Nyhed
OK24: Aftale med regionerne er på plads
Publiceret:
21. februar 2024
Senest opdateret:
29. april 2024
Efter et døgns intense forhandlinger har Forhandlingsfællesskabet landet en aftale med Danske Regioner om regionalt ansatte medarbejderes løn, som indeholder reallønsfremgang og organisationspuljer på to procent de næste to år.
Natten blev taget i brug, da Sundhedskartellets formand og forhandlingsleder på det regionale område, Dorthe Boe Danbjørg og den øvrige forhandlingsdelegation fra Sundhedskartellet, som består at næstformand Martina Jürs, dbio, Ghita Parry, Kost og Ernæringsforbundet og Harun Demirtas, DSR, satte sig til forhandlingsbordet – sammen med resten af Forhandlingsfælleskabet – og tirsdag landede et generelt forlig på det regionale område.
Aftalen betyder en samlet lønfremgang på 8,8 procent over de næste to år. Rammen omfatter bla. organisationspuljer på 2 procent, som er de særlige midler, der nu skal forhandles med Danske Regioner for hver af de involverede organisationer.
Ligesom for de statsligt og kommunalt ansatte er det aftalt, at den største lønstigning skal udmøntes i begyndelsen af perioden, og regionalt ansatte får dermed en lønstigning på 4 procent fra 1. april 2024 og en yderligere regulering i oktober.
Sundhedskartellets formand Dorthe Boe Danbjørg siger:
”Vi har fået forhandlet os frem til en hurtig udmøntning af rammen, som betyder, at ansatte på det regionale område får en lønstigning allerede 1. april på 4 procent. Vi fik også indfriet vores ambitioner om at få betydelige organisationsmidler på 2 procent. Derfor er jeg godt tilfreds med resultatet.
Jeg er også tilfreds med, at vi har fået sat fokus på natarbejde, og jeg ser frem til den videre dialog med arbejdsgiverne om, hvordan vi skaber attraktive arbejdspladser i regionerne. Det vidner for mig om, at regionerne godt kan se, at det er forudsætningen for at løse arbejdskraftudfordringerne”, siger Dorthe Boe Danbjørg, Formand for Sundhedskartellet.
Aftalen
Den samlede økonomiske ramme er på 8,8% i perioden. Derudover er der aftalt en ekstraordinær lønforhandling i slutningen af 2025, som skal sikre balance mellem den offentlige og privat lønudvikling, så medarbejdere i regionerne undgår et lønefterslæb igen.
De generelle lønstigninger lyder på 6,53% inklusive reguleringsordningen, hvilket betyder en forbedring af reallønnen for alle ansatte i den to-årige overenskomstperiode.
Parterne er også enige om en opsparingsordning for frihed for at skabe øget fleksibilitet, og parterne skal i den kommende tid kigge på mulighederne for en fritvalgsordning.
Torsdag fortsætter forhandlingerne om organisationspuljen samt rammerne for trepartsmidlerne.
Læs mere om forliget på Forhandlingsfællesskabets hjemmeside hér.