Bag om serien TV- serien "Sygeplejeskolen".

Sygeplejemuseets rolle

Dansk Sygeplejehistorisk Museum var involveret i produktionen. I 2017 blev museet kontaktet af SF Studios, der havde fået opgaven af TV2 Charlie.

Efter et første besøg på museet af manuskriptforfatterne og produceren var der tæt kontakt om alt fra boligforhold, uddannelse, lægemiddelsortiment, uniformer, tiltaleformer og graviditetstest anno 1951 og meget andet. 

Kostumefolkene endevendte museets tekstilmagasin og samlingen af uniformskopier og -mønstre, og rekvisitørerne tømte næsten rekvisitdepotet.

Museumsbiblioteket fandt nogle af røde lærebøger fra dengang frem, og museets indrammede billeder blev nærstuderet med henblik på indretning af diverse kontorer i serien.

Serien handler om elevernes prøvetid, og i den virkelige verden blev de efter grundig instruktion kun sat til at tørre sengeborde af og vaske sengeben. I serien lægger de mavesonder ned, deler medicin rundt m.m. Det ville ikke ske i virkeligheden - men der er jo ikke meget drama i bare at tørre en bordplade af.

Til gengæld er der lagt et meget stort arbejde i at udstyre rummene korrekt, bruge de instrumenter og fade, skåle, sprøjter osv., som man brugte dengang, og i at udføre procedurerne, som de er beskrevet på den tid.

I tv-serien har man indført et hierarki, der ikke eksisterede i virkeligheden. Prøveeleverne har her kun ret til at bære et stykke kridt. Først, når de havde bestået prøvetiden efter fire måneder og er blevet  rigtige sygeplejeelever, får de ret til at bære pulstæller. 

Eleverne har armbåndsuret hængende i forklædestroppen. Det er der belæg for i historien. På gamle fotografier fra fx Haderslev Amtssygehus havde eleverne spændt uret fast om forklædestroppen. 

Sygeplejersker i dag bærer heller ikke armbåndsur og smykker. Det går ikke af hygiejnemæssige årsager, men ville også give en risiko for at komme til at rive patienten.

Nina Neergaard og Jutlandia

Nina, fru Neergaard, fik i sæson 1 meddelelse fra Røde Kors om, at hun havde fået stilling på Jutlandia samme dag, som hendes mand, overlæge Neergaard fik afslag på sin ansøgning som ledende overlæge på hospitalsskibet.

I sæson 2 kom hun så hjem i fuld vinteruniform og med de fortjenstmedaljer, der blev tildelt alle danskere, der havde gjort tjeneste på et af Jutlandias tre togter. Det var svært at genskabe uniformen ud fra de fotografier, der er på museet, for de er alle i sort-hvid. På de fleste billeder bærer sygeplejersker og læger sommeruniform, som var lys khaki. 

De fleste af de distinktioner, Nina bærer, er originale Jutlandia-distinktioner, som blev udlånt fra museet. Det eneste, vi ikke kunne genskabe 100 % var de egeblade, sundhedspersonellet bar på deres revers. De skulle leveres tilbage og blev klippet i stykker.

I stedet lykkedes det kostumeafdelingen at finde nogle, der minder om de rigtige. De to fortjenstmedaljer blev givet af henholdsvis FN og Korea som en anerkendelse af hospitalsskibets og personalets store indsats. På et senere tidspunkt fik de af Frederik 9. endnu en fortjenstmedalje, en særlig Jutlandia-medalje.

Tidsmæssigt passer Ninas hjemkomst med, at hun har været med på Jutlandias tredje og sidste togt. På de to første togter lå skibet i Pusan, langt fra fronten, men på det tredje togt blev det dirigeret tæt på fronten.

På det tidspunkt var der blevet installeret helikopterdæk, så de sårede kunne flyves direkte fra fronten og ud til skibet. Det lagde et voldsomt pres på hospitalets senge og personale, der ofte arbejdede i døgndrift med de mange og ofte uhyggeligt hårdt sårede. Det var ubestridt Jutlandias værste togt.

Elevforeningen

I afsnit 3 af Sygeplejeskolen sæson 2 samler Anna eleverne på Fredenslund Sygehus i en elevforening for at kræve bedre vilkår.

Det var hun ikke alene om. I virkeligheden begyndte eleverne på landets sygehuse i 1950'erne at blive fagligt aktive og forlangte indflydelse. Det blev starten på vore tiders SLS - de Sygeplejestuderendes Landssammenslutning.

I begyndelsen af 1950’erne begyndte elevernes status at ændre sig. Fra at de var jaget vildt for afdelingssygeplejerskerne, var der nu røster fremme om at give eleverne bedre vilkår. Det var der flere grunde til. Sygeplejerskemanglen var stor, og det var nødvendigt at tiltrække unge til faget. I mange år havde sygeplejen været en af de meget få uddannelser og jobmuligheder for kvinder, men nu kom der stadig flere til. Den helt store drøm for mange unge piger var at blive stewardesse i SAS.

En anden faktor var en ny ungdomskultur. Tidligere gik man på sin konfirmationsdag direkte fra at være barn til voksen. Nu opstod der en kultur, hvor jazz og lidt senere rock and roll greb de unge. Der kom tyggegummi og Coca Cola til landet, og modehusene kreerede særlige kollektioner for de unge.

De unge kvinder kunne ikke længere se sig selv som forkuede og lydige sygeplejeelever. De, der var i gang med uddannelsen, begyndte i det stille at gøre oprør. Her kommer elevforeningerne ind i billedet.

Der havde været elevforeninger på mange sygehuse siden sidst i 1930’erne. I Tidsskrift for Sygepleje refererede elevforeningerne fra deres møder og arrangementer. Her kan man se, at foreningen var de pæne pigers klub, der arrangerede jule- og sommerfester. Det var hovedsageligt selskabelige og ikke faglige foreninger.

Sidst i 1940’erne fik sygeplejeeleverne for første gang plads i Dansk Sygeplejeråd - DSR. Fra 1951 kunne eleverne efter bestået prøvetid blive ekstraordinære medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, og de fik deres egen underafdeling i DSR, ”Kategori-K-udvalget”.

Det betød, at arbejdet i elevforeningerne blev professionaliseret. Som vi ser i Sygeplejeskolen, skulle man først til at lære at udarbejde en dagsorden, styre et møde og turde sige sin mening. Der kunne de lære noget af arbejderbevægelsen.

Læs mere om SLS.

Demonstration for en bedre uddannelse

I 1976 demonstrerede sygeplejeeleverne for første gang. De ville have en revision af sygeplejerskeuddannelsen, der fortsat hvilede på Kgl. Anordning for sygeplejerskeuddannelsen fa 1957. Den 11. november 1976 gik eleverne på gaden anført af Elevernes Fællesråd, i København i form af et fakkeltog gennem Strøget.

Behandling med varmekasse

I 6. afsnit i sæson 2 af tv-serien Sygeplejeskolen ser man fru Neergaard demonstrere, hvordan man behandler med en varmekasse.

Både før men også flere år efter opdagelsen af penicillinet brugte man varme til at behandle betændelsestilstande med. Penicillin og andre antibiotika var i begyndelsen dyrt at bruge, så man startede som regel med den traditionelle behandling med fast sengeleje og varme. Især underlivsbetændelse hos kvinder blev behandlet med varme omslag og/eller varmekasse.

Varmekassen var en åben kasse af metal eller træ, hvor der på indersiden er monteret lyspærer, der afgav varme. 

På det nu nedrevne Kongevejshospitalet i Sønderborg var lyskassen også et led i standardbehandlingen. "Mange kvinder, især helt unge, var indlagt på grund af underlivsbetændelse, og behandlingen var 14 dage med varmt omslag, 14 dage med elektrisk lyskasse og endelig en uge med varme sædebade, der foregik i afdelingens badeværelse." (2)

Varmekasser blev også brugt i hjemmesygeplejen, hvordan hjemmesygeplejerskerne så ellers har båret sig ad med at fragte dem rundt på deres cykler.

Uddannelsesreformen

I sæson 4 er vi nået til efteråret 1953. Den længe ønskede sammenlægning af Fredenslund og Sankt Helene er en realitet nu. Det betyder, at to sygeplejeskoler er lagt sammen og elever fra Sankt Helene er overført til Fredenslund - og med dem følger Sankt Helenes forstanderinde, diakonissen søster Elisabeth. Hun bliver noget af en udfordring for Fredenslunds forstanderinde Margrethe og mange andre. I denne kontekst udfolder dramaet sig. 

I det virkelige liv, var det utænkeligt, at en sygeplejeskole drevet af et diakonissehus blev lagt sammen med en verdslig sygeplejeskole. I Danmark har der kun været to diakonissehuse med tilhørende sygeplejeskoler, nemlig Diakonissestiftelsen åbnet 1863 og Sankt Lukas stiftelsens åbnet 1900.  Begge skoler var private og begge stillede som krav, at eleverne var medlem folkekirken. Det krav var der ikke på de såkaldt verdslige sygeplejeskoler.

Når det er sagt antyder Fredenslund Sygehus en virkelig skelsættende begivenhed fra 1950erne, nemlig overgangen fra mange hospitalsskoler til få godkendte sygeplejeskoler. Fra Dansk Sygeplejeråds (DSR) side havde man i årevis arbejdet for en forbedret og ensartet sygeplejerskeuddannelse. Ved statsautorisationen i 1933 blev det et krav at uddannelsen var treårig, uden der var sat formelle krav til indholdet i teori og praksis. I 1939 kom der nogle vejledende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, hvilket vakte stor utilfredshed i sygeplejekredse – det var langtfra nok!

Med den nye lov om sygeplejersker i 1956 skete der en radikal ændring af sygeplejerskeuddannelsen. Den kom i faste rammer, og der blev oprettet 34 sygeplejeskoler i hele landet.

Reformen slog fast, at for at blive autoriseret som sygeplejerske, skulle man have gennemgået sygeplejeforskole og en treårig uddannelse med forkursus. Uddannelsen skulle afsluttes med eksamen, og der blev udstedt et eksamensbevis af en af Sundhedsstyrelsen godkendt sygeplejeskole.