OK26: Region - Krav, temaer og prioriteringer til ny overenskomst
Overenskomsterne for sygeplejersker, der arbejder i det offentlige, skal fornyes i 2026. Følg med i arbejdet og se de krav, vi tager med til forhandlingerne.
Foto:
Søren Svendsen
Krav og temaer til OK26
Dansk Sygeplejeråd går til forhandlingerne med krav, der er baseret på hovedbestyrelsens temaer, og som bygger på udfordringer og krav, som sygeplejerskerne tidligere har peget på samt den aktuelle udvikling i fag og arbejdsmarked.
Du har som medlem haft mulighed for at prioritere, uddybe og stille nye forslag. Det har mere end 17.000 medlemmer benyttet sig af.
Sygeplejerskernes krav er derefter samlet med de øvrige organisationer på det kommunale og regionale område og udgør så den samlede liste af krav, som vi tager med til forhandlingerne med arbejdsgiverne.
Her på siden kan du læse mere om sygeplejerskernes krav og processen for arbejdet.
Generelle krav
Sygeplejerskerne går til forhandlingerne med en række krav. Det gør vi sammen med de øvrige faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet og i Sundhedskartellet.
I Forhandlingsfællesskabet forhandler vi med arbejdsgiverne om de generelle krav – krav, der gælder for alle faggrupper på det kommunale og regionale område. De generelle krav forhandles først.
De specielle krav, der gælder særligt for sygeplejersker, forhandles efterfølgende i regi af Sundhedskartellet.
Nedenfor er hovedkravene på det generelle område, som Forhandlingsfællesskabet er blevet enige om.
Se de generelle krav
Læs mere om de generelle krav
Kravet betyder, at alle sygeplejersker skal have en lønstigning, der øger købekraften af lønnen.
Kravet indebærer, at der sikres midler og mulighed for udvikling af DSR’s egne overenskomster via de specielle forhandlinger (se de specielle krav længere nede på siden).
Ved Trepartsaftalen fra december 2023 blev det aftalt at afsætte 650 mio. kr. på det kommunale område og 350 mio. kr. på det regionale område til udmøntning ved OK26 til bl.a. lokalløn. Kravet skal sikre, at der indgås en aftale om at udmønte midlerne.
I trepartsaftalen fra december 2023 var der enighed om at øge brugen af lokal løn. På den baggrund stiller Forhandlingsfælleskabet krav om, at den lokale løndannelse skal fungere bedre end i dag.
Det drejer sig bl.a. om at skabe bedre rammer for de lokale lønforhandlinger, sikre at tillidsrepræsentanterne får de rette oplysninger, og at lønnen er aftalt med tillidsrepræsentanten inden tiltrædelse til et nyt job.
Etablering af en fritvalgskonto til ansatte med valg mellem løn, pension og frihed.
Mange efterspørger mulighed for større valgfrihed mellem løn, pension og frihed. Ønsket er at etablere en fritvalgskonto, så det i højere grad bliver muligt vælge det, der passer bedst ind i eget arbejdsliv.
Udgangspunkt for ordningen er de elementer, hvor der allerede i dag er mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed, som fx 6. ferieuge og seniorbonus/-dage. Derudover rejses krav om at indføre to fleksibilitetsdage finansieret af den økonomiske ramme. Dagene kan bruges til frihed, løn eller pension.
Kravet indeholder flere elementer:
Børnefamilier skal have bedre vilkår. Det skal ske med en ret til at holde fri med løn på barnets 1., 2. og 3. sygedag samt den dag, hvor man kaldes hjem til sit syge barn.
Ved OK25 på det private område blev der derudover aftalt nogle forbedringer af barselsorloven. Der rejses derfor krav om at implementere en udvidet lønret til deling mellem forældrene under orlov og at sociale forældre og nærtstående, der har fået overdraget barselsdagpenge, gives orlov med løn svarende til fars/medmors orlov med løn.
Fokus på bl.a. overgangsalder, småbørnsforældre, livskriser og seniorer.
Kravet handler om at indføre en ret til en livsfasesamtale for at skabe en ramme til at tale om særlige behov i de forskellige livssituationer. I løbet af et langt arbejdsliv vil sygeplejerskernes behov, resourcer og prioriteter ændre sig, og derfor er der brug for større fleksibilitet, fx i forhold til arbejdstid og opgaver i forbindelse med overgangsalder og seniorer.
Sygeplejersker oplever i stigende grad vold og trusler på arbejdspladsen. Kravet fokuserer på at videreføre og udvikle arbejdet i de eksisterende overenskomstprojekter om vold og trusler.
Formålet med kravet er at sikre bedre muligheder for den enkelte medarbejder for at opnå relevant kompetenceudvikling og efter- og videreuddannelse.
Forhandlingsfællesskabet stiller krav om, at nyuddannede og nyansatte med begrænset branchekendskab samt nye ledere skal have ret til introduktionsforløb og en mentorordning tilpasset fagområder.
Analyser viser, at introduktionsforløb giver en større jobtilfredshed og en god start på arbejdslivet for nyuddannede.
Nyuddannede sygeplejersker på det regionale område fik ved OK21 ret til introduktionsforløb.
DSR har derfor også stillet krav om, at nyuddannede på KL’s område skal have ret til et introduktionsforløb (se under specielle krav).
Specielle krav
De specielle krav gælder specifikt for sygeplejersker, mens de generelle gælder for alle faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet og i Sundhedskartellet.
En lang række af kravene er ens for kommunalt og regionalt ansatte.
Se de specielle krav
Læs mere om de specielle krav.
DSR mener, at sygeplejersker skal anerkendes for deres formelle kvalifikationer, og at flere sygeplejersker skal have lyst til at tage en specialuddannelse. Alt tyder på, at der i fremtiden vil komme flere specialuddannede sygeplejersker.
Der ønskes en strømlining af overenskomsten på det regionale område. Der stilles derfor krav om forhøjelse af 4-års tillægget for sygeplejersker ansat på socialområdet.
Kravet skal sikre lønforbedringer for kandidatuddannede.
Ledere af medarbejdere løfter en kompleks ledelsesopgave, men anerkendes ikke tilstrækkeligt i lønnen. Mange ledere af medarbejdere oplever, at der ikke er nævneværdig forskel mellem deres løn som leder og tidligere løn som medarbejder. Det er samtidig svært at rekruttere nye ledere, hvis lønnen ikke matcher det ansvar og den fleksibilitet, der følger med ledelsesrollen.
Den gældende chefaftale på det regionale område bør forbedres, så den i højere grad matcher chefaftaler for andre faggrupper på det regionale område. Det kan for eksempel handle om at forlænge opsigelsesvarslet og mulighed for kontraktansættelse for en bredere gruppe af sygeplejefaglige chefer.
DSR stiller krav om at forhøje pensionsprocenten, da det betyder, at sygeplejersker som pensionister i højere grad kan opretholde den levestandard, som de er vant til.
Arbejde i skiftende vagter er en belastning. Formålet med kravet er, at en enkelte sygeplejerske skal have indflydelse for at skabe bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Det har været vanskeligt at indgå lokale aftaler om, at rådighedsvagter fra vagtværelse skal indgå i optjeningen af det vagttillæg, som blev indført ved OK24. Kravet skal være med til at rette op på det.
Sygeplejerskerne har et ønske om at udvikle sig fagligt gennem hele arbejdslivet. Sygeplejerskefaget rummer heldigvis mange forskellige karriereveje. Der skal derfor skabes gode rammer på arbejdspladsen for at tale om karriereudvikling og skabe gode rammer for efter- og videreuddannelse, der matcher den valgte karrierevej.
Kravet indebærer, at der arbejdes for at etablere en stillingsstruktur for sygeplejersker i kliniske forskerstillinger, således at stillingsstrukturen i regionerne følger universitetets stillingsstruktur for videnskabeligt personale.
OK26 for sygeplejersker i region og kommune - opdateres løbende
-
DSR’s kravindsamlingGennem spørgeskema og medlemsdialoger kommer medlemmerne med input til DSR's hovedbestyrelses fokuserede krav. Medlemmernes input drøftes i de 5 lokale DSR-kredse, Lederforeningen og SLS. DSR's hovedbestyrelse beslutter de endelige krav.
-
DSR fremsender krav til SundhedskartelletSundhedskartellet drøfter og prioriterer kravene fra medlemsorganisationerne.
-
Sundhedskartellet fremsender krav til ForhandlingsfælleskabetForhandlingsfællesskabet drøfter og prioriterer herefter kravene for medlemsorganisationerne.
-
Forhandlingsfællesskabet og Sundhedskartellet udveksler generelle og specielle krav med arbejdsgiverne
-
Forhandling med arbejdsgiverneForhandlingsfællesskabet forhandler med arbejdsgiverne (generelle krav). Sundhedskartellet forhandler med arbejdsgiverne (specielle krav).
-
Parterne indgår forlig (kan der ikke opnås forlig varsles strejke/lockout)
Nuværende overenskomster og aftaler
Se de nuværende overenskomster og aftaler for regionalt og kommunalt ansatte.
OK24-overenskomster og -aftalerSpørgsmål til OK26
Har du spørgsmål til OK26, er du altid velkommen til at kontakte din TR, din kreds eller skrive til os på ok26@dsr.dk.
Seneste nyt om OK26
Se alle nyheder fra DSR
16. december 2025
Her er sygeplejerskernes krav til OK26-forhandlingerne
Dansk Sygeplejeråd går til forhandlingerne med fokus på reelle løn- og pensionsstigninger, større indflydelse på eg...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
16. december 2025
OK26 på statens område: Sygeplejerskerne skal have en reel lønstigning
Mandag blev forhandlingerne om en ny overenskomst for de statsansatte sygeplejersker skudt i gang med udvekslingen ...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
15. december 2025
Realløn, fritvalg og fleksibilitet på OK26-dagsordenen
Bæredygtig og fleksibel løndannelse samt frihed og fritvalgsordning bliver vigtige ingredienser i de kommende overe...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
15. december 2025
Firkløveret samler sygeplejerskerne – også under OK26
Gennem 126 år har tusindvis af sygeplejersker båret Dansk Sygeplejeråds emblem som symbol på, at de er del af et st...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord