Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Virksomhedsoverdragelse: Dine rettigheder som sygeplejerske

Når din arbejdsplads skifter arbejdsgiver – fx ved udlicitering, fusion eller salg – træder virksomhedsoverdragelsesloven i kraft. Her får du et hurtigt overblik over, hvad det betyder for dig, og hvilke rettigheder du har som ansat sygeplejerske.

Hvad er en virksomhedsoverdragelse?

Virksomhedsoverdragelse betyder, at din arbejdsplads får en ny arbejdsgiver, men fortsætter med samme opgaver og medarbejdere. 

Virksomhedsoverdragelsesloven beskytter dig, når din arbejdsplads overgår til en ny arbejdsgiver. Det betyder, at den nye arbejdsgiver overtager alle forpligtelser, som din tidligere arbejdsgiver havde over for dig.

Virksomhedsoverdragelse

Dine rettigheder følger med

  • Alle dine rettigheder følger med: løn, tillæg, anciennitet, arbejdstid, ferie, opsigelsesvarsel og kutymer.

Overenskomst

  • Den nye arbejdsgiver overtager din overenskomst.

  • Hvis arbejdsgiver ikke vil tiltræde den, skal DSR have besked inden 5 uger.

Vilkår kan ikke bare ændres

  • Væsentlige ændringer kræver saglig begrundelse og skal varsles med dit opsigelsesvarsel.

  • Er du i tvivl, kontakt din lokale DSR-kreds. Se din kreds.

Opsigelse

  • Du kan ikke opsiges på grund af overdragelsen.

  • Opsigelse må kun ske efter almindelige regler og på sagligt grundlag.

Information

  • Du har krav på tidlig og klar information om dato, årsag, konsekvenser og eventuelle ændringer.

Har du brug for hjælp?

  • Kontakt din TR eller din kreds, hvis du er i tvivl.

Hvornår gælder reglerne?

Reglerne gælder, når:

  • en arbejdsplads eller en del af den overdrages til en ny arbejdsgiver

  • opgaver flyttes ved fx udlicitering, outsourcing, privatisering eller fusion

Det afgørende er, at der overdrages en økonomisk enhed, som fortsætter med samme opgaver og funktioner.

Hvilke rettigheder følger med? 

Når du bliver overdraget til en ny arbejdsgiver, indtræder den nye arbejdsgiver som udgangspunkt i de rettigheder og pligter, der gælder for dit ansættelsesforhold. Det gælder bl.a.:

  • Anciennitet

  • Løn og tillæg

  • Arbejdstid og opsigelsesvarsel

  • Ferie, overarbejde og øvrige rettigheder

  • Overenskomst, hvis du er dækket af én

  • Kutymer og praksis på arbejdspladsen

Den nye arbejdsgiver overtager samtidig ledelsesretten. Det betyder, at regionen inden for de gældende regler kan tilrettelægge arbejdet anderledes, fx ændre omfanget af arbejde på skæve tidspunkter. Det kan have betydning for, hvilke arbejdstidsbestemte tillæg du får.

Du skal desuden have et nyt ansættelsesbevis, der viser navnet på din nye arbejdsgiver.

Kan min nye arbejdsgiver ændre mine vilkår?

En virksomhedsoverdragelse giver ikke i sig selv ret til at ændre væsentlige ansættelsesvilkår.

Ændringer kan kun ske, hvis de er:

  • sagligt begrundet (økonomiske, tekniske eller organisatoriske forhold), og

  • varslet med dit individuelle opsigelsesvarsel


Mindre ændringer skal du som udgangspunkt acceptere.
Væsentlige ændringer kan i nogle tilfælde sidestilles med en opsigelse.

Kan jeg blive opsagt?

Du kan ikke opsiges alene pga. virksomhedsoverdragelsen.

Opsigelse må kun ske efter de almindelige regler og på sagligt grundlag.

Arbejdsgiver må ikke vælge, hvem der opsiges, ud fra fx alder, køn, handicap eller fagforeningstilhørsforhold.

Information og inddragelse

Din arbejdsgiver skal informere dig og dine kolleger i god tid om:

  • dato for overdragelsen
  • årsagen til overdragelsen
  • konsekvenser for medarbejderne
  • eventuelle ændringer i forholdene

Hvis der er MED-udvalg eller samarbejdsudvalg, skal de også inddrages.

Ledende sygeplejersker og virksomhedsoverdragelse.

Ved virksomhedsoverdragelse er det vigtigt at præcisere, at der for en ledende medarbejder (ligesom for en medarbejder) efter overdragelsen skal være tale om at udføre sammenlignelige opgaver som i den oprindelige funktion. Og med samme vilkår i den nye jobfunktion.

Det betyder derfor, at du som ledende sygeplejerske som udgangspunkt skal fortsætte i en lignende lederstilling på samme ledelsesniveau i den nye struktur.

Ellers vil der være tale om væsentlige ændringer af stillingen, som skal varsles med det individuelle opsigelsesvarsel efter reglerne om væsentlige vilkårsændringer. 

Hvorvidt der er tale om en væsentlig vilkårsændring vil altid bero på en konkret vurdering. Væsentlige ændringer for ledere vil ex. være, at man ændres til basisstilling eller ikke-ledende stilling.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Kontakt din TR eller din lokale DSR kreds, hvis du får besked om kommende ændringer. Her kan du få hjælp til at vurdere dine rettigheder og sikre, at processen foregår korrekt.