Hvornår må man bryde sin tavshedspligt?
Jeg har for nylig stået i en situation, hvor jeg havde lyst til at bryde min tavshedspligt til politimyndighed.
Spørgsmål
2012
Vi har selvfølgelig diskuteret sagen på afdelingen og søgt viden om problematikken i forskellige lovtekster. Det har været meget svært at "tyde" de lovmæssige paragrafer om, hvad der ville have været rigtigt og forkert. Derfor denne henvendelse til jer.
Sagen starter med, at jeg i mit job som operationssygeplejerske går med ned i skadestuen til et traumekald ud fra ren og skær interesse.
Det er yngre mand, der er bragt ind efter angiveligt at være påkørt af en bil på en parkeringsplads og selv være gået ind på en tankstation, hvorfra ambulance blev rekvireret.
Manden er russisk og taler ikke dansk og kun lidt engelsk. Manden skal ct-scannes og under denne, hvor kun anæstesisygeplejersken er til stede, fortæller manden, at han er blevet forsøgt påkørt for at slå ham ihjel eller skade ham, fordi han havde sagt nej til at være chauffør for nogle "kammerater", som han havde planlagt et bankrøveri sammen med.
Det var en 112-indlæggelse, og der var selvfølgelig politi med fra start. Men fordi manden skulle scannes, ville de komme den efterfølgende dag for videre opfølgning. Politiet ved ikke noget om røveriplanerne.
Den sygeplejerske, som pt. havde betroet sig til, fortalte, hvad han havde sagt og dermed opstod de splittede følelser i mig. Jeg følte, at det var meget forkert ikke at gå videre med min viden, fordi det potentielt kunne gå ud over andre uskyldige mennesker. Og samtidig ville det også være forkert at bryde min tavshedspligt.
Men mit spørgsmål er: Må jeg viderebringe sådan en oplysning til anden myndighed under hensyn til almen interesse. Hvornår må man egentlig bryde tavshedspligten? Hvad skal der til?
Hvis han nu havde fortalt, at de ville sprænge Hovedbanegården i luften, altså udøve terror, ville det så ikke have været min pligt at bringe min viden videre. Hvor går grænsen for hvad man må og hvad man skal?
Min største frygt var egentlig, at jeg næste dag skulle læse i avisen, at der var begået bankrøveri og at nogen sagesløse var kommet til skade. Det ville have været svært, hvis jeg måske sad inde med en viden som kunne have forhindret det.
Jeg vil lige sige, at jeg/vi valgte ikke at gøre noget. Altså, vi gav ingen andre udenfor afdelingen besked om det. Men var det rigtigt, og kunne vi have videregivet oplysninger inden for lovens rammer?
Svar fra Sygeplejeetisk Råd
Vi har drøftet dine spørgsmål vedrørende tavshedspligt ud fra den beskrevne situation.
Du spørger konkret til, om du må viderebringe en oplysning til anden myndighed under hensyn til almen interesse. Hvornår man må bryde tavshedspligten og hvad skal der til?
Som indforståede præmisser har vi taget afsæt i, at patienten ikke selv ønsker at anmelde påkørslen og ikke ønsker at angive sine kammeraters planlagte røveri. Det fremgår dog ikke af din skrivelse.
Du skriver, at I har søgt viden om problematikken i forskellige lovtekster, men har svært ved at "tyde", hvad der er rigtigt og forkert.
"Kan/skal"
Der er meget jura i dine generelle spørgsmål, og da vi i Sygeplejeetisk Råd ikke sidder inde med juridisk ekspertise, kan vi kun henvise til den lovgivning, som det også lyder til, at du selv har fundet på området - eksempelvis Sundhedslovens paragraffer om pligtudleveringsbestemmelser og værdispringsreglen.
I Kent Kristensens udlægning af værdispringsreglen skriver han følgende: "I forhold til politi og anklagemyndighed kan videregivelse af oplysninger være berettiget, når der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser og grovere vold, herunder vold mod børn. Mistanken om, at en patient har begået mindre grov kriminalitet, begrunder ikke en tilsidesættelse af tavshedspligten." (Sundhedsjura, Gads forlag, 4. udgave, 2011).
Vi har understreget kan for at tydeliggøre, at værdispringsreglen handler om sundhedspersoners ret til et videregive oplysninger uden patientens samtykke – men ikke pligt i juridisk henseende. Vi har således ikke anmelderpligt.
Etikkens "bør"
Vi har ovenstående set på kan og skal, som måske ikke giver et entydigt svar, og vender os mod etikkens bør.
I den konkrete situation er der to modsætningsfyldte handlingsalternativer:
Bør man eller bør man ikke som sundhedspersonale uopfordret videregive oplysninger til politiet om et planlagt bankrøveri, som man har viden om fra en indlagt patient?
Ud fra en konsekvensetisk vurdering kan spørgsmålet om altid/aldrig at bryde tavshedspligten ikke besvares tydeligt og derfor ikke stå alene.
Ud fra en pligtetisk vurdering kan der være konflikt mellem forskellige hensyn og værdier.
I hensynet til patienten er det værdier, som at bevare patientens tillid og fortrolighed, overfor hensynet til andre end patienten (samfundsmæssigt perspektiv), hvor det kan være værdier som beskyttelse af andre, forpligtelse til at afværge kriminalitet og/eller ønske om ikke at være delagtig i ulovligheder.
Det beskrevne dilemma kan ses som et udtryk for spændingsfeltet mellem hjælpepligten på den ene side og pligten som lovlydig borger på den anden side.
Vi har haft glæde af at læse kapitel 6: "Skal læger anmelde patienterne til politiet?" fra bogen "Etiske spørgsmål i medicinen", FADL 2005.
Tilbage til selve situationen - hvor patienten fortæller sygeplejersken, at han er blevet forsøgt påkørt for at slå ham ihjel eller skade ham, fordi han…
Denne situation kan sættes til genstand for en drøftelse og kan måske lede frem til en fremtidig praksis, hvor sygeplejersken i situationen udtrykker sin bekymring og indleder en samtale medpatienten, om patienten påtænker at tale med nogen om situationen? Om patienten har tænkt at anmelde påkørslen? Om hvorledes patienten ser på ... med videre.
Sygeplejersken udviser mod og omtanke ved at se situationen i et større perspektiv – for patienten, for "kammeraterne" og for de sagesløse, det vil kunne komme til at gå ud over. Er denne patient i fare, når han bliver udskrevet? Kan en lignende handling gentage sig?
Sygeplejerskens bevidsthed fagligt og etisk, hendes nærvær i situationen og samtale vil kunne være båret af ønsket om at medvirke til at beskytte manden og bevare liv jf. de sygeplejeetiske retningslinjer.
Vi mener, at det er yderst vigtigt, at professionelle drøfter og tager stilling til de faglige og etiske udfordringer, som opleves i hverdagen.
Vi håber, at vores overvejelser og henvisninger kan hjælpe dig/jer videre.