Kampen for ligeløn fortsætter – og vi står stærkt

Det lykkedes mig tilsyneladende at overraske mange, da jeg forleden meddelte, at jeg stopper som formand for Dansk Sygeplejeråd. Nogle medier antydede, at nogen stod bag. Det kan jeg blankt afvise. Beslutningen er min og min alene.

Men hvis min afgang kan skabe den forstyrrelse – og fornyelse - som kan bringe sygeplejerskerne nærmere målet i kampen for ligeløn, så er det det hele værd at træde tilbage.

Jeg har stået i spidsen for sygeplejerskerne i 25 år, og jeg har elsket hver eneste dag med at kæmpe for sygeplejerskerne i samspillet med alle medlemmerne og tæt på klinikken. Jeg glæder mig også over, at vi har rykket mange ting.

Men på spørgsmålet om vores løn er vi ikke i mål – her har vi altid været oppe imod stærke kræfter.

Modstanden er desværre ikke blevet mindre de seneste par år – tværtimod fristes man indimellem til at tænke. World Economic Forums Global Gender Gap Report 2023 viser, at Danmark ligger helt nede på en 23. plads i ligestilling. Langt bagefter vores nordiske naboer, som alle ligger i toppen.

Det er tragisk – ikke mindst i lyset af at det er helt ude af trit med de sygeplejersker, der ifølge alle undersøgelser forlader faget, fordi lønnen ikke står mål med indsatsen. Og fordi unge, som har et klarsyn i forhold til uddannelse, ser snusfornuftigt på lønnen, inden de vælger retning.

Konsekvensen af modviljen er, at vi står i en historisk sundhedskrise med så alvorlige rekrutteringsudfordringer, at små ungdomsårgange og manglende arbejdsudbud alene ikke kan forklare krisens dybde og omfang.

På den baggrund er modstanden mod sygeplejerskernes årelange lønkamp utrolig.

Et af argumenterne imod at give os højere løn er, at det vil være ”alt for dyrt”. Sandheden er, at hvis grundlønnen for sygeplejersker bliver hævet med 5000 kr. mere om måneden, vil det koste under to milliarder kroner årligt efter tilbageløb til statskassen i form af skatter mv. har finansministeriet beregnet.

For de penge kunne man fylde mange af de næsten 5000 ubesatte stillinger i sundhedsvæsenet med mange af de mere end 8000 sygeplejersker, der har valgt at forlade klinikken til fordel for jobs i medicinalvirksomheder, forsikringsselskaber eller helt udenfor branchen.

Opfyldte sygeplejerskenormeringer ville omvendt betyde, at senge kunne genåbnes, at sygeplejersker ville have flere kolleger og flere at dele vagter på skæve arbejdstider med. Alt i alt ville der være mere tid til sygepleje og omsorg for patienterne. Kort sagt ville der være kvalificeret sygepleje til de mange patienter som i øjeblikket kigger langt efter behandling og sygepleje.

Er det ikke to milliarder værd?

Jeg vil derfor snarere kalde det en win-win-situation fremfor en udgift at give os højere løn.

Det skal nogle andre om lidt kæmpe videre for at overbevise arbejdsgiverne om.

Politisk har Dansk Sygeplejeråd opnået, at regeringen har afsat tre milliarder kroner til at hæve lønnen for offentligt ansatte. Vi er lykkedes med at få ’lønkagen’ gjort større, fordi vi ikke vil have højere løn på andre offentligt ansattes bekostning.

Vi har også fået et eftersyn af det lønhierarki i den offentlige sektor, som vi efterlyste. Nu har vi dokumentation for, at vi er låst fast, som vi har sagt så længe. Selv arbejdsgiverne erkender dette.

Dermed er trædestenene lagt for min efterfølger til at fortsætte kampen i de kommende trepartsforhandlinger og ved de efterfølgende overenskomstforhandlinger i 2024.

Uanset hvem der overtager roret, så ved jeg, at DSR vil sørge for, at sygeplejerskernes stemme hele tiden bliver hørt. Vi vil ikke ties ihjel eller tysses på!

Jeg glæder mig til at følge med fra sidelinjen efter 1. oktober. Indtil da fortsætter jeg naturligvis med at kæmpe sammen med jer.

God sommer!