Løn efter lokal aftale i kommuner og regioner
Som sygeplejerske er din løn fastsat efter den overenskomst, der er aftalt på dit område. Derudover bliver en del af din løn forhandlet lokalt på din arbejdsplads.
Hvad er lokal løn?
Størstedelen af din løn er fastsat i overenskomsten.
Derudover forhandles en del af din løn på din arbejdsplads. Det er den såkaldte lokale løn.
Tillæg for kvalifikation eller funktion
Du kan forhandle lokal løn efter kvalifikation eller funktion.
- Kvalifikationsløn er knyttet til personlige egenskaber. Det kan fx være erfaring og uddannelse.
- Funktionsløn er knyttet til bestemte funktioner eller opgaver, man udfører.
Aftaler om lokal løn kan være:
- En individuel aftale, der aftales for det enkelte medlem.
- En forhåndsaftale, der fastsætter, hvilke kriterier der skal opfyldes for, at en ansat eller gruppe af ansatte får løn efter aftalen.
Hvad kan lokal løn bestå af?
Lokal løn gives typisk som et tillæg, men det kan også være:
- Et ekstra løntrin
- Højere pension
- Resultatløn
Hvordan forhandles lokal løn?
Lokal løn forhandles mellem tillidsrepræsentanten og ledelsen på den enkelte arbejdsplads.
Hvor der ikke er en lokal tillidsrepræsentant, er det DSR's konsulenter, der forhandler med ledelsen.
Hvornår forhandles lokal løn?
Lønforhandlingerne kan ske ved ansættelsen eller undervejs i din ansættelse, når du får nye opgaver. Der forhandles også ofte tillæg ved årlige forhandlinger som resultat af overenskomstaftalerne.
Ny stilling
Når du tiltræder en ny stilling, er det vigtigt, at såvel opgaver som funktioner i stillingen er kendte, samt at lønnen er aftalt, så den afspejler opgavernes karakter og dine kompetencer. For at sikre dette kan du kontakte tillidsrepræsentanten for området og få hjælp til forhandlingen.
Det er vigtigt, at du ikke siger din nuværende stilling op, før du har modtaget et (skriftligt) tilbud om løn- og ansættelsesvilkår i det nye job.
Læs DSR's anbefaling: "Sig først ja til et nyt job efter lønforhandling".
Nye opgaver og kompetencer
Sker der ændringer i dit job, der ligger ud over de opgaver, der forventeligt ligger i stillingen, eller får du et større ansvarsområde eller nye kompetencer gennem uddannelse, skal der ske en genforhandling af din løn.
Årlige lønforhandlinger
Der kan også ske en lønforhandling efter aftalerne om lokal løndannelse. Ifølge aftalerne på det offentlige område, skal der være forhandlinger om lokal løn én gang om året, hvis en af parterne ønsker det. Lønforhandlingerne kan også ske løbende, hvis parterne er enige om det.
Lokale forhåndsaftaler
Find din lokale forhåndsaftale i din lokale DSR-kreds. Vælg, om du arbejder i region eller kommune.