Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Hvordan definerer det Sygeplejeetiske Råd begrebet en værdig død?

To sygeplejestuderende har spurgt ind til teksten i De Sygeplejeetiske Retningslinjer i forbindelse med en opgave om sygepleje til døende børn. Læs rådets overvejelser og svar.

Spørgsmål

To sygeplejestuderende har spurgt ind til teksten i De Sygeplejeetiske Retningslinier nr. 2.1. "Sygeplejersker skal medvirke til at lindre lidelse og bistå til en værdig død."

De er i gang med en opgave om sygepleje til døende børn, og vil gerne vide, hvordan Sygeplejeetiske Råd definerer begrebet en værdig død.

Svar fra Sygeplejeetisk Råd

Vi har ingen steder kunne finde en klar definition på en værdig død.

Det er dog tydeligt, at flere forbinder begrebet værdighed med selvkontrol/autonomi. Dette fremgår blandt andet af Landsforeningen for aktiv dødshjælp: "En værdig død", som på deres hjemmeside skriver om det at miste "enhver form for selv- og medbestemmelse".

Det drejer sig om at klargøre og handle i overensstemmelse med den døendes kulturelle, religiøse og personlige værdier i synet på døden. Det er betydningsfuldt for de pårørende, at den døendes og familiens værdier og normer respekteres.

Det er Sygeplejeetisk Råds opfattelse, at begrebet en værdig død er dækkende i forhold til det værdighedskrav den døende patient har krav på og som udtrykker den respekt, som pårørende, sundhedspersonale og øvrige bør vise den døende. Respekten skal udvises uanset alder, evne og omstændigheder.

Vi vil dog gerne anføre, at det udvalgte afsnit af punkt 2.1 i retningslinjerne: "Sygeplejersken skal medvirke til at lindre lidelse og bistå til en værdig død" skal ses i sammenhæng med resten af punkt 2.1 og med forpligtigelsen til at varetage patientens tarv (se retningslinje 2.6 og 2.8).

Det er SER's opfattelse, at alle mennesker har krav på værdighed, uanset evne til at være selv- eller medbestemmende. I en tid hvor autonomi er en fremherskende samfundsmæssig værdi, kan man frygte, at uafhængighed sidestilles med værdighed. Man kan også læse om disse overvejelser i Det Etiske Råds publikation: "Eutanasi – lovliggørelse af drab på begæring" fra 2003. I afsnit 1.3 behandler Det Etiske Råd begrebet værdighed ud fra afklaring af begreberne "værdig" og "uværdig".


"En god død"

Vi har været glade for spørgsmålet, som også har givet os anledning til at overveje begrebet i forhold til "en god død", som er ved at vinde indpas også international i stedet for den værdige død.

Sygeplejerske, cand. scient. soc. Karen Marie Dalgaard har i sin ph.d.-afhandling "At leve med uhelbredelig sygdom" anvendt begrebet den gode død i stedet for en værdig død.

I bogen "Når familien træder til" (Hans Reitzels Forlag, 2004) har Karen Marie Dalgaard beskrevet begrebet den værdige død som ét af de forhold, der sammen med den fredfyldte død og den smukke død indgår i den gode død (s.153).

Ordet værdig er udledt af værdi, hvor den enes værdisæt kan være forskellig fra den andens. Den individuelle opfattelse af værdighedsbegrebet fordrer, at vi som sygeplejersker konkret i situationen overvejer, hvordan vi bedst kan bidrage til, at døden opleves som værdig af netop denne døende og de nære pårørende.

Det vigtige er derfor, at pleje og omsorg gives på en værdig måde, så man ikke krænker den enkeltes integritet og identitet.


Særligt vedrørende børns død

Når det handler om børn, der skal dø, har forældrene et helt specielt ansvar og en helt speciel rolle. Jo mindre barnet er, jo større er forældrenes ansvar og rolle.

Når døden er tæt på, drejer det sig om, at sikre barnet en værdig død gennem beskyttelse og omsorg.

Det er en vigtig faglig opgave for sygeplejersken at hjælpe forældrene til at blive klar på, hvad en værdig død er for deres barn.

  • Hvem skal være til stede i den sidste tid?
  • Hvor skal barnet dø?
  • Hvad skal barnet have på efter døden er indtruffet?
  • Hvad skal med i kisten - sutten, bamsen, tegninger fra søskende?
  • Skal der være en højtidelighed efter døden er indtruffet?


Døden skal være den bedste, den kan blive. Vi skal være opmærksomme på, at barnet skal herfra, men andre skal leve videre.

At bidrage til en værdig død som sygeplejerske, er derudover at turde være til stede som både fagperson og menneske i en sorgfuld situation. At være autentisk og tillade sig selv at blive berørt uden at miste det faglige overblik.

Omsorg er at være sammen om sorgen.

En værdig død strækker sig over tid: den sidste tid inden døden indtræffer, selve døden og tiden umiddelbart efter.

Sygeplejeetisk Råd har svaret d. 9. november 2007.