Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Doktor Ro, Doktor Munterhed, Doktor Diæt og Kærlig Sygepleje

Lys over en mørk periode i sygeplejen - renæssancen.

59657641

Dansk Sygeplejehistorisk Museum åbnede i 2006 dørene til en særudstilling om sygepleje og behandling i renæssancen. Det skete i forbindelse med det nationale initiativ Renæssance 2006. 

"Doktor Ro, Doktor Munterhed og Doktor Diæt – og Kærlig Sygepleje" var titlen på Dansk Sygeplejehistorisk Museums særudstilling i museets unikke lokaler i Kolding.

Udstillingen blev til i forbindelse med initiativet Renæssance 2006, der sætter fokus på renæssancen i Danmark (1500-1650) og dens betydning for vores tid. I samme anledning har museet fået anlagt en urtehave, med eksempler på helbredende urter fra perioden.

Med materiale fra Danmark og Europa præsenterer udstillingen en epoke i sygeplejens historie, som er blevet kaldt "sygeplejens mørke periode".  Den, vil museet gerne vise, ikke var så mørk endda.

Doktor Ro, Doktor Munterhed og Doktor Diæt refererer til skriftet Lægekunstens Blomst, et populært værk på vers fra en berømt lægeskole i den syditalienske by Salerno. Skolen stammer helt fra 900-tallet og fik stor betydning for Europas lærde.

Ordet renæssance betyder genfødsel, og man genoplivede så at sige den græsk-romerske verdens ideer og idealer.

Mange af skolens skrifter blev mangfoldiggjort og oversat til flere sprog. Museet har brugt en engelsk oversættelse fra 1608, hvor der i de sidste linier i et længere vers nævnes de tre gode læger Ro, Munterhed og Diæt. Kærlig Sygepleje er føjet til, da plejen var vigtig for patienten også dengang, ikke mindst fordi mulighederne for behandling var så få.

Renæssancemennesket søgte tilbage til antikken. Ordet renæssance betyder genfødsel, og man genoplivede så at sige den græsk-romerske verdens ideer og idealer.  I renæssancen kom det enkelte menneske i centrum.  Og det gjaldt også inden for behandling og sygepleje.

Renæssancen dyrkede antikkens lægekunst med Hippokrates’ ideer om, at i et sundt legeme skulle der være balance mellem kroppens fire kardinalvæsker: slim, blod og gul - og sort galde. Ubalance skabte sygdom. Behandlingsmulighederne var begrænsede. Åreladning var et af midlerne til at få det bedre men ro og hvile, et positivt livssyn og en nærende diæt var de bedste råd mod de fleste dårligdomme.

Det var fortrinsvis i klostervæsenets regi, at man plejede og behandlede de syge. Lægen var et meget moderne begreb i renæssancen. Reformationen i 1536 betød imidlertid afskaffelse af klostrene i Danmark. En værdifuld faglig tradition forsvandt hermed i løbet af 1500-tallet.

Men i lande syd for os fortsatte traditionen – ja, hele den reformatoriske bevægelse satte faktisk en udvikling i gang i den katolske verden, hvor nye ordener blev dannet med det hovedformål at tage sig af samfundets svageste, de syge og nødlidende.

I særudstillingen følger vi denne udvikling med de franske Sct. Vincent Søstre og Sct. Joseph Søstre som de mest betydningsfulde ordener, hvis virke har dannet forbillede for den moderne sygepleje.

Florence Nightingale hentede meget af sin inspiration hos Sct. Vincent søstrene både som helt ung, da hun var på dannelsesrejse i Frankrig og senere midt i 1800-tallet, hvor hun mødte søstrene på krigsskuepladsen på Krim.

I Danmark efter religionsfriheden i 1849 var Sct. Joseph Søstrene i front med deres sygepleje til langt op i vor tid, hvor ordenens hospitaler udgjorde en væsentlig faktor i det danske sundhedsvæsen. Udstillingen kan ses frem til årsskiftet.  

Fornemt besøg     

Den 16. maj 2006 fik museet fornemt besøg. Den sidste Skt. Vincent Søster i Danmark, søster Callista, aflagde museet besøg i anledning af renæssanceudstillingen. Udstillingen har nemlig blandt andet fokus på netop den katolske nonneorden, som søster Callista tilhører, Skt. Vincent Ordenen.

Skt. Vincent Ordenen blev grundlagt i Frankrig i 1633 af den franske præst Vincent de Paul og enken Louise de Marillac under navnet Filles de Charité (De Barmhjertige Døtre). Formålet med ordenen var at sikre syge og fattige en god hjælp og pleje. For at sikre sig dette udviklede Vincent de Paul en "hospitalslære", efter hvilken søstrene skulle oplæres. Skt. Vincent Søstrene høstede med tiden berømmelse for deres pleje af syge og blev forbillede for bla. Florence Nightingale. Skt. Vincent Søstrene slog sig siden ned over hele verden, og i 1904 kom de til Danmark.

Søster Callista er født i Holland og kom til Danmark i 1964. Selvom hun havde en sygeplejerskeuddannelse med i bagagen, fik hun også en dansk sygeplejerskeuddannelse - dels på Sankt Joseph Hospital og Bispebjerg Hospital. Derudover var hun også uddannet pædagog.

De første 16 år var søster Callista i Helsingør, hvor hun ledede Skt. Vincent Ordenens børnehave. Senere kom hun til Hillerød, hvor hun deltog i arbejdet i den katolske menighed.

Efter 40 år i Danmark blev søster Callista kaldt til Holland af Skt. Vincent Ordenen. Hun forlod Danmark d. 19. maj 2006.