Sygepleje, forfængelighed og værdighed

Hvor går grænsen mellem sygepleje, forfængelighed og værdighed?

En sygeplejerske har henvendt sig til Sygeplejeetisk Råd med følgende:

Er der en grænse for, hvad sygeplejersken kan forventes at udføre for patienten, når det kommer til personlig pleje?

I min afdeling har vi patienter, der er indlagt i uger til måneder. De er ofte hjerneskadede og er vegetative eller minimalt bevidste, så de kan ikke svare for sig eller ytre ønsker til personlig omsorg og hygiejne.

Jeg ser det som en sygeplejefaglig opgave at opretholde deres hygiejne og værdighed ved at tage dem i bad, påføre deodorant, frisere deres hår, barbere skæg hvis de har det, klippe negle, smøre dem med creme og give dem rent tøj på. Afdelingen har ikke trimmere, kun barberskrabere.

Men hvor meget kan patienten og de pårørende egentlig forvente sig af sygeplejersken? Er der en grænse et sted mellem sygepleje, forfængelighed og værdighed?

Ofte er det de pårørende, der kommer med ønsker. Indenfor det sidste år har jeg stået i 4 dilemmaer, der var på grænsen af, hvad jeg synes, soignering og hygiejne omfatter.

1. Kvindelig patient i tresserne. Manden havde et ønske om, at vi klippede hendes næsehår.
   Vi sagde, han gerne måtte trimme det, men nej nej, det gjorde hun altid selv og han ville gerne have, vi klippede det.
   En kollega påpegede, at når man trimmer næsehår, har det den afledte effekt, at næsen løber, fordi man fjerner det naturlige dråbefang.
   Patienten var ude af stand til selv at tørre sin næse.
   Er det sygeplejerskens opgave at trimme næsehår?
   
   
2. Mandlig patient i trediverne. Kæresten syntes, han var blevet langhåret og spurgte sygeplejersken, om hun ikke kunne trimme det ned til 6 mm, som han plejede derhjemme.
   Sygeplejersken ville gerne hjælpe kæresten med et håndklæde, så hun kunne trimme ham eller formidle kontakt til en udkørende frisør.
   Kæresten var vedholdende og anmodede igen om, at personalet trimmede patientens hår hver 2. uge, som derhjemme.
   
   
3. Mandlig patient i tresserne. Han var inkontinent og var blebruger. Hustru og søn gjorde opmærksom på, at han plejede at intimbarbere sig helt glat og ønskede at personalet gjorde dette, helst hver dag.
   De var meget insisterende og det blev gjort i en periode, men patienten fik hudproblemer, først knopper, senere svamp og dermatit. Barberingen blev sat på pause og de pårørende kunne gå med til, det kun blev gjort et par gange om ugen. Hudproblemerne fortsatte og sygeplejersken endte med at sige til familien, at af faglige grunde ville det ikke længere blive gjort. Pårørendesamarbejdet blev meget dårligt derefter, men det er ikke væsentligt i denne sammenhæng.
   Er det sygeplejerskens opgave at intimbarbere sin patient?
   Er der forskel på en 23-årig og en 67-årig?
   
   
4. Mandlig patient i tyverne. Storebroren oplyste, at patienten plejede at helkropsbarbere sig under bruseren en gang om ugen. Han fik besked om, at det havde afdelingen ikke ressourcer til gøre.
   Burde sygeplejersken have påtaget sig opgaven?

Dilemmaerne har affødt mange snakke i afdelingen, for er der egentlig en grænse for, hvad sygeplejersken bør gøre?

Hvordan skal sygeplejersken desuden forholde sig til f.eks.: Selvbruner, neglelak (kontraindiceret pga. SAT-måler), sætning af hår med diverse produkter, hårkur, make-up, skjorte og slips, filler i læberne og botox, kontaktlinser, plukke øjenbryn og tandtråd?

Sygeplejeetisk Råds svar til sygeplejersken:
Mange tak for din henvendelse til os.

Vi har drøftet dilemmaet på et møde i Sygeplejeetisk råd. Rådet har gennemgået spørgsmålene og dilemmaerne samlet ud fra rådets refleksionsmodel ”Etisk refleksion i sygeplejen”.

Kigger man samlet på de beskrevne situationer, er der flere etiske dilemmaer i spil. 

Som altid når der er tale om et etisk dilemma, er der ikke et enkelt rigtigt svar.

Rådet er enige om, at etiske dilemmaer altid må forstås og belyses i lyset af den individuelle patients behov for sygepleje. Men samtidig må de pårørende, sygeplejerskerne samt konteksten for sygeplejen også medtænkes. Det må derfor skønnes i hver enkelt situation, hvad der er rigtig og vigtigt for den enkelte patient i forhold til hårfjerning, i lyset af den kontekst sygeplejen udspiller sig i. På nogle afdelinger, fx en kirurgisk afdeling, er hårfjerning forskellige steder på kroppen en rutine sygeplejehandling, hvorimod det i andre kontekster ikke vil være det.

Helt grundlæggende kan det diskuteres, hvad sygeplejersker skal, bør og/eller kan gøre i forhold til hårfjerning. Der opstår derfor et etisk dilemma, da der er forskellige værdier i spil:

• For hvad vejer tungest - patientens, de pårørendes eller sygeplejerskens opretholdelse af integritet? 
• Hvor vigtig har hårfjerning tidligere været for patienten?
• Har hårfjerningen afgørende værdi i forhold til opretholdelse af patientens identitet, integritet og værdighed kontra andre værdier som blufærdighed, som patienten eller de pårørende måske ikke har overvejet i forhold til at det er en sygeplejerske og ikke patienten selv, der fjerner hår?

Derudover kan der også opstå en loyalitetskonflikt: 

• Skal sygeplejersken være loyal overfor og/eller solidarisk med patienten og de pårørende eller kollegaer som evt. ikke ønsker at varetage fx intimbarbering eller andet?

Det kan desuden diskuteres, om sygeplejerskers egne grænser kan overskrides i forhold til intimbarbering af en patient. Sygeplejersker har forskellige grænser og kompetencer i forhold til hårfjerning, som også bør respekteres.

Der ligger også et dilemma i forhold til om udførelsen af hårfjerningen vil betyde, at der fratages tid til andre sygeplejefaglige handlinger, herunder både hos patienten selv men også hos andre patienter.

 Dermed kan der opstå en værdikonflikt mellem hvilke behov, der er vigtigst hos både patienten selv og andre patienter. Sygeplejersker har ansvar for den enkelte patient, men der er også et ansvar over for, at andre patienters behov tilgodeses, så alle har lige adgang til sygepleje.

Et af målene for sygepleje er opretholdelse af sundhed. Her kan det diskuteres, om hårfjerning er med til at opnå dette mål eller kan det i nogle tilfælde faktisk modarbejde dette mål ved fx øget risiko for infektioner eller hudirritationer ved barbering? En af sygeplejens grundværdier er ansvar, som handler om at sikre patientsikkerhed og kvalitet i den praksis, som sygeplejersker udøver. Spørgsmålet er derfor, om det professionelle ansvar tilgodeses, når der udføres hårfjerning, som ikke er sundhedsmæssigt nødvendigt.

Generelt rejser henvendelsen vigtige spørgsmål i forhold til sygeplejefagligheden.

Hvad hører til i sygeplejeprofessionen og hvornår kan man sige, at det skal uddelegeres til andre fag (f.eks. kosmetolog, frisør mm).  Det er vanskeligt at komme med et endegyldigt svar. Derfor vil vi anbefale, at I på afdelingen drøfter dette ud fra den etiske refleksionsmodel.
Du er også velkommen til at deltage i en online etisk refleksion med medlemmer fra Sygeplejeetisk råd.

På vegne af Sygeplejeetisk Råd

Trine Lykkegaard Sønderkær og Kirstine Rosendal