Omskæring af drenge
En sundhedsplejerske efterspørger det Sygeplejeetiske Råds holdning til rituel omskæring af drenge.
2014
Spørgsmål
Kære medlemmer af det Sygeplejeetiske Råd,
Jeg er blevet opfordret til at skrive til jer vedr. rituel drengeomskæring i Danmark.
Som sundhedsplejerske og formand for Fagligt Netværk for Seksuel Sundhed har jeg de sidste år fulgt debatten om rituel drengeomskæring i Danmark og set en større og større mængde forskning pege på, at det der finder sted er irreversibel lemlæstelse af drenge.
Såfremt indgrebet ”går godt” vil drenge vokse op med en krop, der ikke længere er intakt, og mangler en stor del af sin følsomhed i penis.
Når drengeomskæringer bliver udført på danske hospitaler under ”betryggende” forhold af dygtige børnekirurger, er der alligevel betydende komplikationer for hver 20. Dreng. Det viser en ny undersøgelse fra Rigshospitalet.
Hvert år indlægges også adskillige drenge, der er forsøgt omskåret med muslimske hjemmeomskæringer, og de resulterer ikke sjældent i blødningsepisoder, eller der kan være behov for sanering af inficerede operationssår samt antibiotikabehandling.
En hyppig senkomplikation er forsnævring af urinrørsmundingen (meatus stenose) og andre får sekundær forhudsforsnævring (fimose) i rest-forhuden, hvilket kræver kirurgisk korrektion.
Heldigvis er hel eller delvis glans-amputation overordentlig sjældne. En lille, norsk dreng døde dog efter omskæring i 2012.
Det psykologiske aspekt
Udover de fysiske gener, som barnet vokser op med, er der det psykologiske aspekt. Barnet får tilsidesat sin ret til at bestemme over sin egen krop, og FN´s børnekonvention – som Danmark tiltrådte i 1991 – der pålægger alle medlemsstater at ”tage effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for barnets sundhed” (artikel 24) efterleves ikke for nuværende i Danmark.
I en del tilfælde vil det omskårne drengebarn vokse op med en frustration over ikke at være som andre, at voksne begik overgreb på dets krop og fjernede rask og funktionelt væv, og at ingen beskyttede det. Dertil kommer, at mange omskårne mænd med tiden udvikler seksuelle problemer som følge af det følsomhedstab, omskæringen medførte.
Flere etiske dilemmaer
Som sundhedsplejerske oplever jeg mange etiske dilemmaer i dette, som jeg gerne vil have jer til at forholde jer til.
- Med den viden vi har i dag om indgrebets følger komplikationer, hvordan skal vi som sundhedsplejersker, der møder familierne i graviditetsbesøg og i barselsperioden forholde os, når talen falder på drengeomskæring?
- Vi har en viden om mulige store sundhedsmæssige og etiske problemer, og den viden skal vi vel sikre at forældrene har. Vælger forældrene rituel omskæring af deres drenge, så længe dette stadig er tilladt, - så gør de det i det mindste på et informeret grundlag. Da Sundhedsstyrelsens udmelding er, at de hverken er for eller imod, hvem skal så sikre, at forældrene har anden viden en den, de får af trosfæller, venner eller familie?
- Hvem skal sikre barnets tarv?
Ny vejledning i høring
Vi ved, at Sundhedsstyrelsen har sendt et forslag til ny Vejledning om omskæring af drenge i offentlig høring, og at den altdominerende del af høringssvarene, bortset fra Mosaisk Trossamfunds, peger på, at drengeomskæring uden medicinsk indikation er lemlæstelse (lægerne) og ”en overtrædelse af grundlæggende medicinske og etiske principper, fordi indgrebet er irreversibelt, smertefuldt og kan medføre alvorlige komplikationer” (Red Barnet, Børnerådet og Børns Vilkår, fælleserklæring).
Dansk Sygeplejeråd og Sundhedsplejerskernes faglige sammenslutning, FS10 er ikke blevet bedt om at komme med høringssvar. Dette bør ikke afholde os fra at sige vores mening. Derfor vil jeg og andre medlemmer nu opfordre til, at vi som faggruppe tager stilling – sygeplejerskernes og sundhedsplejerskernes stemme er væsentlig i denne sammenhæng.
Jeg håber, I vil behandle min henvendelse og bistå Dansk Sygeplejeråd og FS10 i deres kommende arbejde med resolution og udmeldinger på området.
Med venlig hilsen
Lone Kjær Hein
Sundhedsplejerske og projektleder
Holstebro Kommune
Formand for fagligt netværk for Seksuel Sundhed
Uddybende udtalelse om omskæring af drenge
På baggrund af reaktioner på Sygelejeetisk Råds holdning til rituel omskæring af drenge, følger her en uddybende udtalelse fra rådet.
På mødet i Sygeplejeetisk Råd den 13. juni 2014 drøftede medlemmerne de reaktioner, der har været, dels på rådets notat vedr. omskæring af drenge uden medicinsk indikation (19. februar 2014) og dels til "Dilemma" i Sygeplejersken nr. 7/2014: For og imod rituel omskæring.
En af reaktionerne har været, at Sygeplejeetisk Råd ikke har modet til at melde klart ud – for eller imod rituel omskæring af drenge. Derfor skal vi her gøre det tydeligere, at Sygeplejeetisk Råds holdning er, at rituel omskæring er mere end et spørgsmål om at fjerne sundt væv fra raske drenge uden medicinsk indikation og med unødvendig smerte samt risiko for komplikationer.
Principielt er rådets holdning, at man ikke skal gøre skade på børn, ud fra ikke-skade princippet. Ikke at skade rækker mere vidt end blot indgrebet. Rituel omskæring af drenge er også et udtryk for et religiøst, kulturelt og familiært tilhørsforhold og er identitetsskabende for barnet. Ud fra denne tilgang er et forbud mod rituel omskæring derfor også at skade barnet. Herved forhindres barnet i at følge traditioner, og dette kan også gøre skade på barnets opvækst, tilhørsforhold og identitet.
Rådet anerkender, at der kan være risiko for komplikationer efter omskæring, og rådet støtter derfor, at omskæringen foretages af læger på hospitaler eller i lægeklinikker ud fra Sundhedsstyrelsens vejledning for omskæring af drengebørn, for at minimere denne risiko.
Et forbud mod omskæring kan medføre, at ikke-lægefaglige personer udfører omskæringen.
I henhold til Børnekonventionens artikel 24, 3. "Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed", tager vi helt klart afstand fra omskæring, der foretages uden deltagelse af en læge, og som kan være til stor fare for drengen.
Rådets holdning er derfor, at for og imod rituel omskæring af drenge ikke kan gøres til et juridisk spørgsmål.