationer og eksperter - desuden også besluttes, at reformsekretariatet har repræsentanter for lederne i sundhedsvæsnet, herunder de sygeplejefaglige ledere.
Med et ønske om at sikre, at reformsekretariatet også har fokus på ledelsens betydning i at skabe et sammenhængende og bæredygtigt sundhedsvæsen.

Høringssvaret fra Lederforeningen er udarbejdet med inspiration og bidrag fra ledende sygeplejersker i alle dele af sundhedsindsatsen og alle dele af landet.

De fire anbefalede initiativer uddybes i høringssvaret.

Høringssvaret indgår nu i det videre politiske arbejde sammen med flere end 200 andre høringssvar.

  • Læs Lederforeningens høringssvar HER
  • Find alle høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionens rapport HER
  • Find materialer fra Sundhedsstrukturkommissionen HER!