Sygeplejerskerne og de hvide busser
Aktionen med de hvide busser, der hentede kz-fanger hjem fra Tyskland de sidste måneder af 2. verdenskrig er kendt af de fleste. Sygeplejerskerne var med hele vejen.
Bernadotteaktionen med de hvide busser, der transporterede 17.300 fanger fra kz-lejrene i Tyskland i de sidste måneder af 2. verdenskrig er kendt og til debat. Det er overvejende en historie, der er befolket af mænd, men også store grupper af kvinder gjorde en næsten umenneskelig indsats for at hjælpe strømmen af fanger fra Tyskland, gennem Danmark og til det neutrale Sverige. Her spillede sygeplejerskerne en enorm rolle med professionel sygepleje, omsorg og logistisk snilde.
I disse dage markeres befrielsen og ikke mindst den store hjælpeindsats, der reddede 17.300 internerede fanger fra kz-lejrene til Sverige. Først primært nordmænd og danskere, men i krigens sidste dage også mange andre nationaliteter.
Det er en lang og kompliceret historie, som er blevet overskygget af Sverige og den svenske greve Bernadotte. Nu bliver der kradset i den svenske myte og i den humanitære indsats, men det er ikke den debat, der skal rejses her.
Den officielle fortælling om de hvide busser har mest fokus på de mange mænd. De officielle højtstående personer, der fik det hele sat i gang, og de mange chauffører, beredskabsfolk m.fl., der med livet som indsats kørte de faldefærdige busser gennem det sønderbombede Tyskland og tit selv blev bombet og beskudt af de allierede.
Fangerne led af voldsom diarre og opkastninger, og sygeplejerskerne bogstaveligt vadede i afføring.
I hele dette ragnarok deltog også kvinder, mange kvinder, men de bliver som regel kun omtalt i en bisætning. Heldigvis er der bevaret endog meget detaljerede øjenvidneberetninger skrevet af de sygeplejersker, der både kørte med busserne til Tyskland, og de mange, der arbejdede i døgndrift ved grænsen for at tage imod de internerede og transportere dem sikkert til Sverige.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum har flere af disse beretninger og også fotografier, taget af sygeplejersker fra karantænestationerne i Padborg og Kruså. Her får vi indblik i arbejdet med fangerne, om sygeplejerskernes arbejds- og levevilkår i lejrene og deres glæde ved at udføre dette stykke arbejde.
Det har været ubeskriveligt hårdt arbejde. I døgndrift og med et lille antal senge uden lagner, som man skiftedes til at falde om i uden at tænke på, hvem der havde ligget der sidst, og med evigt skiftende kolleger og opgaver. Fangerne led af voldsom diarre og opkastninger, og sygeplejerskerne bogstaveligt vadede i afføring. Et probat middel var at bore hullet i trægulvet - det sparede gulvklude.
For ikke at tale om mødet med de menneskeskæbner, de blev konfronteret med, når de stod ansig til ansigt med resultaterne af kz-lejrenes umenneskelige behandling af fangerne. Det gav ar på sjælen efterfølgende.
Nogle sygeplejersker var med i ganske få dage, andre deltog i det meste af perioden fra den 10. april til 3. maj 1945.
Hvad der ikke er så velkendt er, at Danmark allerede fra december 1944 hentede knapt 600 syge danske politifolk hjem fra kz-lejrene. På disse første transporter deltog en håndfuld danske sygeplejersker, udpeget af Sundhedsstyrelsen under ledelse af forstanderinde Maja Foget. Hun har skrevet om den allerførste transport fra lejrene Buchenwald og Neuengamme i begyndelsen af december 1944, og også om en senere transport i marts 1945. En af de sidste, inden den helt store aktion med de hvide busser satte ind.
Det er disse historier, der bliver gengivet her. De originale dokumenter er lagt frem, og også mange af de billeder, sygeplejersker tog på karantænestationerne, og som ikke tidligere er blevet offentliggjort.
