Den spanske syge 1918-20

Den spanske syge var en influenzapandemi, der brød ud før afslutningen af 1.verdenskrig og dræbte millioner af mennesker. Danmark slap relativt billigt, men det var nu slemt nok. Mellem 15 og 18.000 danskere døde.

Stue på Marinehospitalet i København under den spanske syge. Hospitalet blev omdannet til influenzahospital i 1918.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000322f001_6a

I sommeren 1918 havde 1. verdenskrig hærget i fire år, men ikke nok med det. Nu kom også den første bølge af den spanske syge, som fik let spil i skyttegravene og blandt den underernærede befolkning i de krigsførende lande. Det var en voldsom influenzapandemi, der hærgede det meste af kloden i flere bølger fra 1918 til 1920. Sygdommen rasede i de krigsramte lande, medens den fik et noget mildere forløb i det neutrale Danmark på grund af befolkningens relativt gode sundhedstilstand. Ikke desto mindre døde 15-18.000 danskere af den spanske syge. På verdensplan anslås det, at den spanske syge kostede omkring 50 millioner mennesker livet. (1)

Omtale af det første dødsfald på grund af den spanske syge i Politiken 18. juli 1918
Omtale af det første dødsfald på grund af den spanske syge i Politiken 18. juli 1918
Politikens artikelarkiv
Den første bølge af spansk syge kom til Danmark via udlandet i juli 1918. Lægerne tog det i starten roligt, for det var jo kun en almindelig influenza, selv om den opførte sig atypisk ved angribe om sommeren og primært ramte unge mennesker. Almindeligvis optræder influenzaepidemier om vinteren, hvor specielt ældre og svagelige mennesker bliver syge.

Det første dødsoffer for den spanske syge var en sygeplejerske. Mathilde Nielsen passede de syge soldater på Sølvgade Kasserne, der var blevet ramt af den nye mystiske influenza. Her blev hun smittet og døde efter få dage.

Den første bølge klingede af i august måned, men så kom den tilbage med endnu større kraft i efteråret 1918. Nu begyndte patienterne at dø. Ikke af influenzaen, men af tilstødende luftvejskomplikationer. Uden penicillin stod lægerne magtesløse og kunne kun se til, mens patienterne blev blå i huden og hev efter vejret. Hospitalerne var overfyldte, og der blev indrettet lazaretter i mere eller mindre egnede lokaler. Flere samfundsfunktioner som for eksempel postvæsenet måtte i perioder indstille driften, fordi medarbejderne lå syge.(2)  

En af de store sengestuer på Rigshospitalet  med plads til 32 patienter, 1920
Caption 
En af de store sengestuer på Rigshospitalet med plads til 32 patienter, 1920
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 931214F001

I oktober måned 1918 var der over 2.000 nye influenzatilfælde om dagen, og på Bispebjerg Hospital var medicinsk afdeling B udset til at være specialafdeling for influenza. Dødeligheden var så høj, at man måtte inddrage lagerrum i det vidtstrakte tunnelsystem til opbevaring af de døde, der ind i mellem måtte lægges på gulvet.(3) Ud af hospitalets 190 sygeplejersker og elever blev de 111 syge, og mindst fire af dem døde.(4) Det siger sig selv, at det har været et umenneskeligt slid for de raske medarbejdere at klare arbejdspresset.

På Københavns Kommunes hospitaler som helhed blev der fra 1. oktober 1918 til 31. marts 1919 indlagt i alt 5.800 influenzapatienter, hvoraf 1.127 døde.(5)

Værnemidler

Det eneste billede af en maske fra den spanske syge. Her på Marinehospitalet i København, der var influenzahospital i 1918. Lægen er Arthur Mårtensson, der senere blev overlæge på Julemærkesanatoriet.
Det eneste billede af en maske fra den spanske syge. Her på Marinehospitalet i København, der var influenzahospital i 1918. Lægen er Arthur Mårtensson, der senere blev overlæge på Julemærkesanatoriet.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000322f001_7b
For at beskytte personalet mod smitte indførte man som noget nyt ansigtsmasker, som ellers kun blev brugt ved operationer.(6) Spørgsmålet er, hvor virkningsfulde de har været. I det hele taget blev der eksperimenteret med forskellige vidundermidler, som skulle forebygge smitte. På Kommunehospitalet i København købte man cigarer, så personalet kunne prøve at ryge sig fri af smitten.(7)

Lægerne stod i starten magtesløse, for de anede ikke, hvad sygdommen skyldtes. På Statens Seruminstitut arbejdede forskerne i døgndrift for at finde frem til årsagen, og konklusionen var, at der måtte være tale om en mikroorganisme, der var for lille til at kunne ses i et mikroskop. Elektronmikroskopet var endnu ikke opfundet. Forskerne var dog sikre på, at smitten blev overført via patienternes luftveje.

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde 12 gode og fornuftige råd, der handlede om god hygiejne, isolation af de syge og nødvendigheden af at undgå større forsamlinger. Myndighederne forsøgte at dæmme op for smitten ved at lukke skoler og forlystelsessteder, mens man helst ikke ville lukke kirkerne, det var jo ikke forlystelsessteder. Lukningerne blev imidlertid håndhævet meget forskelligt rundt omkring i landet, så effekten har været svingende.(8)

Kun de sygeste blev indlagt

Bladtegneren Olaf Pio tegnede sig selv som patient på Marinelazarettet i 1919
Bladtegneren Olaf Pio tegnede sig selv som patient på Marinelazarettet i 1919. Han havde tuberkulose og døde af den spanske syge. Læg mærke til den stol, han fået i ryggen til støtte for at holde sig oprejst i sengen, det lettede vejrtrækningen.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000322f001_8a

Da det kun var de allersygeste, der blev indlagt på sygehusene og på de hastigt oprettede lazaretter, lå der mange influenzapatienter rundt omkring i hjemmene, hvor naboerne ikke turde gå ind af frygt for smittefaren. Der var ikke nok uddannet personale til at tage sig af dem alle sammen, så mange ufaglærte kvinder fra alle samfundslag meldte sig for at hjælpe. Røde Kors, Frelsens Hær og velgørende foreninger organiserede en del af arbejdet med denne form for hjemmesygepleje, mens andre kvinder handlede på egen hånd. De sørgede for, at de syge fik mad og drikke, de gjorde rent, de vaskede patienterne og skiftede og vaskede sengetøj og linned, de udøvede kort sagt god og gedigen grundlæggende sygepleje, og det hjalp mange af patienterne gennem sygdommen. Alle disse kvinder gik ind i arbejdet uden tanke for deres egen sikkerhed, og et ukendt antal af dem blev selv syge og døde.

Da den sidste influenzabølge var klinget af i 1920, var mindst 33 sygeplejersker og 8 elever døde af den spanske syge ifølge dødsannoncerne i Tidsskrift for Sygepleje 1918-20. Der har givetvis være flere, for det var ikke alle sygehuse og sygeplejeforeninger, der sendte dødsannoncer ind. Antallet af annoncer svarer til omkring 1,3% af den samlede sygeplejerskestand i de år, og et forsigtigt skøn er, at omkring 2% af alle danske sygeplejersker døde under den spanske syge.

Sundhedsstyrelsens råd til befolkningen i 1918
Caption 
Sundhedsstyrelsens råd til befolkningen i 1918. Dengang havde man ikke det store fokus på afstand og håndhygiejne som i dag. Bortset fra det, er der flere af punkterne, der går igen i Sundhedsstyrelsens råd under Covid-19 epidemien,

Nekrolog over en initiativrig sygeplejerske

I en af nekrologerne skriver overlægen ved Sct. Hans Hospital om en energisk sygeplejerske, der fra sin stilling på Sct. Hans Hospital blev sendt til et influenzalazaret, der skulle oprettes som en filial af Menighedssygehuset i Roskilde, det senere Roskilde Amtssygehus. ”Hun kom da op til Roskilde for at overtage ca. en snes senge, der var midlertidigt indrettet som filial af Menighedssygehuet på Roskilde Fattiggård. Her erklærede hun straks, at der måtte fremskaffes mere materiel, og da fattiggårdsbestyreren ikke så sig i stand hertil, vidste hun råd og henvendte sig til sit eget hospital, hvor hun lånte det ønskede. Og således vil mindet følge Alma Klitholm, som hun drog af sted med sit læs af madrasser og tæpper, selv siddende på vognen ud i det ukendte, hvorfra vi ikke skulle se hende komme tilbage. Få dage efter, at hun vel havde begyndt sit arbejde, blev hun syg en søndag aften med symptomer fra åndedrætsorganerne. Forløbet var fulminant. Mandag morgen var temperaturen omkring 40 grader og holdt sig her. Tirsdag eftermiddag var hun død.”(9)

Den glemte epidemi

I eftertiden er den spanske syge blevet kaldt den glemte epidemi. Bekæmpelsen af den var en fiasko for myndighederne og for lægerne, fordi de ikke rigtigt vidste, hvad sygdommen skyldtes, og hvordan de skulle forbygge den. Bagefter ville man bare glemme hele miseren hurtigst muligt. Dermed blev også kvindernes indsats glemt, selv om de under hele epidemien viste deres værd, ikke blot sygeplejerskerne, men også de tusindvis af frivillige kvinder. De gik ud i hjemmene og hjalp, selv om de vidste, at det kunne være til fare for deres eget liv og helbred. De var epidemiens helte, men da det ikke var dem, der skrev historien, blev det hele glemt.

Referencer

  1. Trier, Hans. Angst og engle. Den spanske syge i Danmark. Gads Forlag 2018 s. 7
  2. Heisz, Tommy.  Den spanske syge. Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark. Politikens Forlag 2018 s. 25-41
  3. Trier. Angst og engle 2018 s. 25-35
  4. Buchholtz, Johannes. Om Influenzaepidemien blandt Funktionærerne paa Bispebjerg Hospital. Ugeskrift for Læger nr. 15 1919 s. 652
  5. Frederiksen, Bruno. Øresundshospitalet 1978-1978. 100 års virke i Københavns Kommune. Københavns Hospitalsvæsen 1978 s. 159
  6. Scheel, Victor. Beskyttelsesmaske mod Influenza. Ugeskrift for Læger nr. 48 1918 s. 1887-1889
  7. Trier. Angst og engle 2018 s. 46
  8. Trier. Angst og engle 2018 s. 145-168
  9. Personalia. Tidsskrift for Sygepleje nr. 23 1918 s. 413-415

Læs også