Tiltrængt debat

Der kan være store forskelle i opfattelsen af censorrollen, og i sidste ende kan det blive den studerende, som betaler prisen. Foto: Anne--Li Engström.

Bliver de sygeplejestuderendes eksterne eksamensopgaver vurderet på et fælles fagligt og sagligt grundlag, eller rider vi hver vores egne kæpheste?

Som sygeplejelærere har vi flere gange oplevet at være uenige med censor. Vi har oplevet:

• at den studerendes eksamensopgave og mundtlige præstation ikke er blevet bedømt ud fra skolens mål og kriterier
• at censor har rettet sig ind efter, hvor eksaminator har signaleret niveauet skulle ligge
• en tendens til at lade være med at tale om forskellighederne i, hvad man vægter fagligt i en bedømmelse, specielt til den eksterne prøve på tredje uddannelsestrin
• at være enige med censor om karakteren de fleste gange, men ikke altid på samme grundlag!

På et censorkursus i Vestsjællands Amts kursusafdeling i 1997 var vi en blandet forsamling. Der var folk fra skole og praktik. Der var erfarne censorer, nogle helt uden erfaring, og der var folk med erfaringer som eksaminatorer. Geografisk var vi også en spredt forsamling. Det skulle vise sig at være et yderst dynamisk forum, som hele ugen gav plads og rum for givende debatter omkring censorrollen. Det var en fælles oplevelse for alle, der havde været ude at fungere som censor, at det er et meget ensomt job. Behovet for et forum, hvor man kan diskutere spændingerne i faget, er stort i censorkorpset.

Vi har tidligere undret os over, at der ikke har været en debat om censorfunktionen. På kurset blev det imidlertid klart, at der er så store forskelle i opfattelsen af, hvad vi lægger vægt på, når vi censurerer de sygeplejestuderendes præstationer, at man vel nærmest sætter sig selv frem som skydeskive ved at tage fat om debatten. Vi håber at få startet en længe savnet debat om censorrollen!

Censorkurset blev indledt med en runde om, hvorvidt deltagerne havde oplevet uenigheder omkring vurdering af eksamensopgaver. Næsten ingen udtrykte, at de havde oplevet uenigheder. Det havde vi svært ved at identificere os med, og det kom da også frem i løbet af kursusugen, at vi i virkeligheden var uenige – men vi har for vane at lade som om, vi er enige, fordi det skabet usikkerhed at være så uenige. Usikkerheden fremkommer, fordi den enkelte oplever, der sættes tvivl om hendes faglighed.

Forskellige skoler

Det har lydt megen kritik af sygeplejerskeuddannelsen det sidste halve år i kølvandet på Evalueringsrapporten. Skolerne er forskellige, og har forskellige kriterier og mål at vurdere de studerende efter. Det behøver ikke være dårligt, så længe det overordnede mål om at uddanne fagligt dygtige og personligt rustede sygeplejersker holdes for øje.

Det kan derimod blive et problem, hvis hver enkelt skole, hver enkelt praktiksted og dermed også hver enkelt censor mener, at de sygeplejestuderende skal vurderes ud fra, hvad de personligt synes er godt, rigtigt og oppe i tiden.

Efterhånden som kurset skred frem, var det tydeligt, at censorerne glemmer, at den studerende skal vurderes ud fra de kriterier og mål, som hun har studeret efter under sin uddannelse på den pågældende skole. Det er fx den studerendes vejleder og eksaminator, der godkender den studerendes valg af problemområde, problemformulering og valg af data til at belyse det valgte problem med. Det betyder, at når en censor vurderer en opgave som elendig, fordi hun mener, problemformuleringen er dårlig og data forkert valgt, så kan det i virkeligheden være den pågældende vejleder og censor, der har et problem med hensyn til opfattelse af uddannelsen og eksamen, men den studerende bliver jo gidslet. Når en censor er uenig i en skoles mål, så er det ligeledes censor og skolen, der har et problem, men den studerende betaler prisen.

I bekendtgørelsen om eksamen fra Undervisningsministeriet 1995 står i den forbindelse om censors rolle:

§ 6. Censorerne skal påse:

1. at kravene ved uddannelsernes prøver, herunder de skriftlige opgaver, er i overensstemmelse med de mål, som er fastlagt i bekendtgørelser og studieordninger.
2. at prøverne gennemføres i overensstemmelse med gældende regler og
3. at de studerende får en ensartet og retfærdig behandling og deres præstationer en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne om karaktergivning og andre regler (1).

Sygeplejen er som bekendt inde i en periode, hvor fagets udøvere slet ikke er enige om, hvad der skal læres for at kunne udøve faget. Dette skal vel næppe komme den enkelte studerende til skade. Uenighed er ikke en dårlig ting, så længe der diskuteres åbent, og uenigheder dermed kan føre til udvikling. Et uddannelsesmiljø skal netop sigte mod udvikling og dermed også give plads til forskellige måder at anskue problemer på.

Som vi selv gør det

På kurset gennemgik og vurderede deltagerne en eksamensopgave, som var udarbejdet til en afsluttende eksamen.

Vurderingerne spændte fra 'ikke bestået' til en vurdering, som lå i den øverste hovedgruppe af karakterskalaen. Gennem debatten blev det tydeligt, at vi i censorgruppen havde problemer med at slippe egen forforståelse angående opgaveskrivning. I det store og hele mente vi nok hver især, at opgaven skulle skrives, ligesom man gjorde der, hvor vi selv kom fra. Det blev under diskussionen tydeligt, hvor vigtigt det er, at censorer sætter sig godt ind i den pågældende skoles mål og kriterier for opgaveskrivning, inden de

Side 31

vurderer en opgave. Honoreringen svarer dog ikke til det ret omfattende arbejde, det er at sætte sig ind i en opgave og den enkelte skoles mål og kriterier.

Nogle af de forskelligheder, der kom frem, er kendte i debatten i sygeplejerskekredse:

Hvilke teorier er relevante for faget, er der nogen, der er mere rigtige end andre?

Hvor praksisnære skal eventuelle konklusioner være i en teoretisk opgave?

Skal det teoretiske forum vurdere praksisfærdigheder, når den studerende i forvejen skal have bestået praktik for at kunne gå til den teoretiske eksamen?

Hvornår kan man sige, at en opgave falder uden for sygeplejerskens virksomhedsområde?

Kan man belyse det samme problem ved at tage udgangspunkt i såvel en videnskabelig som en filosofisk teori?

Kan man stille krav om at være rimelig stringent med hensyn til teori og så samtidig dække både det naturvidenskabelige, det humanistiske, det sociologiske og det sundhedsvidenskabelige fagområde?

Kan man stille krav om fordybelse på den ene side og så samtidig skulle rundt om hele sygeplejefaget?

Med hensyn til vurdering af den studerendes begrundelser for valg af teori og metode i eksamensopgaven fik vi på kurset et noget mere nuanceret forhold til, hvor meget vi kan kræve af de studerende. Vi fik selv til opgave at vælge en problemstilling og finde frem til, hvilket teoretisk udgangspunkt vi ville vælge til at belyse problemstillingen ud fra. Det skulle vise sig, at det ikke var så nemt inden for vores multiorienterede fag. Det er rigtig mange teoretiske indfaldsvinkler, der kan vælges til belysning af den enkelte problemstilling. Det er her, man som censor bl.a. skal passe på ikke at vurdere opgaven ud fra, hvilken teoretisk vinkel man selv ville have valgt.

Flere klagesager

Der er en tendens til, at flere studerende klager over eksamensforløbet.

På kurset gennemgik vi en klagesag og sagens akter. I den aktuelle sag var den skriftlige eksamensopgave, som er den studerendes oplæg til den mundtlige eksamen, tilsyneladende ikke blevet vurderet fagligt af censor. Ud fra sagens akter fik vi opfattelsen af, at censor var uenig i den studerendes valg af teori eller i hendes valg af indfaldsvinkel til problemstillingen. Den pågældende skoles kriterier lægger op til, at den studerende kan vælge en teoretisk indgang til at belyse den valgte problemstilling ud fra. Andre teorier kan belyse andre sider af en problemstilling, men skolens kriterier tillader altså den studerende at vælge en teoretisk indfaldsvinkel og skrive sin opgave ud fra den. Det var censor i sagen uenig i, hvilket fik konsekvenser for den studerende.

Den pågældende censors teoripræference inden for sygeplejefaget blev altså den studerendes blinde makker ved eksamensbordet. Hellere en åben ensretning frem for et skjult vurderingsgrundlag.

I den aktuelle klagesag var kursisternes konklusion, at det havde været en fordel for den studerende, hvis hun havde anket sagen. Så var der blevet nedsat et uvildigt bedømmelsesudvalg, som skulle have vurderet eksamensopgaven og sagens øvrige akter. Hvis en eksamensklage ikke bliver anket, så forbliver klagen i skoleregi. Den studerende tilbydes reeksamination, og selvom den studerende ikke kan få en lavere karakter ved en reeksamination, så er der sjældent nogen, som finder det tillokkende at skulle gå til en ekstra eksamen, hvis man allerede har bestået. Den studerende kan også tilbydes ombedømmelse, eller få sin klage afvist (1, § 32).

Det kan føre til, at skolerne, når de træffer aftaler med censorer, vælger dem, de er mest enige med; i så fald er censorfunktionen vel faldet noget til jorden.

Side 35

Skal være mere åbne

Vi mener ikke, at eksamen kan vurderes objektivt. Der er altid en vis portion spil for galleriet, personlige præferencer og andre situationsspecifikke faktorer, der spiller ind ved en eksamensvurdering. En af oplægsholderne på kurset repeterede da også en gammelkendt historie, hvor tre kendte forfatteres produkter blev sendt ud til censurering ved en studentereksamen. Spændvidden i vurderingen gik fra bund- til topkarakter. Det vi derimod efterlyser, er en åben debat om vurdering af eksaminer – lidt mindre angst for at åbne op for uenighederne.

Det er lidt ærgerligt, at der aldrig er nogen, der klager over for høje karakterer, for karakterniveauet er bestemt ikke lavt inden for uddannelsen. Tværtimod. Men det er nok ikke kun et faktum i sygeplejerskeuddannelsen. Det betyder desværre, at de eksaminer de studerende, eksaminator og censor drøfter mest, er dem, hvor den studerende synes, hun har fået for lav en karakter. Det kunne være lige så interessant og nødvendigt at diskutere på hvilket grundlag, man kan give 13 til en teoretisk sygeplejeeksamen. Har den studerende vist originalitet med hensyn til anvendelse af teori? Har hun udviklet teori? Har hun indhentet og analyseret empiri, som rejser tvivl om eksisterende teorier? Eller udtrykker hun blot meninger og holdninger, som bekræfter censor og eksaminators egne meninger og holdninger?

Litteratur

1. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995. 'Bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet'.

Jytte Christensen er tidligere sygeplejelærer, nu patientvejleder i Roskilde Amt.
Kirsten Lund er sygeplejelærer på Sygeplejeskolen i Vestsjællands Amt, Holbæk.

Nøgleord: Censorer, sygeplejerskeuddannelsen.