Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Lønstrukturkomitéen: De vigtigste nedslag i rapporten

Lønstrukturkomitéens rapport udkom i 2023, men hvad sagde den om sygeplejerskernes løn? Læs DSR's vigtigste pointer her.

Lønstrukturkomiteen blev nedsat som resultat af DSR’s forhandlinger i Forligsinstitutionen forud for strejken ved OK21. Rapporten blev et af mange skridt på vejen mod højere løn. Der har været mange fortolkninger af rapporten. Men hvad er regnestykket bag? Og hvilke valg har komitéen truffet for at komme frem til det? Er der noget i rapporten, der taler for at sygeplejerskerne har et lønefterslæb?

Læs med, når vi dykker ned i de tre vigtigste nedslag for sygeplejersker i rapporten, hvorfor Dansk Sygeplejeråd mener, at genetillæg ikke skal tælles med, og hvad der står i rapportens historiske afdækning.

Lønstrukturkomiteens rapport på få minutter

Det viser Lønstrukturkomitéens rapport om lønefterslæbet

For sygeplejerskerne, og andre kvindedominerede fag, er der uligeløn på det offentlige arbejdsmarked. Sygeplejerskernes løn, uden genetillæg, ligger under, hvad de med deres uddannelse, erfaring og ledelsesansvar kunne forvente at tjene – når du sammenligner med de øvrige faggruppers løn. Lønnen i de kvindedominerede omsorgs- og sundhedsfag er systematisk lavere. Jo flere kvinder i faggruppen jo lavere løn. 

Komiteens metodiske valg har haft stor betydning for konklusionerne

Selvom sygeplejerskernes løn uden genetillæg ligger under, hvad de kunne forvente at tjene, så skal du vide, at rapporten først sammenligner løn med genetillæg. Det mener DSR tegner et skævt billede, da genetillæg er kompensation for at arbejde på skæve tidspunkter. Den løn, som skal afspejle uddannelse, opgaver og ansvar er den normale løn i dagstid. Rapporten svarer ikke på centrale spørgsmål, som ellers var en del af opgaven. Fx er faggruppernes løn kun delvist belyst i forhold til deres opgaver og ansvar.

Det skal du vide om den historiske afdækning

Lønstrukturkomitéens rapport kigger på, hvordan de forskellige personalegrupper har forhandlet på det kommunale og regionale område fra 1969-2021. Sygeplejerskernes kamp for højere grundløn er anerkendt i afdækningen. Rapporten understreger også, at den danske model på det offentlige område er god til at løse generelle problemer. Men at den også har haft vanskeligt ved at løse udfordringer for enkeltgrupper, og derfor har det ikke været muligt for de grupper, der var bagud fra start, at indhente efterslæbet. 

Læs også: Sygeplejerskernes løn i Lønstrukturkomiteens rapport.

Vil du selv dykke ned i analyserne? Vi har gennemgået de vigtigste nedslag for sygeplejersker i rapporten, hvilket du kan læse ovenfor. Du kan se tallene og læse selve rapporten på Lønstrukturkomiteens hjemmeside. 

Læs afrapporteringen på LSK-hjemmesiden

Derfor skal du sammenligne løn uden genetillæg 

Undrer du dig over sygeplejerskers gennemsnitsløn, når den fremgår af medierne, analyser og rapporter? Patienter og borgere har brug for sygeplejersker - også i weekender og på skæve tidspunkter. Genetillæg udgør en stor del af mange sygeplejerskers løn, og det er en kompensation for at arbejde på skæve tidspunkter. Derfor mener DSR, at løn skal sammenlignes uden genetillæg.

Læs mere om genetillægget her