Overgreb på demente patienter
Patienter som er demente og/eller konfuse skal af hensyn til den videre diagnosticering og behandling aflevere en urinprøve. Ofte må sygeplejersken efter lægelig ordination kateterisere patienten, hvilket patienten opfatter som et overgreb.
Spørgsmål
2015
Som sygeplejerske på et akut medicinsk afsnit sættes jeg ofte i et etisk dilemma: Patienter som er demente og/eller konfuse skal af hensyn til den videre diagnosticering og behandling aflevere en urinprøve.
Da de oftest ikke kan medvirke til dette, skal sygeplejersken efter lægelig ordination, kateterisere patienten. Da det ikke er muligt for patienten at forstå information, opfatter de kateteriseringen som et overgreb - patienten skriger, værger for sig og kæmper imod.
Vi skal som sygeplejersker beskytte patienten mod krænkende handlinger, men omvendt er der en lægelig indikation for, at prøven skal tages.
Hvad gør vi - skal vi fortsætte med disse overgreb eller...?
Svar fra Sygeplejeetisk Råd
Sygeplejeetisk Råd har drøftet din henvendelse omhandlende det etiske spørgsmål, som du fremsætter: Skal vi fortsætte med disse overgreb eller….? Ud fra dilemmaet: Vi skal som sygeplejersker beskytte patienten mod krænkende handlinger, men omvendt er der lægelig indikation for, at (urin)prøven skal tages.
Det etiske dilemma, der opstår i beskrivelsen, giver to valgmuligheder, som er hinandens modsætning: at følge lægens ordination ved at kateterisere patienten eller at beskytte patienten mod krænkende handlinger ved ikke at kateterisere.
Pligtetik og omsorgsetik
Da der er flere fagprofessionelle involveret, kan man se på de forskellige perspektiver på sagen.
Lægen har pligt (pligtetikken) til at behandle en patient med omhu og samvittighedsfuldhed, og det kommer til udtryk ved, at han vurderer at urinprøven er nødvendig for videre behandling mht. at gøre patienten rask.
Sygeplejersken har også pligt (pligtetikken) til at medvirke til en behandling, der fremmer patientens velvære, og samtidig har hun et ansvar for (omsorgsetikken) at beskytte patienten mod krænkende handlinger og værne om patientens integritet, værdighed, selvbestemmelse.
Sygeplejersken kan ikke være uenig i undersøgelsen, som lægen ordinerer, men dilemmaet opstår, når sygeplejersken stiller sig selv spørgsmålet, om patienten bør behandles under omstændigheder, som opleves som overgreb på patienten.
Sygeplejerskens etiske dilemma opstår i spændingsfeltet mellem solidaritet med patienten på den ene side, og loyalitet overfor lægen på den anden.
Når patienten siger fra nonverbalt
Principielt og juridisk kan det forsvares, at sygeplejersken ikke har noget valg, idet hun i kraft af sin profession skal følge lægens ordination. Alligevel åbner situationen mulighed for at undlade at følge lægens ordination, ved ud fra et etisk perspektiv at argumentere for, om patienten bør behandles, når denne værger sig højlydt mod at blive kateteriseret.
Alle patienter har ret til at sige fra til en foreslået behandlingsplan eller undersøgelse. Når patienten ikke verbalt kan sige fra, er det synligt i denne situation, at patienten nonverbalt siger fra, og sygeplejersken har ansvar for at beskytte patienten mod krænkende handlinger.
Etiske principper og værdier
For at undersøge, hvilke etiske principper og værdier, der skal være bærende i denne situation, er det relevant at afdække, hvilke konsekvenser det har for patienten at skulle kateteriseres for at aflevere en urinprøve, eller ikke at blive kateteriseret.
Som tidligere nævnt har lægen pligt til at behandle patientens sygdom med omhu og samvittighedsfuldhed, og konsekvensen for ikke at få et urinprøvesvar kan gøre, at behandlingen ikke er optimal og at sygdommen udvikler sig yderligere, evt. med en forværring af patientens helbredstilstand til følge.
Såfremt patienten bliver kateteriseret mod sin vilje, vil konsekvensen være et indgreb i patientens selvbestemmelsesret, integritet og evt. et fysisk overgreb/fastholdelse, som der i somatikken ikke er hjemmel for at kunne gøre.
Såfremt det er livstruende for patienten ikke at blive behandlet, og patienten ikke selv er i stand til at sige til eller fra pga. kognitive forstyrrelser mv., kan patienten tilbageholdes med tvang med psykiatriens involvering.
Mono- og tværfaglig dialog
Når de fagprofessionelle ikke er enige, er der fare for, at det bliver en kamp om, hvem der har ret. Derfor vil Sygeplejeetisk Råd anbefale, at der i en både mono- og tværfaglig dialog skabes konsensus om, hvordan afdelingen fremover forholder sig til dette etiske dilemma.
Følgende spørgsmål kan drøftes:
- Hvad tjener patienten bedst?
- Vil vi tage ansvar for, at patienten i yderste tilfælde bliver behandlet med magt?
Der er ingen tvivl om, at I som sygeplejersker har forsøgt alle mulige kreative løsninger for at undgå at udføre krænkende handlinger overfor patienten, og det er vigtigt, at I forsat har modet til at påtage jer ansvaret at beskytte de sårbare patienter mod krænkende handlinger.
Sygeplejeetiske retningslinjer
Der er i behandlingen af dilemmaet lagt særlig vægt på følgende sygeplejeetiske retningslinjer:
1.2 respektere patientens valg, herunder patientens ret til at fravælge selvbestemmelsesretten.
1.4 sikre, at patienten modtager og forstår den information, der er nødvendig for at træffe valg. Information skal være tilpasset patientens ønsker og behov samt patientens livssituation.
1.5 beskytte patienten, der ikke er i stand til at varetage selvbestemmelse.
2.3 vedkende sig det faglige ansvar og personlige ansvar for egne vurderinger og handlinger, samt anvende et fagligt skøn, tage kritisk stilling og udvise mod og omtanke.
2.5 tage initiativ til og fremme et respektfuldt samarbejde, fagligt og tværfagligt, i alle dele af sundhedsvæsenet.
3.4 gøre opmærksom på forhold, der fremmer eller hæmmer patientens sundhed.
4.2 beskytte patienten mod krænkende handlinger, også i situationer som indebærer brug af tvang, tilbageholdelse eller anden rettighedsbegrænsning.
4.5 prioritere hensynet til patientens liv, integritet og ønsker, hvis der er uoverensstemmelse eller interessekonflikter i forbindelse med løsning af en opgave.
Med venlig hilsen
Randi Bligaard
Formand for Sygeplejeetisk Råd